—
Uddannelse
Optag — Medicin topper endnu engang listen, Odontologi og Statskundskab kravler opad, og igen i år har langt flere kvinder end mænd søgt ind.
Københavns Universitet har netop offentliggjort årets ansøgningstal til de enkelte studier, og her tegner sig et velkendt billede.
Medicin er igen i år – med 2.625 ansøgere – den mest populære uddannelse blandt ansøgerne, både samlet set og målt på antallet af førsteprioritetsansøgninger. Og ligesom sidste år følger Jura og Psykologi trop med henholdsvis 2.411 og 1.803 ansøgninger.
Hullet er massivt ned til forfølgerfeltet, der i år anføres af Statskundskab (920) og Odontologi (875), mens Økonomi (850) rykker et par pladser bagud, og ud af top fem, fra en fjerde- til en sjetteplads.
I den anden ende indtager Indianske sprog og kulturer ligesom i 2018 en sidsteplads med blot 19 ansøgere.
LÆS OGSÅ: Københavns Universitet har fået flere ansøgere, bare ikke på Humaniora
De to nye uddannelser, Datalogi-økonomi samt Machine learning og datavidenskab, har fået henholdsvis 330 og 297 ansøgninger. Det gør dem til det 25. og 26. mest søgte studie på Københavns Universitet.
Samlet set er ansøgningstallet vokset med næsten fem procent efter et par års tilbagegang, blandt andet på grund af det nye karakterkrav på 6,0, der trådte i kraft sidste år. Igen i år har langt flere kvinder søgt ind på universitetet; 10.313 kvinder har sendt ansøgninger til Københavns Universitet, det har 6.149 mænd.
1. Medicin – 2.625 ansøgninger
2. Jura – 2.411
3. Psykologi – 1.803
4. Statskundskab – 902
5. Odontologi – 875
6. Økonomi – 850
7. Farmaci – 785
8. Veterinærmedicin – 760
9. Antropologi – 722
10. Sociologi – 702
1. Indianske sprog og kulturer – 19 ansøgninger
2. Grønlandske og arktiske studier – 24
3. Moderne Indien og sydasienstudier – 25
4. Portugisiske og brasilianske studier – 27
5. Græsk, klassisk – 28
5. Latin – 28
Se den samlede opgørelse på Københavns Universitets hjemmeside, hvor tallene også er opdelt efter prioriteter.