Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Universiteternes klimaregnskaber ser sorte ud – KU er ingen undtagelse

Opgørelse — Universitetet ville halvere sin CO2-udledning inden 2030, men niveauet stagnerer. Måske bør KU genoverveje målsætning, siger dekan.

Universiteternes klimaregnskaber ser sorte ud.

Det viser en opgørelse, som Akademikerbladet har lavet.

I 2021 besluttede KU ellers at halvere sit klimaaftryk i 2030 sammenlignet med udledningen i år 2018.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet har vedtaget ny klimamålsætning. »Ambitiøst,« siger ekspert

Men ifølge Akademikerbladet står det sløjt til med de ambitioner: I 2018 lå KU’s CO2-udledning på 160.225 ton. I den seneste opgørelse fra 2023 er den kun reduceret en smule til 150.621 ton. Og sammenligner man med år 2021, hvor beslutningen blev taget, er udledningen faktisk steget.

Det skyldes blandt andet øgede forskningsbevillinger og indkøb af laboratorieudstyr, skriver Akademikerbladet.

Det har fået Jacob Graff Nielsen, dekan ved KU’s juridiske fakultet og ansvarlig for universitetets klimastrategi, til at erkende, at udviklingen »giver anledning til bekymring.«

»Hvis det ikke bevæger sig nedad eller i det mindste begynder at flade ud, så skal vi til at tænke grundigt over tingene,« siger juradekanen til Akademikerbladet. Han tilføjer:

»Jeg har anbefalet, at vi fastholder målsætningen, men hvis næste regnskab også peger i den forkerte retning, så kan det måske godt få os til at genoverveje målsætningen, for succesen med laboratorieforskningen er til gavn ikke bare for KU men også samfundsgavnligt for Danmark. Det er op til bestyrelsen at vurdere målsætningen løbende.«

Hvad med KU’s øvrige klimamål?

KU’s klimahandlinger har også i andre sammenhænge været til stor debat.

LÆS OGSÅ: »Til gavn for flere:« Her er KU’s 2030-strategi

I december 2023 godkendte KU’s bestyrelse en samlet 2030-strategi for universitetet, som bestod af tre bærende strategiske mål: 1) KU skal være det bedste sted for de bedste ideer, 2) KU skal være et innovativt og løsningsorienteret universitet, og 3) KU skal være en livslang læringspartner.

Den endelige strategi høstede kritik, fordi bæredygtighed ikke indgik som en selvstændig ambition. Kritikken kom blandt andet fra organisationen Den Grønne Ungdomsbevægelse, som flere gange demonstrerede i forbindelse med bestyrelsesmøder.

LÆS OGSÅ: »Det gør mig faktisk rigtig bange, at ikke engang Københavns Universitet tager det her alvorligt«

Også forskere var ude med riven over de manglende klimaambitioner:

»Vi forstår ikke, at man overhovedet kan overveje at godkende det (strategien, red.). Bæredygtighed er et centralt ønske fra alle kanter af KU – det har en bred og inddragende proces med input fra institutter, centre, akademiske råd, studienævn og samarbejdsudvalg på tværs af universitet netop vist,« skrev Bo Fritzbøger, lektor ved Saxo-Instituttet, og Jakob Fritzbøger Christensen, projektleder ved det nu lukkede Sustainability Science Centre i Uniavisen i 2023.

LÆS OGSÅ: Sustainability Science Centre lukker efter 12 år: »Alle vores aktiviteter går i sort, mens KU tænker«

I den endelige strategi lød målsætningen, at bæredygtighed skal gå på tværs af alle strategiske mål på KU.

Seneste