Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Overenskomst 2018 — Sophie Løhde, regeringens chefforhandler og minister for offentlig innovation, har på et pressemøde meddelt, at regeringen lockouter de ansatte i staten som modsvar på de faglige organisationers strejkevarsel den 2. marts.
Artiklen er opdateret torsdag den 8. marts 10.20.
De ansatte og studerende på Københavns Universitet må forberede sig på, at universitetet lukker ned den 10. april med mindre der findes en forhandlingsløsning i Forligsinstitutionen inden.
Sophie Løhde sagde specifikt på pressemødet, at universiteterne er omfattet af lockouten.
Her har staten varslet lockout af 120.000 statsansatte som modsvar på fagforeningernes varsel, om at 10-15 procent af medlemmerne vil strejke på en række udvalgte statslige arbejdspladser fra den 4. april. KU var ikke blandt de udvalgte.
Sophie Løhde sagde specifikt på pressemødet, at universiteterne er omfattet af lockouten.
Cirka 50.000 tjenestemænd og cirka 10.000 ansatte, der har opgaver med betydning for rigets sikkerhed er undtaget.
Det drejer sig om eksempelvis efterretningstjenesterne og vaccineproduktionen.
Løhde sagde, at de faglige organisationer havde stillet flere ufravigelige krav, men at hun gerne fortsætter forhandlingerne.
Det er primært lønnen og den betalte frokostpause, der skiller parterne, ifølge Løhde.
»Jeg har tilbudt ro om frokostpausen, og flere statslige arbejdspladser har klart tilkendegivet, at de ikke har planer om at afskaffe den,« sagde hun.
Hun tilføjede, at der til gengæld ikke har været realitetsforhandlinger om de statsansattes løn for de kommende tre år.
Sophie Løhde kaldte situationen meget alvorlig, da lockouten mere eller mindre vil lamme Danmark. Blandt andet vil togdriften stort set blive indstillet.
Ministeren sagde videre, at hun håber, at lockouten vil få parterne tilbage til forhandlingsbordet, og at i tilfælde af, at det det ender med en konflikt, at den bliver så kort som mulig.
Forligsmand Mette Christensen kan udsætte både fagforeningernes strejke og statens lockout i to gange 14 dage, hvis hun ser en mulighed for at forhandle sig frem til en aftale i Forligsinstitutionen.
Hvis parterne ikke kan blive enige, kan regeringen stoppe en storkonflikt, hvis den kan skaffe flertal for et lovindgreb. Det skete sidst i 2013, hvor skolelærerne var lockoutet i 28 dage, inden regeringen greb ind.
KU har lavet en temaside på KUnet om strejken/lockouten målrettet de ansatte. (kræver login)