Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Hvorfor poster Norge penge i humaniora, når Danmark sparer?

I Danmark er humaniora ramt af besparelser og diskussioner om nytte og relevans. I Norge har man lige sat 100 millioner af til at styrke humaniora. Uniavisen har spurgt en uddannelsesekspert, hvorfor.

Hvis man har været humaniorastuderende de sidste år, har man kunnet mærke det. Der er blevet skåret ned. Fag er blevet lagt sammen eller lagt ned. Og ofte har det været et emne i medierne, hvad og hvor meget, humanister og forskning inden for humaniora egentlig kan bruges til i samfundet.

LÆS OGSÅ: Op med halen, humaniora

I hvert fald herhjemme. For i Norge bliver humanisterne både prioriteret og prist. I 2017 besluttede den norske regering, at humaniora skulle styrkes. Og i januar fremlagde ledelsen på Oslo Universitet så en strategi for, hvordan humaniora skal udbredes og levere samfundsunderstøttende forskning og undervisning.

Humaniora er og skal i en eller anden grad være til stede i alle forskningsfelter og uddannelsesområder på det norske universitet. Sådan lyder det i strategien, der er støttet med 100 millioner norske kroner fra blandt andet den norske stat.

Sød musik i de fleste, danske humanisters ører. Men hvorfor er det anderledes at være humanist i Norge end i Danmark?

Grundlaget efter nazismen

Jesper Eckhardt Larsen kan måske gøre os klogere. Han har skrevet en ph.d.-afhandling om argumenterne mod og for humaniora siden Anden Verdenskrig, og har netop afsluttet en postdoc i uddannelseshistorie ved Oslo Universitet. Nu er han underviser på pædagogikstudiet på Københavns Universitet.

Han har fulgt og studeret udviklingen i den måde, man taler om humaniora på herhjemme.

Fra 1945 var der stor politisk enighed om at prioritere humaniora, som blev set som en kulturnations bidrag til det fælles menneskelige projekt.

Jesper Eckhardt, postdoc i uddannelseshistorie ved Oslo Universitet

»De seneste femten år har jeg har oplevet, at der er opstået en ny måde at tale om humaniora på, på de danske universiteter. Det er næsten blevet en præmis, at humaniora er universiteternes problembarn. Der hersker nu en diskurs, om at humaniora ikke er så godt og er lidt unødvendigt i sig selv. Det kan blive til kommunikation eller noget andet, der kan være nyttigt for erhvervslivet,« siger han.

Det er andre toner end dem, man kunne høre, når snakken faldt på humaniora i årene efter Anden Verdenskrig.

»Der var en floromvunden snak om humaniora. Fra 1945 var der stor politisk enighed om at prioritere humaniora, som blev set som en kulturnations bidrag til det fælles menneskelige projekt. Kulturvidenskaberne repræsenterede humanismen og de værdier, man ville bygge samfundet på efter opgøret med nazismen,« siger Jesper Eckhardt Larsen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Den politiske offensiv mod »pseudoforskning« er fordomsfuld og farlig

Kommer med alle farverne

Herhjemme er den humanistiske forskning til debat. Især politikere fra højre side af spektret – men også uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) – ytrer små og store ønsker om at regulere forskningen politisk.

Nogle humanistiske forskningsområder er i bedste fald ligegyldige. I værste fald er de aktivisme og identitetspolitik forklædt som forskning, lyder det fra kritikere som Rasmus Jarlov (K), Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF).

»Skulle man have en bred betegnelse, så er problemet de humanistiske identitetsstudier,« sagde Morten Messerschmidt for nylig i Uniavisen.

Hvis der er noget, der er ufolkeligt, så er det en bedrevidende københavnsk humanist.

Jesper Eckhardt, postdoc i uddannelseshistorie ved Oslo Universitet

Sådan ville man ikke høre en norsk højrefløjspolitiker sige, siger Jesper Eckhradt Larsen.

»I dag står højrefløjen nærmest for en form for anti-humaniora. Sådan kan det i hvert fald godt opfattes. I Norge er der ingen politiske partier, der ikke bare lidt forstår kulturvidenskabernes betydning. Der hersker en diskurs blandt de konservative på højrefløjen, der synes at moderniteten er kold og farveløs, og at humaniora kommer med alle farverne.«

LÆS OGSÅ: Værdikrigeren Henrik Dahl blæser til angreb på »nonsensfag« og »krænkelsessyge«

Heller ikke på venstrefløjen vil alle danske politikere vedkende sig humanioras betydning, siger Jesper Eckhardt.

»Den politisk-kulturelle motor ligger et helt andet sted i Danmark end i Norge. Den ligger i det folkelige. Og så opstår der en modstand mod det folkeliges modsætning – det akademiske.«

»Hvis der er noget, der er ufolkeligt, så er det en bedrevidende københavnsk humanist.«

Tre grunde

Ifølge Jesper Eckhardt Larsen, er der, lidt firkantet sagt, tre grunde til, at nordmændene har et andet syn på humaniora, end vi har i Danmark:

En akademisering af læreruddannelsen i Norge, Norges unge alder som selvstændigt land, og – selvfølgelig – oliepengene.

Over de seneste år har Norge gjort læreruddannelserne til en del af universiteterne. Det er også en del af den nye humaniorasatsning, at humanisterne skal oplæres til at være gode undervisere.

»Et af de helt store ryk i Norge for humaniora i Norge, var da alle læreruddannelserne blev rykket ind på universiteterne i 1990erne,« siger han. Det træk samlede akademia og folkelighed, for hvad er egentlig mere folkeligt end folkeskolen?

LÆS OGSÅ: Trods valgløfter: Regeringen vil spare millioner på humaniora og samfundsvidenskab

Den trojanske humaniorahest

Ligesom at humaniora i tiden efter Anden Verdenskrig blev set som vores åndelige redning i genopbygningen af det danske samfund, så spiller kulturfagene fortsat lidt den samme rolle i Norge.

Norge er stadig et temmelig ungt land – først i 1905 blev Norge den selvstændige stat, vi kender i dag. Derfor spiller humaniora stadig en stor rolle i den kulturelle nationsbygning.

Nationsbygning er den trojanske hest i Norge. Når noget bidrager til det nationale projekt, vil det typisk få opbakning.

Jesper Eckhardt, postdoc i uddannelseshistorie ved Oslo Universitet

»Nationsbygning er den trojanske hest i Norge. Når noget bidrager til det nationale projekt, vil det typisk få opbakning,« siger Jesper Eckhardt Larsen.

Derfor ser humaniora i Norge også en smule anderledes ud end i Danmark. Eckhardt Larsen har oplevet humanistisk forskning i Danmark som mere udsynet og internationalt orienteret, mens humaniora i Norge, siger han, traditionelt har været mere vendt ind mod sig selv.

»I min ph.d. optalte jeg, hvor mange nationalt orienterede projekter, som fik støtte, mod mere generelle humanioraprojekter efter oprettelsen af deres første forskningsråd i årene omkring 1950. Der var en meget kraftig overvægt af satsninger på nationale temaer. Det var ikke det humaniora, vi kendte i Danmark på samme tidspunkt, med masser af globale og fælleseuropæiske dagsordner.«

Olie = velfærd

Og ja, så er der selvfølgelig oliepengene. For da det store olieboom begyndte at kunne mærkes på kistebunden i Norge i 1980erne, investerede man i uddannelse og forskning.

I den omgang blev fag som bioteknologi og olie- og gasteknologi prioriteret, men der blev også sat penge af til kultur- og traditionsforskning, som det blev kaldt.

I det hele taget har oliepengene været medvirkende til, at de norske humanister er sluppet for de spareøvelser, som humaniora i Danmark har været udsat for, siger Jesper Eckhardt Larsen. Senest er 12 ansatte ved Det Humanistiske Fakultet på Syddansk Universitet blevet afskediget.

»Nordmændene har haft råd til at fortsætte fra 1970erne til i dag uden egentligt at skære ned på velfærdsstaten,« siger Jesper Eckhardt Larsen.

LÆS OGSÅ: Humaniora fyrer 11, og 24 tager imod frivillig fratrædelse

Seneste