130 vidnesbyrd fra forskere afslører udbredt frygt og repressalier på landets universiteter

Forskere på danske universiteter oplever i stigende grad, at ytringer kan få konsekvenser.

Det viser en ny kampagne fra organisationen Forskerbevægelsen, der har samlet 130 anonyme vidnesbyrd fra forskere rundt om i landet. De beskriver alt fra et arbejdsmiljø præget af frygt og ledelsesmæssigt pres, til social eksklusion og karrieremæssige sanktioner.

Kampagnen hedder #SafeToSpeak og skal ifølge Forskerbevægelsen give stemme til de mange forskere, der ikke tør stå frem.

»Tal og statistikker rykker ikke folk, men det gør historier og følelser,« siger Maria Toft, initiativtager til Forskerbevægelsen og bestyrelsesmedlem i organisationen.

»Vi ved fra mange undersøgelser, at forskningsfriheden er under pres, men tallene forsvinder hurtigt i den politiske støj. Det er først, når man læser om menneskene bag, at alvoren bliver tydelig,« siger hun til Uniavisen om den nye kampagne.

Organisationen peger samtidig på, at problemerne ikke kan løses, uden at man ser kritisk på selve den måde, universiteterne ledes på.

Et mønster af pres

De 130 beretninger er indsamlet i løbet af efteråret og spænder fra ph.d.-studerende til professorer, fra naturvidenskab til humaniora.

Fælles for dem er en oplevelse af, at selv mild kritik af ledelsesbeslutninger kan udløse sanktioner.

Et af vidnesbyrdene beskriver, hvordan en forsker blev presset til at omskrive dele af en artikel, fordi resultaterne blev opfattet som politisk ubelejlige.

Andre fortæller om at være blevet nægtet forfremmelse eller frataget projekter efter saglig kritik af ledelsen.

»Der er sjældent tale om en enkelt hændelse,« siger Maria Toft og fortsætter:

»Det er et mønster af mange små og store pres, som tilsammen skaber et klima, man faktisk må kalde psykisk vold. Og når kolleger ser det ske, breder frygten sig. Man lærer, at det ikke kan betale sig at sige noget.«

Udbredt tavshed

Flere forskere fortæller, hvordan de har undladt at udtale sig – både internt og offentligt – af frygt for repressalier. Det gælder især midlertidigt ansatte og forskere i kontroversielle fagområder.

Ifølge Forskerbevægelsen har universiteterne udviklet en frygt- og tavshedskultur, hvor kritik bliver opfattet som illoyalitet.

»Tillidsrepræsentanter fortæller, at det nærmest er farligt at stille op. Man risikerer at blive fyret bagefter. Det siger noget om, hvor vi er henne,« siger Maria Toft.

Et af de indsamlede vidnesbyrd bekræfter netop det billede.

»Ingen på mit institut turde stille op til posten, da tidligere tillidsrepræsentant var blevet afskediget efter at have forholdt sig kritisk til ledelsens beslutninger,« lyder det.

Ifølge Maria Toft er problemet ikke kun dårlig ledelse, men selve strukturen i universitetsloven, som med hendes ord centraliserede beslutningsmagten i 2003 uden uafhængige eller demokratiske kontrolmekanismer.

»I starten kunne man ikke mærke forskel, men nu er den gamle type ledere væk. Den demokratiske kultur er blevet erstattet af en nærmest militariseret top-down styring, og tavsheden forstærker sig selv,« siger hun.

System uden sikkerhedsnet

Vidnesbyrdene tegner et billede af forskere, der presses ud af deres faglige fællesskab eller helt ud af forskningen.

En fortæller, hvordan vedkommende blev isoleret fra sin forskergruppe og fjernet fra publikationer. Andre fortæller om trusler, chikane og sygemeldinger med stress.

Flere af beretningerne fortæller også om, at klager over ledelser ender hos de samme ledere, de handler om, og at konsekvensen ofte bliver sygemelding frem for retfærdighed.

»Min egen klage om repressalier fra ledelsen (bl.a.) skulle behandles af selvsamme ledelse, som klagen omhandlede. Ledelsen besluttede – ikke overraskende – at være nådige med sig selv,« lyder det fra en forsker.

Ifølge Maria Toft breder konsekvenserne sig som ringe i vandet:

»Når frygten sætter sig i systemet, forsvinder de kritiske stemmer. Det skaber en tavshedssmitte, hvor de, der trives bedst i kulturen, ofte ender i ledelsespositionerne. Det er et demokratisk problem og ikke bare et arbejdsmiljøproblem,« siger hun.

Forskerbevægelsen mener, at Danmark står med et system, hvor forskere i praksis mangler retssikkerhed. De interne organer – akademiske råd, arbejdsmiljøudvalg og tillidsrepræsentanter – mangler uafhængighed, og fagforeningerne får kritik for at være for passive.

»I Norge føres der langt flere sager for forskere end i Danmark. Her sker der næsten ingenting, selv når folk tydeligt bliver udsat for repressalier,« siger Maria Toft.

Egelund: »Jeg synes, det er alvorligt«

For Forskerbevægelsen handler #SafeToSpeak derfor ikke kun om at kortlægge problemerne, men om at starte en samtale om, hvordan styringen af universiteterne kan reformeres.

Derfor har bevægelsen fremlagt de indsamlede vidnesbyrd for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

I den nye forskningspolitiske aftale, der landede 6. november, og som næsten hele Folketinget står bag, adresseres vigtigheden af den akademiske frihed ifølge ministeren.

LÆS OGSÅ: Egelunds milliardplan samler næsten hele Folketinget: Ny aftale skal give ro og retning i dansk forskning

Aftalen afsætter penge til at styrke forskningsfriheden og sikre et mere åbent debatklima på universiteterne. Som led i indsatsen skal der i begyndelsen af 2026 afholdes et nationalt topmøde om akademisk frihed, hvor forskere, universitetsledelser og politikere skal mødes for at gøre status over vilkårene for den frie forskning.

»Vi er nu enige om, at de principper og værdier, som værner om forskernes frihed og den frie tanke, har vi besluttet os for i fællesskab politisk at slå ring om. Det, synes jeg, er et meget stærkt signal fra Danmark i en tid, hvor paraderne falder i andre dele af verden,« sagde uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund til Uniavisen i forbindelse med aftalen.

LÆS OGSÅ: Forskerbevægelsen efter møde i Folketinget: »Det oplyste demokrati er under pres«

I et interview med Uniavisen uddyber hun sin reaktion på Forskerbevægelsens kampagne #SafeToSpeak og de 130 vidnesbyrd om frygt og pres i forskningsverdenen:

»Jeg synes, det er alvorligt. Særligt den del, der handler om, at nogle emner i samfundet bliver så vanskelige at tale om, at forskere mister modet til at beskæftige sig med dem. Det går ikke. Det er en underminering af den frie tanke.«

Ministeren peger på, at man i 2023 lavede en kortlægning af dansk forskning inden for antisemitisme, som viste, at der i Danmark findes meget lidt aktuel forskning på området.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at det også hænger sammen med en tabuisering af det emne, og så er det nemmere at beskæftige sig med noget andet, men det går ikke,« siger Christina Egelund og fortsætter:

»Det er jo ekstremt vigtigt, at vi får en åben dialog i og med forskningsmiljøerne om, at fordi man forsker i noget, betyder det ikke, at man personligt skal stå på mål for alle mulige holdninger. Vi er jo et fattigt samfund, hvis vi ikke tør forske i vanskelige emner.«

Positive takter

Forskerbevægelsen kalder det et skridt i den rigtige retning, at den akademiske frihed nu er et eksplicit politisk mål.

»Vi er rigtigt glade for, at politikerne fra højre til venstre nu har indset, at der er et alvorligt pres på den akademiske frihed i Danmark,« lyder det fra KU-professor og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen Jes Søe Pedersen i en skriftlig kommentar til Uniavisen.

»Vidnesbyrd fra vores egen kampagne #SafeToSpeak er kun den seneste dokumentation i en lang række over de seneste år.«

Han mener, at samfundet som helhed taber, når forskningsfriheden kommer under pres.

»Det er et pres, der gør, at forskerne ikke tør tale frit, hverken på universitetet eller i den offentlige debat. Et pres, hvor forskerne ikke kan undersøge de emner og stille de spørgsmål, som forskningen selv peger på som de vigtigste. Det betyder, at samfundet ikke får fuld værdi tilbage for de milliardstore investeringer, som følger af aftalen,« skriver han.

Den nye forskningspolitiske aftale markerer ifølge Jes Søe Pedersen, at »tiden er forbi, hvor vi kan nøjes med at holde skåltaler for den akademiske frihed.«

At ministeren planlægger et topmøde, hvor forskerne selv får ordet, ser bevægelsen som et tegn på, at dialogen endelig er åben:

»Det er et lovende første skridt mod en fremtid, hvor tillid til viden og akademisk frihed er vigtigere end nogensinde.«

LÆS OGSÅ: Det begyndte som en ‘vild’ idé, nu er ny forskerbevægelse en realitet: »Fantastisk at være nået hertil«