Studerende med hjernerystelse savner støtte: »Vi gør det ekstra svært for nogen, der i forvejen har det svært«

Katrine Eskildsen har ikke bare slået hovedet én gang, siden hun startede på medicinstudiet. Heller ikke to gange. Hun har slået hovedet tre gange.

Først væltede hun på cyklen og slog kindbenet i asfalten, så snublede hun og bankede baghovedet ned i en køkkenø, og til sidst hamrede hun hovedet op i et højt cykelstativ.

Da hendes symptomer var værst, sov hun 12 timer om dagen, og når hun vågnede, holdt hun kun et par timer, før udmattelsen tvang hende under dynen på ny.

Hjernerystelserne ændrede brat hendes hverdag – og hendes studieliv.

Siden den første hjernerystelse, som hun fik på andet semester i 2016, har hun sendt omkring 15 ansøgninger til universitetet om dispensation. Hun har søgt om at få udskudt eksamensfrister og om at få forlænget studietid, og hver gang har hun måttet betale for lægeerklæringer. De har kostet hende cirka 300 kroner. Pr. styk.

Hun har fået hjælp. Men hun har følt sig alene. Så meget, at hun fik tårer i øjnene, da hun mødte en psykolog, der for alvor forstod hendes situation i den nye neurologiske afdeling i Studenterrådgivningen.

»Det har været helt vildt uoverskueligt. Hele den psykiske støtte fra universitetet mangler,« siger hun.

Kasandra Bøttker, der styrtede på mountainbike og fik en hjernerystelse, kort før hun startede på psykologistudiet i 2020, giver hende ret:

»Bureaukratiet fylder meget, og jeg tror, det har forværret mine symptomer,« siger hun.

»Man skal hele tiden holde styr på en masse forskellige organer og dokumentere sine symptomer. Det er vildt trættende og ubehageligt at være i.«

Også en tidligere studerende, der skrev speciale, mens han led af senfølger fra en hjernerystelse, kalder forløbet ubehageligt:

»Det er helt utroligt hårdt at skulle bruge så mange ressourcer på hele tiden at dokumentere og argumentere for, at man er syg,« siger den studerende, der ikke ønsker sit navn i artiklen, men har sendt dokumentation for sit forløb til Uniavisen.

»Man ender med at bruge sin tid på det forkerte, og det hjælper ikke ligefrem på situationen, når man skal være stresset og bekymret over, om man bliver smidt ud, fordi man er for syg til at arbejde. Der er en mistillid i systemet, og jeg kan bare konkludere, at jeg blev mere syg af den kamp.«

Den deprimerede krop siger fra

De tre studerende er ikke alene. Langtfra.

Tidligere har danskstuderende Julie Have Hoffmann beskrevet i Uniavisen, hvordan hun havnede i en udmarvende »kamp« mod systemet, da hun fik en slem hjernerystelse under sit speciale.

LÆS OGSÅ: Først slog hun hovedet, så slog hun sig på bureaukratiet

Og Iben Gwen Tollan, autoriseret psykolog og SPS-rådgiver i Studenterrådgivningen, bekræfter, at de studerende beskriver en typisk følelse:

Man skal hele tiden holde styr på ti forskellige organer og dokumentere sine symptomer. Det er vildt trættende og ubehageligt at være i.

Kasandra Bøttker, psykologistuderende

»Det er helt uoverskueligt, hvad studerende med senfølger skal igennem for at få hjælp til at læse videre efter deres ulykker. Gå til konsultationer, indhente lægeerklæringer, søge hjælpemidler, dispensationer osv. Det er netop det, de ikke kan: De har udfordringer med at holde overblikket, og de bliver let trætte. Det undrer mig, at vi gør det ekstra svært for studerende, der har det svært i forvejen,« siger hun.

I 2021 oprettede hun en netværksgruppe under Studenterrådgivningen, hvor hun hjælper omkring 20 studerende med senfølger fra hjernerystelse.

De var friske og raske studerende, der fra den ene dag til den anden fik væltet deres liv omkuld. De vil gerne studere, tage til fester, være unge som alle andre. De kan bare ikke.

Som en af de studerende i gruppen har sagt: »Det er virkelig svært, for man har stadig lyst til det hele, men det er, som om ens krop er deprimeret.«

De lider af svære symptomer, tynges af dem, men ingen kan se det på dem. Senfølgerne er usynlige. Og kan derfor være svære at forklare for medstuderende, venner og familie. »Nå, du har ondt i hovedet, det kender jeg godt,« lyder en typisk reaktion.

»Dét ikke at blive set, mødt og forstået skaber mistillid og frygt for, hvordan andre ser og opfatter dem. De er bange for at blive set som dovne eller ugidelige, mens de modsat kæmper for at følge med på studiet,« siger Iben Gwen Tollan.

»De bærer på nogle store sorger, som de har brug for at bearbejde. Hvis de overlades til sig selv, er der en risiko for, at de udvikler belastningsreaktioner som angst og depression.«

Systemet er indrettet til de raske

Det er muligt at få hjælp som studerende, siger Kasandra Bøttker, den psykologistuderende, der stadig kæmper med efterveerne af sin hjernerystelse.

Det går bare »vildt langsomt«, siger hun.

Allerede i august 2020, altså et par uger før hun startede på sit studie, søgte hun om at få hjælpemidler fra SPS (der giver specialpædagogisk støtte til studerende med funktionsnedsættelser). Hun kom til en samtale med en SPS-konsulent, så fik hun lavet en udredning på Center for Hjerneskade, der skrev en række anbefalinger, og efterfølgende fik hun en aftale på IBOS (Instituttet for Blinde og Svagsynede), der vurderede, hvilke hjælpemidler hun havde brug for. Først da kunne hjælpemidlerne bestilles hjem – herunder filtre til computerskærmen, et læsestativ og en stationær computer til hjemmet.

Kalenderen sagde januar, da Kasandra Bøttker fik hjælpemidlerne. Et halvt år efter studiestarten.

»Det er vildt frustrerende og bøvlet, at man skal igennem så mange led. Det har næsten været et deltidsjob i sig selv at holde styr på det,« siger hun.

Ét er hjælpemidlerne. Noget andet er den skov af ansøgninger, som universitetet kræver.

»Hver semesterstart skal man igennem det hele igen. Søge dispensation, søge om forlænget eksamenstid og sikre sig, at man overholder alle krav hele tiden,« siger Kasandra Bøttker.

»Det hænger hele tiden over hovedet på en. Jeg skal bruge min energi på så mange dårlige ting. På et tidspunkt kunne jeg kun overskue at lave fem større ting i løbet af en uge, og to af de ting blev så at holde styr på det her. Det er så uretfærdigt, at systemet er indrettet til de raske.«

Støtteforløb i øst og vest

Katrine Eskildsen er enig. Hun er taknemmelig for den støtte, som SPS-vejlederne har givet hende, og hun har fået adskillige hjælpemidler fra Københavns Universitet. En computer med hjælpepakke, en særlig skærm, en scanner, en læselampe og en bogstander samt høreværn, en beskyttet plads og 25 procent forlænget tid til eksamen.

Det har været helt vildt uoverskueligt. Hele den psykiske støtte fra universitetet mangler

Katrine Eskildsen, medicinstuderende

Men hun har først fået hjælpen efter en kaotisk proces, hvor hun har brugt time efter time på overhovedet at finde ud af, hvad hun kan søge. I en situation, hvor alt hun kunne overskue efter dagens undervisning var at lægge sig under dynen og høre podcast.

»Jeg har manglet en person, der kunne forklare mig alle de tilbud, man kan få igennem universitetet. Lige nu ved man først, hvad der er muligt, når man har fået svar på sine ansøgninger.«

»Det har været dyrt købte erfaringer. Det har været virkelig hårdt at skrive ansøgninger og tage til lægen igen og igen hvert semester. Når det er svært nok bare at få læst til undervisningen, er bureaukratisk bøvl det sidste, man behøver.«

De efterlyser begge en mere enkel løsning. En forsimpling af systemet.

Og Iben Gwen Tollan, psykologen fra Studenterrådgivningen, giver dem ret.

»Jeg drømmer om et pakkeforløb for de studerende, der får senfølger fra hjernerystelser, hvor der er planer for, hvordan de kan få hjælp. At man tager dem i hånden og siger: Det er de her muligheder, der er, nu sætter vi os ned og kigger på dem. Så de ikke skal okse rundt og søge fem forskellige støtteforløb i øst og vest.«

»Min oplevelse er, at de blomstrer helt vildt, når de bliver lyttet til og får mulighed for at arbejde med deres oplevelser, samtidig med at de forskellige støtteformer sættes ind. Deres symptomer går ikke væk, men de kan blive anderledes at have med at gøre, når de studerende bliver hjulpet godt på vej og ikke skal gå alene med det hele.«

I er ikke alene

Er det for svært for studerende at finde rundt i de forskellige tilbud? Svaret falder prompte, når man spørger Rie Snekkerup, vicedirektør for Uddannelser & Studerende på Københavns Universitet:

»Ja,« siger hun.

Hun fremhæver, at der findes en oversigt på KUnet – under »Studieinformation« – der slavisk gennemgår, hvordan studerende med neurologiske funktionsnedsættelser kan få støtte. I otte pædagogiske punkter.

Rie Snekkerup siger dog, at universitetet kan arbejde på at gøre oversigten lettere at finde. Blandt andet med en bedre søgefunktion.

Til gengæld har hun svært ved at forestille sig, at universitetet kan nedbringe mængden af dokumentationskrav. Når funktionsnedsættelsen er midlertidig, kan dispensationen kun gælde inden for de datoer, der står i lægeerklæringen, siger hun.

»Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle blive nemmere, for vi er nødt til at forholde os til det, der står i lægeerklæringen. Jo, hvis lægeerklæringen udløber i december, og der er en eksamen i januar kan vi være fleksible, men vi kan ikke basere vores sagsbehandling på subjektive skøn.«

»Det kan godt være, at min fantasi bare ikke rækker længere. Jeg er åben for forslag,« tilføjer hun.

Hun afviser også, at universitetet kan lave en decideret hjernerystelsespakke, hvor de studerende bliver taget i hånden af en slags guide. »Det er resursemæssigt umuligt,« siger hun.

»Den model er der mange, der godt kunne tænke sig. Men det er for omfattende at have en pakke, hvor man får tildelt en person. Man skal huske på, at der også er mange studerende med andre typer funktionsnedsættelser, som vi også skal støtte,« siger Rie Snekkerup og henviser i stedet til studievejledere og SPS-vejledere.

Hun råder studerende, der bliver ramt af en hjernerystelse, til at opsøge den relevante information på KUnet.

Katrine Eskildsen har også et budskab til studerende, der ligesom hende selv lider af senfølger fra hjernerystelser: »Fat mod.«

»Jeg har lyst til at sige til dem: De er ikke alene. Det kan virkelig føles sådan, men det er de ikke.«