Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Er vores eksistens på Københavns Universitet virkelig 'en provokation'?

Stedord — Vi er ikke 'en debat' eller 'en provokation'. Vi er kollegaer og medstuderende, skriver 14 ansatte. Er Københavns Universitet en arbejdsplads der arbejder for at inkludere kønnede minoriteter, spørger de.

Underskriverne fremgår nederst i indlægget

Den seneste tids såkaldte debat om repræsentationen af kønnede minoriteter, herunder især nonbinære og transpersoner på Københavns Universitet, kulminerede i sidste uge med lektor Marianne Stidsens indlæg  mod, hvad hun betegner som »et aktivistisk stunt«.

»Stuntet« består i, at nogle nonbinære studerende i en mail på et internt studenterforum forklarer, at de ikke er i stand til at udfylde en udsendt spørgeskemaundersøgelse, fordi denne kun opererer med kategorierne ‘mand’ og ‘kvinde’ – hvilket fremkalder en kraftig modreaktion fra nogle medstuderende.

LÆS OGSÅ: Hadefuldt angreb på studerende i fællesmail til et helt fakultet.

Kønnede minoriteter er ikke kun en voksende del gruppen af studerende. Vi er også administrativt personale, undervisere og forskere på universitetet.

Man skulle umiddelbart tro, at det var del af normal videnskabelig metodisk skoling, at man diskuterer præmisserne for kategoribrug i en undersøgelse. Hvis et spørgeskema forudsætter, at alle mennesker er binært kønnede, så rejser det vel de samme videnskabelige spørgsmål om repræsen­tation og mulige fejlkilder, som hvis den forudsætter, at alle mennesker bor i København?

Men Stidsens pointe er ikke at støtte denne form for videnskabelig refleksion. Tværtimod fremfører hun, at det ikke blot er hendes ret, men også hendes »pligt« at kalde til kamp for, at »vi som ansatte bakker de studerende op, der tør sige fra over for krænkelsestyranniet«. Dette tyranni beskriver Stidsen blandt andet som »det verdenssyn eller den efterfølgende udskamning, som de transseksuelle meget ofte nedkalder over mennesker, der drister sig til at tage afstand fra deres verdenssyn«.

Marianne Stidsen reducerer vores eksistens til en agenda

Meget kan siges om, hvilken standard for saglig debatform og videnskabelig metode, en forsker ved Københavns Universitet her promoverer, når hun fx henter sit belæg i sin personlige ‘fornemmelse’ af skribenternes bagvedliggende »provokatorisk[e] hensigt«, snarere end i, hvad der faktisk står i kilden. Men det er ikke det vigtige her. Det vigtige er, hvad indlægget siger om, hvilket arbejdsmiljø vi som ansatte og studerende ønsker, at KU skal tilbyde kønnede minoriteter.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet må ikke blive en feministisk og intersektionel præsteskole.

Det er væsentligt at huske, at selv om Stidsen appellerer til et »vi« af ansatte, som helt naturligt består af binært og ciskønnede, der må tage afstand fra »nonbinære aktivisters agenda«, så er kønnede minoriteter ikke kun en voksende del gruppen af studerende. Vi er også administrativt personale, undervisere og forskere på universitetet.

Vi kunne også have kaldt debatten for ‘transfobi-debatten’ eller ‘heteronormativitets-debatten’.

Som arbejdsplads bliver vi nødt til at tale om, hvordan det føles at gå på arbejde som kønnet minoritet, når man bliver mødt med beskyldninger om krænkelsesparathed og provokation, så snart man siger sit navn eller påpeger, at man eksisterer – og så oven i købet beskyldes for selv at orkestrere samme beskyldninger som del af et »stunt«.

LÆS OGSÅ: Prorektor: Mangfoldighed er en vigtig dagsorden for Københavns Universitet.

Hvad indebærer det fx, når en meddelelse om, at man findes og at dette har videnskabelige konsekvenser, bliver udlagt som en utilladelig »provokation« og »ideologisk afpresning«, som universitetet som institution må og skal slå hårdt ned på?

Hvad indebærer det, når vores eksistens reduceres til »et verdenssyn« eller »agenda«, som man ikke bare kan, men ligefrem bør tage afstand fra? Især når »verdenssynet« og personen fremstilles som én og samme ting?

Kalder ledelsen: Hvad vil I?

Som arbejdsplads bliver vi også nødt til at tale om, hvad det betyder, at ledelsens repræsentanter affærdiger en studerendes helt legitime spørgsmål om arbejdsmiljø for LGBTIQA+-personer med en afvisende kommentar om, at metodediskussioner skal foregå i undervisningsrummet, og at man i øvrigt skal passe på sin brug af reply-all-knappen.

LÆS OGSÅ: Prodekan svarer på kritik. På SAMF er der meget lidt sympati for denne facon

Som medarbejdere mangler vi helt grundlæggende svar på, om Københavns Universitet er et sted, der aktivt arbejder for at inkludere kønnede og seksuelle minoriteter eller ej. Hvilket arbejdsmiljø ønsker ledelsen at skabe for os? Er er vi her under forudsætning af, at vi ikke ‘skilter med det’ i de videnskabelige diskussioner og ikke bidrager med den viden og de kompetencer, vi også har som minoriteter?

Som arbejdsplads bliver vi også nødt til at tale om, hvad det betyder, at ledelsens repræsentanter affærdiger en studerendes helt legitime spørgsmål om arbejdsmiljø for LGBTIQA+-personer

Vi er nødt til at tale om, hvad det indebærer, når det at tiltale medarbejdere og studerende med deres korrekte navn og pronomen vinkles som et krav om særlige hensyn og ikke som almindelig høflighed. Ingen insisterer vel på deres ret til at kalde en kollega for Rikke, hvis hun siger, at hun hedder Lone?

Og ikke mindst bliver vi nødt til at tale om, at denne såkaldte debat finder sted i et miljø, som tilsyneladende ukritisk har overtaget den herskende karakteristik af hele diskussionsområdet som ‘identitetspolitik’ og ‘krænkelsesdebat’. Denne karakteristik gør det stort set umuligt at tage til genmæle, fordi ens stemme allerede på forhånd er stemplet som identitetspolitisk krænkelsesparathed. Vi kunne også have kaldt debatten for ‘transfobi-debatten’ eller ‘heteronormativitets-debatten’.

Der er med andre ord noget grundlægende galt med hele præmissen for denne ‘debat’ om kønnede minoriteter på Københavns Universitet: Vi er ikke ‘en debat’ eller ‘en provokation’. Vi er jeres kollegaer og medstuderende.

Underskrivere

Mons Bissenbakker, lektor, Center for Køn, seksualitet og forskellighed, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Mathias Danbolt, lektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Søren Kjærsgaard Høfler, specialkonsulent, International Staff Mobility, Fælles HR. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Ziggie Nybo Andersen, kontorfuldmægtig, Uddannelse og Studerende, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Annica Nielsen, kontorfunktionær, Fakultetssekretariat, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Storm Møller Madsen, ph.d.-stipendiat, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Anna K. Jørgensen, fuldmægtig, Fakultetsservice, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Morten Mechlenborg Nørulf, fuldmægtig, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Kassandra Wellendorf, studielektor, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Annette Elmue, specialkonsulent, Uddannelser & Studerende, Fællesadministrationen. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Nicolai Pharao, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Nina Marie Poulsen, kontorfunktionær, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Peter Edelberg, lektor, Saxo-Instituttet, Det Humanistiske Fakultet. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

Signe Flyvbjerg, projektleder, Uddannelser og Studerende, Fællesadministrationen. Medlem af KU’s LGBTQIA+ medarbejdernetværk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste