En lille sang om frirum

SEKS STUDERENDE FRA Københavns Universitet viser deres frirum frem i denne udgave af Uniavisens magasin – seks vidt forskellige steder, hvor de lader op eller lader af og – som en af dem siger det – får luft til at være sig selv.

JEG SYNES, DE FORTJENER en high five. Det er modigt, at de tør dele noget privat med resten af klassen, noget der ellers til dels er defineret som frit ved, at resten af verden ikke kender til det. Og måske kan det inspirere andre til at finde frirum.

MEN DER ER OGSÅ en flig af deres historier, der gør mig en lille smule trist. For der er noget ved deres velreflekterede måde at tale om frirum på, som vækker genklang.

DET MINDER MIG OM mit og mine venners liv. Ikke som studerende, men lige nu, som plus-40-årige. Det realkreditfinansierede voksenliv, hvor summen af karriere, børn og seriøse månedlige afdrag strækker dig tyndere end nogensinde før, og du, måske smådesperat, bliver nødt til at finde et rum, hvor ansvaret ikke tynger dig ned, og du kan få luft til at være dig selv (og måske også spekulere lidt over, hvem du er blevet).

HVAD DET IKKE MINDER mig om, er min egen studietid i før-fremdriftsdagene. Så modne overvejelser havde jeg ikke. Problemet var ikke at få luft eller plads til at lade op eller afreagere, men snarere at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med al den frihed. Hele unilivet var sgu et stort frirum.

FRA MIN GAMMELFAR-POSITION kan det godt se ud, som de studerende i dag har internaliseret politikernes økonomiske rationaler og går til studielivet bevæbnet med checklister. Der er eksaminer, der skal bestås, karakterer, der skal opnås, CV’er, der skal optimeres, sociale relationer, der skal plejes – og listen af krav er så lang, at man får brug for at sted, hvor man bare kan være sig selv.

JEG VILLE ØNSKE FOR de studerende, at de kunne gemme den slags bekymringer. Og jeg vil ønske, de kunne få den ekstra bid frihed, jeg bilder mig ind, at min generation havde. At de kan sige fuck til tjeklister og finde masser af små frirum i deres studieliv – især de fantastiske frirum, der åbner sig, når man bliver opslugt af et stofområde, ikke fordi nogen kræver det af én, men fordi det er så pisse spændende, at man ikke kan lade være.