Løstansatte: Kortlæg vilkår for prekære forskere

Vejen til en forskerkarriere som lektor eller professor er blevet mindre farbar i de senere år, viser en aktuel rapport fra Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR).

Især kvinder med børn har det svært i konkurrencen om faste stillinger, men helt generelt er vejen fra ph.d. til lektorat blevet længere. I snit tager seks år for de ph.d.’er, som arbejder hen imod en fast stilling, at få en. De fleste opnår den ikke.

Jens Oddershede, professor og formand for DFiR, har kaldt den skærpede konkurrence om job »en udfordring for den enkelte og for universitetet.« I årene før de opnår en fast stilling, eller opgiver at få en, har de yngre forskere ofte et væld af midlertidige projektansættelser på universiteterne, uden mulighed for at vide, om karrieren vil briste eller bære. »Man venter på Godot, for at sige det ligeud,« sagde Jens Oddershede til Uniavisen.

På KU tager Dan Hirslund, antropolog og postdoc på Intitut for Tværkulturelle og Regionale Studier, vel imod de nye data. Hirslund er formand for en forening af Københavns Universitets løstansatte forskere, såkaldte T-VIP, som blev stiftet i 2017. Gruppen omfatter ph.d.’er, eksterne lektorer, adjunkter uden tenure, sågar videnskabelige assistenter, undervisningsassistenter og tidligere forskere, der har måttet søge over i administrative stillinger for at overleve.

Blandt foreningens mål er at flytte fagbevægelsens fokus fra de traditionelt fastansatte til fordel for det prekære arbejdsmarked, og at opnå bedre karriereudvikling og løn lokalt på Københavns Universitet. Ifølge Dan Hirslund er det »beskæmmende at se den manglende lønsolidaritet, der udvises med de grupper af medarbejdere, som løfter de tungeste byrder i forhold til undervisning, administration og forskning. Når man ser de store lønsummer, der bliver udbetalt på ledelsesgangene, klinger det hult, når vi får tudet ørerne fulde af, at der ikke er råd til fastansættelser.«

Ikke mulighed for at planlægge livet før efter de 40

Hirslund skriver i en mail, at DFiR-rapporten om karriereveje for »en stærk indgang til at få et indblik i usikkerhederne i forskerkarriererne, da især den manglende mulighed for planlægning sammenholdt med uvisheden om hvorvidt en fast stilling overhovedet bliver en mulighed er blandt de største udfordringer for prekariserede akademikere i Danmark.«

Udover at være i usikre ansættelser, som hæmmer muligheder for at planlægge livet uden for arbejdet, befinder de midlertidigt ansatte sig også i en underdanig position

Dan Hirslund

Dan Hirslund bemærker, at DFiR’s tal viser, at der godt over 50 procent af ph.d.’erne på universiteterne ikke har en fast stilling, seks år efter de har afsluttet deres uddannelse.

»Det er i mine øjne vildt mange og for mig helt ubegribeligt, hvorfor der overhovedet skal være nogen form for usikker ansættelse efter endt ph.d., der jo markerer den ypperste akademiske kvalifikation efter mindst otte års universitetsuddannelse, men i praksis ofte mere,« skriver Hirslund.

»Dette peger på den anden bekymring, som er at vi på en eller anden måde har accepteret, at forskere ikke kan regne med fastansættelser, før de er godt oppe i årene, og at de modsat de fleste andre lønmodtagergrupper må affinde sig med, at de først kan begynde at planlægge familier og større faste udgifter, efter de bliver 40 år. Det mener vi er en udvikling, der bør vendes hurtigst muligt.«

Arbejd gratis og undgå kontroverser

På Københavns Universitet voksede gruppen af midlertidigt ansatte postdocer fra omkring 700 i 2011 til over tusind i 2016. Også gruppen af ph.d.-studerende og adjunkter er vokset markant, mens det samme ikke gælder de faste job som lektor og professor.

Et problem, der ifølge Dan Hirslund kunne tåle en grundigere undersøgelse er, at forskere uden faste karriereveje rammes af særlige usikkerheder:

»Problemet er nemlig ikke blot, at der er for få fastansættelser, men tillige, at processen med at få dem er u-transparent,« skriver Dan Hirslund.

»Med denne manglende transparens og ofte meget komplicerede ansættelseforløb skabes en enorm subkultur af præemptive handlinger, hvor forskere i midlertidige stillinger forsøger sig med alle mulige smigringer fordi det jo kan være, at den kollega, der kommer og spørger, om du vil tage et par gæsteforelæsninger på hans kursus, ender med at have en indflydelse på, om du kan få et job i fremtiden. Så udover at være i usikre ansættelser, som hæmmer muligheder for at planlægge livet uden for arbejdet, befinder de midlertidigt ansatte sig også i en underdanig position, hvor de skal passe på, hvad de siger og gør for ikke at træde nogen over tæerne. Derfor arbejder de en masse gratis og undgår kontroversielle situationer.«

Dan Hirslund skriver også, at løse ansættelsesvilkår er lig med skiftende indtægtsniveau.

»Jeg håber, at DFiR vil få mulighed for også at belyse nogle af disse emner i deres fremtidige arbejde.«