»Det kan godt blive lidt akavet, det her«

Fire veninder er taget til immatrikulation sammen.

Normalt ville de stå på Frue Plads skulder ved skulder med omkring 3.000 nye studerende, de ville se rektor gå op på talerstolen og lade sin velkomsttale runge i højttalerne, og en for en ville de mase sig op ad stentrappen mod Festsalen og trykke hans hånd.

I dag sidder de foran et tv i en sofa i Rødovre.

På grund af coronavirus er immatrikulationen i år aflyst i sin fysiske form og er flyttet online til en livestream, hvor Københavns Universitet over en lille times tid byder de nye studerende velkommen.

Jeg håber ikke, at vi bliver den glemte årgang.

Mathilde Damm Andersen

De fire veninder, der kender hinanden fra Rødovre Gymnasium, har iklædt sig festtøj i alle slags farver og har fyldt vinglassene med rose. Selv om immatrikulationen – den rituelle velkomst af nye KU-studerende, der har eksisteret i over fem hundrede år – ikke tager sig så højtidelig ud, som den plejer, mærker man spændingen blandt de studerende.

»Jeg kan ikke vente på, at du bliver doktor Damm,« siger Ella Evers Tusvik til Mathilde Damm Andersen, en kommende medicinstuderende.

Hun kigger over på Astrid Jetsmark Jønsson, der også skal studerende Medicin, men som først begynder til vinter.

»Doktor Damm og doktor Jønsson,« siger hun.

Mathilde Damm Andersen roder med sin computer, da klokken nærmer sig 17.00, og livestreamen dukker op på fladskærmen.

Så går transmissionen i gang. Sådan da. På billedet kan man i lang tid kun se brosten på Frue Plads, før det tilsyneladende går op for kameramanden, at han sender live. Da får han travlt og iler hen til aftenens vært, komiker Mikkel Rask, der sidder på trappen til Festsalen og lige skal være helt sikker på, at showet er i gang.

»Okay! Er vi klar? Velkommen til immatrikulationen på Københavns Universitet 2020« siger han på engelsk.

»Det her år bliver en lille smule anderledes. Sikke et publikum vi har i dag,« fortsætter han, mens kameraet panorerer ud på en næsten øde Frue Plads.

Han følger op med en stribe jokes, der får en lunken modtagelse af firkløveret i Rødovre.

»Det kan godt blive lidt akavet, det her,« siger Astrid Jetsmark Jønsson.

Kort efter liver hun og veninderne dog op, da Mikkel Rask teaser for aftenens hovedevent, en koncert med Jada.

»Yas!« lyder det i sofaen, mens musikeren vinker fra Festsalen.

Klovnen på et klogt sted

To timer før de nye studerende har sat sig i sofaen, gør Mikkel Rask klar til generalprøven i Festsalen. Det er første gang, han skal være vært for et online-arrangement, siger han – og det er ikke en helt simpel udfordring:

»Normalt er der en rytme i stand-up, hvor du taler, og publikum responderer. De plejer at være en del af samtalen, men i dag bliver det lidt mere værts-agtigt,« siger Mikkel Rask.

»Det er mig, der er klovnen på et meget klogt sted. Jeg ville jo elske, hvis jeg skulle optræde for de nye studerende live.«

Midt i virvaret af kabler, kameraer og teknikere dukker rektor Henrik C. Wegener op og smiler bredt.

»Det er jo et andet format, end vi er vant til,« siger han.

»Der er mange ting, der skal gå op, når det er live, og det har vi prøvet at forberede os så godt på som muligt. Vi har en vært, et levende orkester og forhåbentlig også en levende rektor.«

Den glemte årgang?

Et par timer senere ser de fire veninder i Rødovre rektor spadsere op på talerstolen og tage sin kappe på, inden han bevæger sig ned på gulvet igen. Han stiller sig foran et lærred, fyldt med studerende, der er med via webcam.

Imens springer Mathilde Damm Andersens kat op på tv-bordet i en desperat bøn om opmærksomhed.

»Måske ankommer du til universitetet med blandede følelser,« siger rektor på engelsk.

»I dag er vi ofte coronaforbundne med kabler og kameraer. Ligesom nu. Det er lidt underligt selv for folk i jeres generation, der er digitale ind til benet – i modsætning til en gammel boomer som mig selv.«

De studerende i sofaen ved ikke, hvad coronavirus har taget fra dem. De har ikke set en immatrikulation før, de ved ikke, hvordan det er at være på rustur, de har ikke oplevet en introuge uden restriktioner.

Men det betyder ikke, at de er ligeglade.

Ej, nej, nej, totalt antiklimaks.

Astrid Jetsmark Jønsson

»Det fylder ret meget, at vi går glip af så mange ting. Man hører jo fra søskende og venner, at det er enormt vigtigt at få en god studiestart,« siger Mathilde Damm Andersen.

»Det er primært det sociale, jeg frygter for, det er jo vigtigt at være fysisk sammen. Det virker, som om man er gået på kompromis med det,« siger Sofie Andersen, der er nybagt farmacistuderende.

»Det er ærgerligt, at vi kommer til at mangle fredagsbarerne her i starten. Det er jo vores mulighed for at snakke med de ældre årgange,« tilføjer Astrid Jestmark Jønsson.

Mathilde Damm Andersen nikker.

»Jeg håber ikke, at vi bliver den glemte årgang.«

Kedeligt alene

Jada dukker nu op på fladskærmen, og de studerende hujer for første gang i løbet af showet. De skulle have set hende åbne Orange Scene på Roskilde Festival i sommer, fortæller de. Det blev også aflyst.

»Det var jo nok 55 procent af grunden til, at vi overhovedet besluttede os for at se det her sammen,« indrømmer Ella Evers Tusvik, der skal læse Matematik.

»Det er nok også derfor, de har valgt at placere hende til sidst. Ellers havde man jo nok slukket for det,« siger Sofie Andersen

Jada giver en række numre flankeret af en pianist og nogle korsangerinder, der ligesom frontfiguren blafrer med vifter, mens de synger.

De fire studerende følger betaget med i onlinekoncerten, snakker lidt om den optræden, Jada gav på Roskilde Festival i 2019, og roser hendes stemme, der når hvert et hjørne af den tomme festsal.

Da de sidste toner fader ud i Festsalen og giver plads til stilheden på ny, spørger en af dem:

»Skal man klappe?«

Kort efter affyres en konfettikanon, og farvestrålende papir daler ned fra loftet, uden at kameraet, der igen roder rundt ved gulvet, helt er i stand til at fange det festlige i situationen.

»Ej, nej, nej, totalt antiklimaks,« griner Astrid Jetsmark Jønsson

»Det er lidt nytårsagtigt,« siger Mathilde Damm Andersen, med et halvfyldt glas rose i hånden. »Det er meget fint, at de gør så meget ud af det.«

»De kunne godt have været lidt flere mennesker. 100 eller sådan noget,« siger Ella Evers Tusvik.

Sofie Andersen kigger rundt på sine veninder.

»Jeg er glad for, at jeg kunne se det med nogle andre. Det havde været kedeligt at se alene.«