Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Hans fakultet er omdrejningspunkt for en diskussion om, hvad man egentlig må sige. Vi har spurgt dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen, og han siger, at man må sige det meste.
Siden universitetsvalget i efteråret har studerende fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet fortalt om et studiemiljø, hvor nogle holdninger opfattes som mere rigtige at have end andre. De har sagt, at de har oplevet at blive lukket ned for, og at de udøver selvcensur, når de diskuterer politik på studiet på grund af det, de kalder social sanktionering.
To studerende har sagt i Uniavisen, at de mener, det er okay at lukke ned for holdninger, som i deres optik er fx racistiske eller sexistiske.
Vi har et dialogforum i dekanatet med de studerende, og jeg tænker, at det her er en af de ting, vi tager op i løbet af foråret.
Mikkel Vedby Rasmussen
Fakultetet, der er omdrejningspunktet, er Mikkel Vedby Rasmussens. Han er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og han har læst artiklerne, hvor hans studerende taler om et begrænsende debatmiljø.
LÆS OGSÅ: Det kan være svært at ytre sig som borgerlig på knaldrødt fakultet
Mikkel Vedby Rasmussen siger, at han anerkender de studerendes oplevelser. Han siger også, at han er glad for, at han i artiklerne kan se en gennemgående interesse for at diskutere og et ønske om at have et rum, hvor man kan gøre det.
Det er opmuntrende, siger han, men han synes også, det er vigtigt, at man »gør det klart, hvornår vi har en diskussion om noget, og hvornår vi mener noget om noget.«
»Når man skal lære de samfundsvidenskabelige metoder, så skal man lære – uanset om man er antropolog, sociolog, psykolog, økonom eller statskundskaber – at træde et skridt tilbage og se på, hvad det er, der sker, og lære, at der er forskellige holdninger til det. Selvfølgelig er der nogle holdninger, som et demokratisk samfund ikke kan acceptere, men dem er der i virkeligheden ikke forfærdelig mange af – og slet ikke på campus.«
Så der skal være højt til loftet?
»Ja.«
Men er der også nogle ting, man skal lade være med at sige?
»Det er der altid. Men det er til gengæld utroligt svært at sidde en eller anden regnfuld eftermiddag i januar og sige: du må sige det her, men du på ikke sige det her. Det handler om kontekst.«
Et ganske hot emne de seneste år, også på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, er køn. I efteråret skabte et spørgeskema med to kønskategorier sendt ud til hele fakultetet stor debat, og flere studerende har i Uniavisen sagt, at køn er et betændt emne at diskutere på universitetet.
Hvordan skal man som studerende forholde sig til, at man har studiekammerater, som identificerer sig uden for den binære kønsforståelse, men man gerne vil debattere køn, også med udgangspunkt i binære kønsteorier?
»Og så kan man sige: Velkommen til det danske samfund i begyndelsen af det 21. århundrede. Det her er jo ikke unikke universitetsspørgsmål, det er nogle samfundsspørgsmål, der bliver afspejlet hos os,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.
Han siger også, at der er nogle emner, der er sværere at diskutere end andre. Især når nye forskningsfelter bliver meget politiserede, og vi ikke kan læne os op ad en gammel tradition for, hvordan vi håndterer dem.
Mikkel Vedby Rasmussen
Mikkel Vedby Rasmussen (47) er uddannet cand.scient.pol og har en ph.d. fra Københavns Universitet, og så har han læst international politik på London School of Economics.
Tidligere har han været forsker, seniorforsker og projektleder på Dansk Institut for Internationale Studier, chef for Dansk Institut for Militære Studier samt professor og leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.
I 2016 blev han leder af Institut for Statskundskab, og siden 2019 har han været dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
»Vi skal lære de pædagogiske greb, det kræver at håndtere dem. Og de studerende skal lære at håndtere dem på en måde, hvor de træder et skridt ud af dem. Hvis man er en dygtig forsker inden for et emne – også et identitetspolitisk emne – så kan man godt finde ud af, hvornår de personlige grunde til at stille spørgsmålet holder op, og den mere objektive faglighed tager over.«
Det kan godt virke, som om Mikkel Vedby Rasmussen synes, de studerende skal holde op med at mene så meget, men det er nu ikke sådan, man skal forstå ham, forsikrer han.
»De må meget gerne have meninger, og jeg vil sørme håbe, at de har meninger til samfundet, men vi underviser dem ikke i at have meninger, vi underviser dem i at have en objektiv og valideret opfattelse af, hvordan samfundet hænger sammen. Sagen er jo den, at de fleste af dem ikke skal ud og have et arbejde, hvor de sælger deres egne idéer, men et, hvor de sælger andres idéer. De skal kunne være embedsmand for en politiker af en anden politisk observans end dem selv. Selv dem, der måtte ende med at blive politikere eller arbejde i NGO’er, skal også være i stand til at se de andres synspunkt.«
Jeg har måttet rydde op i nogle ret giftige kommentarspor på facebook under de artikler, vi har skrevet om det her. Hvad tror du, det er udtryk for?
»Jeg ved det ikke. Jeg er ikke særlig opmuntret af den måde, vi fører debat på i det her samfund som sådan. Jeg synes, vi alt for ofte har en debat om, hvad man må sige, om man må sige noget, eller hvad det nu er – i stedet for at have en debat om indholdet.«
Mikkel Vedby Rasmussen siger, at han godt kan føle sig gammel, han er 47, når han går rundt blandt studerende i deres 20’ere på campus, og han peger også på de studerendes alder, når han giver sit bud på, hvorfor debatten kan virke så polariseret:
»Hvis man ikke har haft tid til at møde mange mennesker, kan man måske godt have det sådan: jeg kan kun være sammen med mennesker, der ligner mig selv. De fleste af os opdager heldigvis, at sådan er tilværelsen ikke,« siger han.
»Det er min oplevelse, at man kan starte som førsteårsstuderende med nogle meget faste overbevisninger om, hvordan verden ser ud, og hvilket politisk parti man tilhører, men jo længere man kommer i
Mikkel Vedby Rasmussen har selv læst statskundskab på Københavns Universitet. Det var i 1990’erne, og han kan godt genkende nogle af de her ting fra sin egen tid som studerende. Han siger, at han altid godt har kunnet lide at debattere, og han kunne også godt finde på at være uenig med folk dengang, bare fordi det var sjovere. Når man debatterer, uanset hvordan man gør det, kan man få nogle knubs, siger han:
»Det har jeg da også oplevet siden i den offentlige debat; jo mere du mener om et eller andet, desto mere er der nogen, der er uenige med dig, og så er det en del af prisen, at der bliver skubbet tilbage. Jeg har aldrig oplevet på Statskundskab, hverken som studerende eller siden, at det ikke var sådan, at man kunne drikke en kop kaffe sammen bagefter.«
Det er et udtryk for, at man ikke har læst særlig lang tid, eller at man er i en presset situation.
Mikkel Vedby Rasmussen
Men nu er der nogle studerende, som siger, at det faktisk er det, de oplever; at det breder sig ud over den enkelte diskussion, og at nogen siger: jeg vil ikke have med dig at gøre, hvis du mener sådan. Hvad kan du gøre ved det?
»Jeg vil gerne anerkende den oplevelse – hvis man har det sådan, har man det sådan. Vi har et dialogforum i dekanatet med de studerende, og jeg tænker, at det her er en af de ting, vi tager op i løbet af foråret. Jeg vil ikke have, der er nogen, der går med en oplevelse af, at de ikke hører til her.«
Mikkel Vedby Rasmussen siger, at han kun få gange har oplevet, at nogen har lukket af for et argument ved at sige, at ‘det må vi ikke synes’, og han siger, at det faktisk kan blive til god undervisning:
»De få gange, jeg har oplevet det, har det været fra studerende, og det er et udtryk for, at man ikke har læst særlig lang tid, eller at man er i en presset situation, og det er det nemme argument. Det er hurtigt demonteret, og det kan blive nogle gode undervisningssituationer, fordi man kan spørge: Hvorfor sagde du det?«
Når man svinger sig op på den helt store klinge, så handler det her om ytringsfrihed. Og »det er sørme også en menneskeret, man har på Københavns Universitet og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.
»Ytringsfrihed er, som Grundtvig så fint sagde det, noget, der skal gælde både for Loke og for Tor, både for dem, du er enig med, og for dem, du er uenig med. Jeg vil i virkeligheden helst have, at mine studerende forsvarer dem, de er uenige med, og deres ret til at ytre sig, når de udtaler sig i Uniavisen. Det er der, vi skal hen, det er kernen i, hvad ytringsfrihed handler om.«
Læs også
Det kan være svært at ytre sig som borgerlig på knaldrødt fakultet
»Jeg skal tage ekstra knubs for at stå ved mig selv på universitetet«
»Det er okay at lukke ned for holdninger, der undertrykker andre«
»Jeg har aldrig været et sted, hvor rummet for fri debat har været så begrænset, som det er på CSS«
»Jeg mener, der er to køn, og det er nærmest en ulovlig holdning herude«
Diskussionen, siger Mikkel Vedby Rasmussen, handler på den ene side om den, altså ytringsfriheden, men han tror også, at den – måske endda i højere grad – handler om fællesskab. Det fællesskab, der bygges op, når unge mennesker fra hele landet, med forskellige baggrunde, begynder på et universitetsstudie og skal finde sig til rette.
»Lige så meget som man har lyst til at diskutere, har man et behov for at være enige, fordi det sociale fællesskab bygges op om nogle ting, man er enige om,« siger han.
Men netop fordi det handler om fællesskab, siger han, er der ofte langt flere nuancer i de studerendes holdninger, end det kan se ud som på overfladen.
»Jeg tror, at opfattelsen af, at alle her på studiet synes et eller andet, i virkeligheden handler om, at der bliver bygget et fællesskab op om nogle ting, folk mere eller mindre tror, de er enige om.«
Han siger, vi skal turde være i det rum, hvor vi er uenige.