Nannas roomie fik en svær depression: »Det blev vores opgave at holde hende i live«

Jeg var på udveksling på Stirling University i efteråret 2018. Jeg var ikke en af dem, der tog på udveksling for at have et frisemester. Jeg gik efter nogle fag, som jeg ikke kunne få på Engelsk herhjemme, så jeg tog afsted for det akademiske indhold. Jeg regnede også med at tage på en masse ture rundt omkring i Skotland – jeg elsker naturen, og jeg ville rigtig gerne til højlandet.

Jeg fik et værelse gennem universitetet på et kollegium, der hedder Alexander Court. Vi boede seks piger i en lejlighed, alle udvekslingsstuderende i et enkelt semester. Jeg begyndte især at snakke med en af pigerne, som kom fra Canada. Vi tog en tur til højlandet sammen, og hun var en af dem, jeg havde det bedst med. Vi fik en nær relation, og det var super fedt, for det var ikke noget, jeg havde forventet, da jeg tog af sted.

LÆS OGSÅ: På udveksling i en coronatid: »Jeg tror stadig, man kan få noget spændende ud af sit ophold«

Alarmklokkerne

En lørdag aften, hvor jeg sad i opholdsrummet og så film på min computer, kom hun ind. Hendes blik flakkede, hun pillede ved sit tøj og så nervøs ud. Så satte hun sig og spurgte, om jeg kunne få nummeret til en selvhjælpslinje til at virke på min telefon. Det kunne jeg ikke, og jeg kunne se, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle stille op. Jeg sagde, at jeg gerne ville lytte, hvis hun havde brug for at snakke.

Hun sagde, at hun ikke overvejede at begå selvmord, men at hun i detaljer havde tænkt over, hvordan hun kunne gøre det. Der begyndte mine alarmklokker at ringe. Jeg sagde selvfølgelig til hende, at jeg var ked af at høre, hvordan hun havde det, og så gik vi sammen ned til kollegiets administrationskontor, hvor der altid sidder en vagt. Han fandt et nummer til en anden selvhjælpslinje. Da hun snakkede med dem, brød hun fuldstændig sammen og sagde, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.

Snart fandt de andre flatmates ud af, hvad der foregik. På en eller anden måde blev det vores opgave at holde hende i live. Vi fandt nogle sovepiller på hendes værelse, som vi tog fra hende med det samme. Vi skiftedes til at være hos hende, så hun ikke var alene, og vi sørgede for, at hun fik mad og kom ud. Vi fulgte hende til lægebesøg og til samtaler med fagpersoner på universitetet. Men et af problemerne var, at hun ikke fortalte hele sandheden, når hun snakkede med dem. Hun sagde aldrig, at hun overvejede at begå selvmord.

LÆS OGSÅ: Rikke følte sig ensom på udveksling: »Hvorfor kunne jeg ikke bare feste og have det godt?«

Hun lukkede ligesom af for fornuften, og det kan jeg også godt forstå, man gør, når man er så langt nede, og ingenting længere giver mening. Men for os, der boede sammen med hende, var det mega frustrerende ikke at kunne hjælpe, når det bare er det, man gerne vil. Så stemningen blev ret anspændt. Hun havde svært ved at tage sig sammen til noget som helst, og selv hendes bevægelser blev meget langsomme. I hele den periode var det som om, vores liv stod stille, og det var virkelig drænende.

LÆS OGSÅ: Daniel blev snydt for 8.000 kroner, to uger før han skulle på udveksling

Sammenhold og ansvar

Hele situationen bragte alle os andre i lejligheden lidt tættere på hinanden. Vi var jo i det sammen, og det var virkelig tungt. Vi havde brug for at snakke med hinanden om det, for vi havde det jo også pisse dårligt over at være i en situation, hvor vi følte os magtesløse over ikke at kunne tilbyde den rette hjælp. Personligt følte jeg et kæmpe pres, fordi det var mig, hun kom til først. Jeg følte et ansvar for, at hun kom igennem det. Jeg glemmer aldrig det semester.

Personligt følte jeg et kæmpe pres, fordi det var mig, hun kom til først.

En aften blev det så slemt, at hun ringede til en psykiatrisk afdeling. Vi fik telefonen, og vi fik at vide, at vi skulle ringe efter en taxa, for hun skulle derind med det samme. Hun var der én nat, hun kom hjem igen dagen efter, og det ved jeg ikke, om hun skulle have været.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Da det med selvmordstankerne virkelig kom frem, begyndte det at gå stærkt. Der gik ikke mere end et par dage, og så var hun på vej hjem til Canada. Vi holdt en afskedsmiddag for hende, og vi gav hende et brev, hvor alle havde skrevet en personlig hilsen til hende med ønsker om det bedste. Der var en lidt ambivalent stemning. Vi ville gerne gøre det til en god afsked, men hun havde det rigtig skidt over, at hun skulle hjem, for det føltes jo som et kæmpe nederlag.

Hun lader til at have det okay i dag. Jeg snakker ikke så meget med nogen af dem længere. Men på de sociale medier virker det som om hun har fået det bedre. Vores venskab gled en smule ud. Det fyldte så meget, at hun havde det super dårligt, så det var også svært at minde hende om alle de gode ting, der var sket – der var ligesom lukket af for de gode oplevelser.

»Jeg har ikke fortrudt, at jeg tog af sted«

Det første jeg tænker på, når jeg tænker på min udveksling er, at min roomie var selvmordtruet. Det fyldte selvfølgelig sindssygt meget. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg tog afsted. Jeg føler, at jeg har lært meget om mig selv og min egen psyke, og hvornår jeg sætter grænser for bestemt adfærd. Det har styrket mig mentalt at være i den situation. Jeg lærte også meget af at være tæt på en person, der har det så dårligt og prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle tackle det og hjælpe bedst muligt.

Hun tog afsted på udveksling og regnede jo ikke med, at hun ville få en depression.

Depression kan ramme alle, når som helst og hvor som helst, også når man er på udveksling. Hun tog afsted på udveksling og regnede jo ikke med, at hun ville få en depression. Vi tog på udveksling og regnede ikke med at bo sammen med en, der fik en depression. Det kom som en kæmpe overraskelse for os alle sammen. Der er ingen, der fortæller os, at man faktisk kan have det rigtig dårligt, mens man er i gang med sit udvekslingsophold. Depression, angst og stress tager ikke hensyn til, hvor man er i sit liv, eller om det er meningen, at man skal have det fedt.

Hvis jeg skal give et råd til folk, der skal på udveksling, kunne det være: Lær dem, du bor med, rigtig godt at kende. Husk at nyde det, selv om der sker forfærdelige ting, og husk, at du er taget afsted for at have det fedt. Mens alt det her stod på, kunne jeg stadig tage til undervisning og lave mine opgaver og nyde den smukke natur – det tror jeg faktisk hjalp mig til at komme igennem det.

Nanna er blevet færdig med sin bachelor og har et halvt års pause, inden hun starter på kandidaten.