Vidste du, at du har ret til videnskab?

På fjerde sal på Søndre Campus finder man Center for Interdisciplinære Retlige Studier, hvor professor Helle Porsdam har sit kontor. Her brydes de hvide KUA-vægge med farverig kunst og en plakat med Niels Bohr. Ham vender vi tilbage til.

»Jeg er UNESCO Chair i Cultural Rights. Og blandt disse er retten til videnskab,« siger Helle Porsdam, der er professor i amerikansk historie på Det Humanistiske Fakultet og professor i kulturelle menneskerettigheder på Det Juridiske Fakultet.

Når hun taler, sniger der sig indimellem engelske ord ind. For efter at have læst engelsk og idræt på KU tog hun et år til USA som special student på Yale University, fortsatte på universitetets ph.d.-program og vekslede sin oprindelige plan om at blive gymnasielærer til en karriere i akademia.

Hvad er en UNESCO Chair?

I 2017 blev Helle Porsdam efter en lang og bureaukratisk ansøgningsproces udnævnt til UNESCO Chair som den første, og indtil videre eneste, på KU.

»Det er en form for ærestitel, der følger ikke nogen penge med. UNESCO Chairs blev oprettet i 90’ene for at få universiteterne knyttet mere til hinanden og til UNESCOs arbejde. De kulturelle rettigheder er UNESCO’s ressortområde, og det er lige det, der interesserer mig. E i UNESCO står for education. S for science, og C for culture.«

Helle Porsdam fungerer som en form for bindeled mellem KU og UNESCO.

»Jeg har ikke nogen særlige forpligtelser eller opgaver. Jeg former det selv, som jeg vil. Men jeg arbejder meget aktivt sammen med den danske permanente delegation i UNESCO og Chairs fra andre universiteter.«

Helle Porsdam har da heller ikke ligget på den lade side i de syv år, hun har båret titlen.

»Jeg har skrevet om dem alle sammen,« siger hun med henvisning til de kulturelle rettigheder. I løbet af vores samtale stopper hun flere gange op for at søge sin reol igennem, indtil pegefingeren lander på den rigtige bogryg. Til sidst ligger der tre titler på bordet imellem os, som Helle Porsdam har skrevet: The Right to Science, The Transforming Power of Cultural Rights og Science as a Cultural Human Right.

Ud over at forske har Helle Porsdam oprettet sommerkurser, holdt foredrag og deltaget i UNESCO-konferencer. Alt sammen med fokus på de kulturelle menneskerettigheder.

LÆS OGSÅ: Ny stor rapport: Demokrati og forskningsfrihed halter på danske universiteter

En overset rettighed

Tidligt i vores samtale forklarer Helle Porsdam, hvordan kulturelle rettigheder historisk har stået i skyggen af civile, politiske og økonomiske rettigheder.

»På grund af uenigheder funderet i den kolde krig og afkolonisering mellem parterne i FN, endte det med to forskellige konventioner. En for de civile og politiske rettigheder og en for de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Og det var meget uheldigt, at de blev splittet op. Sidenhen har man nemlig diskuteret, hvilken af dem, der er vigtigst. De fleste i USA vil sige, at det selvfølgelig er de civile og politiske rettigheder. Dele af Asien vil mene, at det er de økonomiske rettigheder og retten til udvikling. Men den officielle FN-attitude er, at de er lige vigtige, de er interdependent.«

En ting er, hvad FN siger. En anden ting er, hvordan rettighederne opfattes og bruges i virkeligheden.

»Der er mange, der synes, at konventionen for de civile og politiske rettigheder er kernen i menneskerettighederne. Det er retten til ikke at blive tortureret, stemmeretten og så videre. Og hvis man så endelig er interesseret i den anden konvention, er det de økonomiske og sociale rettigheder der er i fokus frem for de kulturelle rettigheder. Og hvis man så endelig er interesseret i kulturelle rettigheder, så er det retten til at deltage i kulturlivet og kulturarvsproblematikker, folk er interesseret i, frem for retten til videnskab. Så retten til videnskab bliver tit glemt, fordi folk ikke ved, at den er der.«

Der er mange dele af verden, hvor det kan koste en forsker livet at sige sandheden

Professor Helle Porsdam

De kulturelle rettigheders uudnyttede potentiale mærker Helle Porsdam også i sit eget liv.

»Det er jo Københavns Universitets Chair, som man kunne bruge meget mere aktivt, end man gør på KU. Det har jeg forsøgt at gøre opmærksom på i forskellige sammenhænge, også over for dekanerne.«

Helle Porsdam har flere ideer til, hvordan hun gerne vil bruge sin Chair-platform:

»I øjeblikket arbejder jeg med videnskabens rolle i samfundet, akademisk frihed, misinformation, tilliden til eksperter og universitetet. Retten til videnskab er ekstremt relevant i vor tid, og det kunne man sagtens bruge min UNESCO Chair til at synliggøre. Det er et godt tidspunkt at snakke om, hvad videnskaben kan og ikke kan, synes jeg.«

LÆS OGSÅ: De har råbt op om forskningens vilkår. Nu starter de en modbevægelse for at få glæden tilbage

Grænser for forskningsfriheden

Helle Porsdam er også Danmarks repræsentant i Scholars at Risk Europe, som monitorerer akademisk frihed og forskeres rettigheder.

»Der er mange dele af verden, hvor det kan koste en forsker livet at sige sandheden,« siger Helle Porsdam.

Helt så skidt står det ikke til herhjemme. Dog har professoren en række kritikpunkter:

»Flere og flere forskningspenge kommer fra det private frem for fra det offentlige. Betyder det, at der er strings attached? Vi har set flere danske eksempler de senere år, hvor det har krævet en ekstra indsats at beskytte sandheden, når forskningen er finansieret af eksterne kræfter. Novo Nordisk, Carlsberg Fonden, som jeg selv har fået af, Augustinus Fonden, Velux Fonden, alle de store fonde giver rigtig mange penge til forskning, og det er vi jo glade for, så længe forskningsfriheden er intakt.«

LÆS OGSÅ: På papiret ser det okay ud for Danmarks akademiske frihed. Men global opgørelse fejler

Også i EU er der flere tegn på missionsdrevne forskningsagendaer, siger Helle Porsdam:

»Den strategiske forskning giver tættere sammenhæng mellem forskningen og dens anvendelse, og det kan jo være meget godt et stykke hen ad vejen. Men det skal ikke være på bekostning af grundforskningen. Vi har en perlerække af eksempler på, at viden, der i første omgang var grundforskning, kan bruges 50 år senere. Niels Bohrs bidrag til kvanteteknologien er jo et lysende eksempel på, at det kan være svært at styre forskning efter, hvad der er brug for her og nu. Den bedste forskning har været drevet af interesse, ikke politisk strategi.«

Helle Porsdam ser også de sociale medier som begrænsende for forskningsfriheden:

»Den politiske korrekthed kan også være et problem. Der kan være videnskabelige sandheder, som man kan blive skældt ud for at ytre på de sociale medier. Vi skal jo formidle, det står i universitetsloven, men det kan koste rigtig meget. Dels kan det være meget tidskrævende, og dels kan man ende i nogle temmelig ubehagelige debatter, hvor man bliver fuldstændig skreget ud på de sociale medier. Mange afholder sig fra at deltage, fordi de ikke vil udsætte sig selv for det. Og det er til skade for alle, når viden ikke bliver brugt. Forskningen er betalt af de danske skatteydere. De har jo ret til at høre, hvad det er, der foregår hos os.«

LÆS OGSÅ: Prorektor: »Man kan med fordel skrive akademisk frihed ind i universitetsloven«

Klimaforkæmpernes bedste argument

En af årsagerne til at gøre videnskab til en menneskerettighed finder vi, ifølge Porsdam, indkapslet i begrebet dual use, at videnskabelige landvindinger kan bruges både i ond og i god tro. Og her kommer Niels Bohr ind i billedet igen

Den bedste forskning har været drevet af interesse, ikke politisk strategi

Professor Helle Porsdam

»Det bedste eksempel er nok atomkraft. Den kan bruges til noget godt, men den kan også blive en bombe, som kan ødelægge menneskeheden. Faktisk var atombombens opfindelse en af årsagerne til, at man fik S’et, altså science, med i UNESCO,« siger Helle Porsdam og fortsætter:

»Niels Bohr forsøgte allerede under anden verdenskrig at få Churchill og Roosevelt til at informere Sovjetunionen om udviklingen af atombomben, men uden held. I 1950 skrev han et åbent brev til FN, hvor han opfordrede til en åben verden, hvor videnskabelig og teknisk viden skulle deles mellem nationerne. Fra et menneskeretligt perspektiv skal videnskaben jo bruges som et offentligt gode.«

Argumentet om, at alle skal nyde fordele af videnskabelige fremskridt, kan også bruges i retslig sammenhæng, siger Helle Porsdam:

»I mange klimasager kunne man godt bruge retten til videnskab som et argument i menneskerettighedskonventionen. Unge mennesker siger til politikerne: I svigter jeres ansvar, og I ødelægger vores liv, når I ikke inddrager den eksisterende evidens for klimaforandringer i jeres politik.«

Retten til videnskab er altså relevant for alt fra den enkelte professors forskningsfrihed til udviklingen af de globale samfund, siger Helle Porsdam.

»For mig at se er menneskerettighederne den eneste etiske globale diskurs, vi har.«

LÆS OGSÅ: Det begyndte som en ‘vild’ idé, nu er ny forskerbevægelse en realitet: »Fantastisk at være nået hertil«