Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Har universitetet forskernes ryg? Så er her nogle gode anledninger til at vise det

Leder — Som leder af et universitet tjener man forskerne, og derfor skylder man at gå i brechen for dem, når nogen angriber forskningsfriheden. Det burde Københavns Universitet gøre oftere og bedre.

Her kommer nogle eksempler på trusler mod forskningsfriheden, der spænder over hetz og fysiske trusler til principelle angreb på den frie forskning. Sagerne er forskellige, men universitetets reaktion på dem alle bør være den samme: modstand.

Lektor på Københavns Universitet og Iran-ekspert Rasmus Elling har i nogen tid på de sociale medier gjort opmærksom på, hvordan han og andre med ekspertviden om Iran bliver chikaneret med ubeføjede beskyldninger om at være agent for det iranske regime. Det er ikke svært at forestille sig, at det er ødelæggende for karrieren, hvis den slags misopfattelser får fat.

Corona er også et emne, der tiltrækker tosser. For nogle måneder siden beskrev Uniavisen, hvordan Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme og en af landets frontlinje-akademikere i kampen mod covid-19, har modtaget trusler, når han har delt sin viden i medierne. TV 2 kunne oplyse, at en anden berømt KU-virolog, professor Allan Randrup-Thomsen har modtaget mails, der kalder ham »pædofil falsk jøde,« og truer med, at han ikke bliver glemt, »når regningen skal gøres op.«

Og i marts i år kunne mediet Forskerforum opregne en hel stribe af eksempler på chikane af forskere i kraft af deres arbejde som forskere og optræden i den offentlige debat.

Til Forskerforum siger lektorerne Michael Nebeling Petersen og Mons Bissenbakker, der forsker i køn, seksualitet og forskellighed på Københavns Universitet, at de får truende beskeder. Nebeling Petersen siger, at han undgår at udtale sig om emnerne racisme og integration på grund af trusler.

I samme artikel siger en af KU’s bedst kendte forskere, filosofiprofessor Vincent Hendricks, der er af afrikansk afstamning, at han har fået tilsendt en patron med posten samt teksten ‘en død neger er en god neger’.

Disse sager rejser spørgsmålet: Hvordan stiller universitetet i konkrete tilfælde af trusler mod den akademiske frihed et beredskab til rådighed for at støtte forskerne?

Er der i dag jurister på universitetet, som er klar til at bistå forskerne, og som for eksempel har til opgave at opretholde forbindelser til – for almindelige mennesker totalt utilnærmelige – firmaer som Facebook, så universitetet måske kan hjælpe med at bremse en koordineret hetz, før den udarter til noget korporligt?

Det kunne være en instans ligesom de studerendes Studenterambassadør, altså en ‘Forskerambassadør’; det kunne også være rektor.

Ledelsen på Københavns Universitet vil utvivlsomt sige, at alle de ovennævnte sager er uacceptable. Til mediet Science Report har en ledende medarbejder i efteråret sagt, at antallet af angreb på forskere har været nogenlunde konstant i de senere år og hænger sammen med, at universitetet fylder meget i samfundet og er blevet ‘hyper-transparent’.

KU tilbyder psykologhjælp, så HR-folkene er vist opmærksomme på problemet. Men hvordan viser rektor for Københavns Universitet offentligt og med fornødent, hyper-transparent, tryk, at hvis man angriber forskerne, skal man først forbi mig, som de siger i filmene?

Politikere med små, korte tyrannosaurus-arme

Forskningsfriheden bliver også knægtet på mere principielt niveau, hvor det store eksempel fra nyere tid er flere universiteters pinlige medvirken til, at forskere blev pålagt mundkurvskontrakter, når de forskede for eksterne interessenters penge, og ikke kunne fremlægge deres resultater frit.

Et andet problem er, at politikerne har korte arme.

Efter at Weekendavisen for nylig satte gang i en national debat om politisk motiveret forskning inden for ‘woke’ akademia med en artikel om faglig ensretning i migrationsforskningen, har politikerne Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) anfægtet armslængdeprincippet, altså at forskningen skal lede sig selv uden politisk indblanding.

De to politikere hævder, at deres kritik er rent faglig og ikke må ses som et ønske om at regulere forskningen, men Dahl har samtidig til Uniavisen sagt: »Har du et institut på et universitet, der bliver ved og ved og ved med at lave pseudovidenskab, så vil vi ikke bruge penge på det.«

Tilsvarende har Messerschmidt i en stribe folketingsspørgsmål bedt uddannelsesministeren tage stilling til, hvordan hun vil skride ind over for fag og traditioner, som Messerschmidt ikke ønsker skal eksistere på universiteterne. Adspurgt i Uniavisen om det kan komme på tale helt at lukke forskningsmiljøer, var han direkte: »Det kunne man sagtens. Det har man jo gjort før. Tilbage i 1980erne lukkede man ned for Sociologi, simpelthen fordi det var blevet kommunistisk infiltreret.«

Kritik=godt, trusler=not so much

Der er ikke noget galt med at kritisere forskningen i ‘woke’ emner. Striden om identitetspolitik er en af tidens væsentlige samtaler, og derfor er det godt, at der findes folkevalgte, som gider engagere sig i den – for Dahls vedkommende endda på et grundigt og højt niveau. Det burde forskermiljøerne takke dem for.

Men Dahl og Messerschmidt adskiller ikke deres roller som bevillingsgivere og akademiske debattører, og det er et problem.

Magtforsker ved CBS Christoph Ellersgaard opsummerer det politiske pres sådan i Uniavisen: »Forskere er jo heller ikke dummere, end at de kan finde ud af at lade være med at sige noget, folk ikke kan lide, hvis det betyder, at de mister deres job.«

Et endnu større problem er, at uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har givet delvis støtte til ønsket om at gribe ind over for ‘aktivistisk forskning’ ved at tromme rektorerne sammen til et møde, så hun kunne meddele dem, at hun forventer, at de løser problemet, hvor det måtte findes.

Det var en offentlig markering af, at politikerne i Danmark forbeholder sig ret til at bestemme over forskerne via rektorerne, og derfor var det møde en skidt idé.

Desværre troppede rektorerne pænt op, og bagefter talte rektorforeningen endda sagens alvor ned.

Til DM Akademikerbladet sagde rektorformand Anders Bjarklev fra DTU, at hvis ministeren havde en bekymring, så »var den ikke møntet på Danmark, men udviklingen i andre lande og et ord som cancel culture.« så ingen fare på færde, åbenbart, hvis man skulle tro rektorformanden.

»[D]er var ikke noget i det, hun sagde, som kunne tyde på, at hun ikke har fuld tiltro til det, vi laver, og også de mekanismer, der sikrer forskningsresultaternes faglige standard,« sagde Bjarklev også.

Læser man imidlertid de folketingssvar, som ministeren også siden har givet, er det åbenlyst, at det ministerielle øje fortsat stirrer hårdt på forskerne.

Ministeren skriver direkte til Folketinget, at hun har i sinde at fortsætte dialogen med universiteterne »hvis der viser sig et bekymrende billede af en lidt for ensporet teoretisk tilgang inden for visse forskningsfelter, eller hvis der er beretninger om erklærede politiske mål med forskningen.«

Hvorfor vælger rektorerne at neddysse konflikten i stedet for at tage dette vigtige slagsmål med politikerne?

Og hvorfor råber i det mindste rektor på landets største universitet, Henrik C. Wegener, ikke, så det kan høres ud over hele København, at ministeren skal skrubbe hjem på sit kontor, når hun blander sig i forskningen? Det er jo trods alt næppe på Bjarklevs DTU, at de forsker mest i køn, race, identitet og migration.

En glædelig undtagelse fra rektorernes valne optræden er professor Eske Willerslev, bestyrelsesmedlem på orlov fra KU, som i DR P1-programmet Ordet fanger gik i infight med Henrik Dahl og forsvarede universitetets ret til at regulere sig selv – også når forskningsmiljøer gakker ud og bliver ‘aktivistiske’.

Det er alene forskernes opgave at regulere sig selv, og hvis KU’s rektor ikke tror på, at de kan klare den, så kunne han jo sige dét.

Vigtige rektor-ord

En sidste sag, der må nævnes, handler om lektor i retsfilosofi Jakob Holtermann, der i tiden efter 2014 har brugt muhammedtegninger i sin undervisning på KU i retsfilosofi, et fag, der blandt andet handler om principielle rettigheder som ytringsfriheden.

I et indlæg på forsiden af Politikens debatsektion 10. april beskriver Holtermann, hvordan han efter syv års undervisning i de konflikter og juridiske problemer, der knytter sig til tegningerne, ser sig truet.

Efter mordet på den franske lærer Samuel Paty i 2020 er han usikker på, om han tør fortsætte sin undervisning i den måske mest signifikante case om ytringsfrihed i nyere tid. Den indtil videre ublodige, men for ytringsfriheden også uhyggelige sag om den engelske lærer fra West Yorkshire, der for nylig blev sanktioneret og sendt hjem af sin skoleledelse efter at have vist en (endnu uidentificeret) Charlie Hebdo-tegning i sin undervisning, skræmmer også.

Men der findes en resolut og smuk reaktion på historier som Jakob Holtermanns. Som rektor siger, har undervisere, der anvender tegningerne i deres arbejde »ledelsens urokkelige støtte til at lade sig lede af oplysning og pædagogik og aldrig af frygt eller behagesyge.«

Desværre er ordene ikke KU’s rektors; de blev sagt af rektor Stefan Hermann, leder af Københavns Professionshøjskole, i en tale ved en mindehøjtidelighed for Samuel Paty i efteråret 2020.

Seneste