Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Giv mig mit safe space tilbage

Måske kræver det en høj grad af robusthed at være sart i 2019.

Umiddalbart kunne man tænke, at de fleste nok foretrækker deres universitet trygt, men en lidt pudsig udløber af de sidste par års debat om krænkelseskultur er, at låneordet ‘safe space’ har fået en negativ ladning. Som et aflukke, hvor grupper af kritiske studerende og akademikere under dække af at være progressive skærmer sig selv mod det store brogede fællesskab. Tryghed har nærmest fået en grim klang i 2019, en klang af krænkelseskultur.

Og i øvrigt er Københavns Universitet jo allerede trygt for dets mange studerende og for de over 9.000 ansatte. De alvorlige problemer fylder kun lidt. Sidst der blev indsamlet tilfredshedsdata i en såkaldt arbejdspladsvurdering, svarede 86 af medarbejderne på Københavns Universitet, at de havde været udsat for det, der under ét kaldes ’uønsket seksuel opmærksomhed’. 86 er under én procent af staben. Hvis man afmærker deres antal på en lille grøn trivselsgraf, er problemet næsten ikke til at opfatte.

Indtil man hører fra én af de 86. Som vi gjorde på Uniavisen, da en mail tikkede ind hos journalist Lene Munk. Hendes artikel om, hvor utrygt det kan føles at være på arbejde i akademia, finder du her. Det er en historie, som handler om stalking og de skadevirkninger, der følger. Læs historien og overvej, om 86 indberetninger i virkeligheden er et rystende tal.

En ekspert i stalking-sager taler i artiklen om den mistillid og uforståenhed, som ofre for stalking kan møde. Omverdenen er svær at overbevise om, at små enkeltstående hændelser, hverdagskrænkelser, til sammen summer op til noget uhyggeligt – til stalking. Stalking-ofre opfattes, siger eksperten, som sarte, man kunne måske endda tilføje som krænkelsesparate.

Parallellen skal ikke strækkes for langt, men der er ligheder i den magtudøvelse, som stalkingens ofre bliver udsat for, og den magtudøvelse, som debatterne om krænkelseskultur handler om.

LÆS OGSÅ: En indi … to indi … nul indianere: Hvordan holder man krænkelsesfri rustur i 2019?

Stalkeren søger at udøve magt over sit offer, og selv om det er en ganske reel magtudøvelse, er den ofte pakket ind og endda skjult. På samme måde handler flere af de forkætrede identitetspolitiske debatter om at få mainstream-befolkningen til at blive opmærksom på – og gøre op med – en magtudøvelse, der ikke tidligere er blevet set som sådan.

Måske er det relevant at reflektere over, hvad folk egentlig føler, når de siger, at de bliver utrygge ved samfundets påståede skjulte racisme, manglende accept af nye kønsidentiteter eller sociale udtryksnormer? Og måske er det heller ikke så let at stå og forlange trygge rum og gå imod strømmen og insistere på at få taget alt dét alvorligt, der stadig forekommer flertallet latterligt eller endda fornærmende.

Måske kræver det en høj grad af robusthed at være sart i 2019.

En strikkepind i øjet

Apropos har vi på Uniavisen brugt en del krudt på at gå i dybden med rusturen på bagkant af krænkelsesdebatten og #Metoo, som har efterladt de studerende, der har ansvar for at organisere studiestarten, med nye dilemmaer og rådvildhed. (Bare rolig, kulturkrigere: Der er også fortsat masser af studerende, der kæmper for studiestarten, som den var i gamle dage, dog måske fratrukket rigtig onde gamle dages skik om at give nye studerende tæsk).

Meget til genforhandling for tiden. Senest har en ny uddannelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, meldt sig klar til at rulle et stort papir ud og nytegne de store linjer i universitetspolitikken, herunder hvilke studerende, der kommer ind, og hvordan.

Halsboe-Jørgensen virker energisk, og på redaktionen håber vi, at det betyder, at hun finder på noget spændende. Den opskrift på en madpakke, som ministeren meget venligt har sendt os til årets nye studerende, synes om ikke andet at indikere, at hun ikke selv tilbringer det meste af arbejdsdagen bænket ved det store kolde bord. Den ministerielle frokostopskrift signalerer næring på farten og en vis rastløshed. Det bliver interessant, hvis vi har fået os en opbrudsminister i en opbrudstid.

I den ånd spørger vi nogle kloge, hvad samfundet egentlig skal med uni. En af dem er forfatteren Knud Romer. Han siger, at spørgsmålet er så åndssvagt, at vi lige så godt kunne stikke en strikkepind i øjet og få det hvide snit.
Men det forekommer nu alligevel lidt utrygt.

(Indlægget er en let bearbejdet leder bragt i Uniavisen 4 2019).

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste