Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvor er det lige, Wæver-filmen knækker?

Racismestemplet — Wæver-sagen bør give anledning til, at kritiske og progressive forskere alvorligt overvejer konsekvenserne af at forlove sig med den radikale socialkonstruktivisme og identitetspolitik. For man ender med at save den gren over, man selv sidder på.

Lad mig først sige, at jeg finder det utrolig sympatisk, at Christian Lund i sit indlæg om den betændte sag om Ole Wæver, hvis verdensberømte fredsforskning for nylig er blevet frakendt enhver værdi i identitetspolitikkens navn, forsøger at bringe nogle nuancer og kompleksiteter ind i diskussionen.

LÆS OGSÅ: Christian Lund: Meteren ligger i Paris

Det er der i høj grad brug for, både her og i andre af de sager, som er blusset op på baggrund af det venstreradikale identitetspolitiske tidehverv, vi synes at leve under lige nu, og som også har indhentet universitetet. Hvis da ikke det ville være rigtigere at sige, at det har sit udspring på universitetet, først og fremmest på humaniora, jura og samfundsvidenskab. Tænk blot på mexicanerhattesagen, på pronomensagen og på sagen om de nedrevne plakater ved KU-valget.

Der er imidlertid en diskussion, man efter min mening bliver nødt til at tage, hvis man skal til bunds i dette her. Og det er diskussionen om, hvilke overordnede rammer, der overhovedet skal til for, at en nuanceret diskussion kan finde sted.

Det lader sig nemlig ikke bortforklare, at det sympatiske selvkritiske erkendelsesprincip, Christian Lund skitserer i sit indlæg, lige præcis er det, der gælder i det åbne, moderne samfund. Men hvis man afskaffer eller omstyrter dette samfund til fordel for et mere lukket samfund, som nogle af de nye venstreradikale grupperinger drømmer om, ja, da findes det ikke længere.

LÆS OGSÅ: Wæver-sagen udstiller venstrefløjens interne stridigheder, og højrefløjen udnytter det

Det er den pinagtige sandhed, som mange i øjeblikke – ikke mindst inden for akademia – har svært ved at se i øjnene.

Her kan det være oplysende at kigge tilbage på en af de tidlige diskussioner inden for det, man bredt kan kalde det socialkonstruktivistiske felt, hvorfra tanken om den vestlige selvkritik – dvs. kritikken af hvid patriarkalsk dominans – teoretisk set stammer (selv om den selvfølgelig også har rødder længere bagud til mellemkrigstidens og efterkrigstidens kritiske teori).

LÆS OGSÅ: Året der gik på den feministiske præsteskole

I indledningen til sin vigtige bog Humanism and Democratic Critisicm refererer litteraten og postkolonialisten Edward W. Said – som jeg henregner til det, man kan kalde socialkonstruktivisme light – til en disput, der foregik i 1980’erne mellem ham selv og en af dem, der skulle blive eksponenter for en mere radikaliseret udgave af socialkonstruktivismen, nemlig kulturteoretikeren og antropologen James Clifford.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Cliffords anke mod Saids banebrydende værk Orientalism er, at det ikke tager skridtet fuldt ud, dvs. overskrider den traditionelle, vestlige, såkaldt essentialistiske humanisme til fordel for en fuldkommen ny konstruktivistisk-relativistisk antihumanisme. Anderledes sagt: Clifford klandrer Said for ikke at ville revolutionere videnskaben (og i anden omgang samfundet), kun reformere den ved at lade den besinde sig på nogle af de blinde vinkler, Christian Lund taler om i sit indlæg – fx at magt og etik er en del af videnskabens historie, skønt det har været nedtonet eller endog mørklagt.

Mod kritikken indvender Said følgende: »I believed then, and still believe, that it is possible to be critical of humanism in the name of humanism«.

Said fastholder hermed en moderne, humanistisk videnskabs- og samfundsforståelse, samtidig med at han bekender sig til den selvkritik, denne tradition har vist anlæg for fra starten af. Og når jeg siger fra starten af, mener jeg faktisk helt tilbage til grækerne, men især tilbage til renæssance- og oplysningshumanisterne – jævnfør Saids egen henvisning til Giambattista Vico som et forbillede. Uanset at denne selvkritik først kommer til udfoldelse på en større skala på et senere tidspunkt. Det medfører, at Said frasiger sig det totale brud med traditionen og med historien, Clifford – og andre af samme observans – fordrer.

I sin hårde udgave har den venstreradikale identitetspolitik ikke rum for andet end sig selv.
*

Jeg mener, vi kan blive klogere på nogle af de ting, der sker ikke mindst inden for akademia i disse år, ved at kigge på og tage ved lære af den gamle diskussion mellem Said og Clifford. Her fremgår det nemlig, at valget – som Christian Lund ganske rigtigt anfører – ikke står mellem erkendelse og selvkritik (eller magtkritik, for at bruge tidens modenavn). For man kan sagtens dyrke begge dele.

Men når det er stadfæstet, må vi også – med Said i tankerne – fastslå, at valget i høj grad står mellem en kultur, hvor der er plads til nuancerede selvkritiske erkendelser, og så en kultur, hvor der kun er plads til én doktrin: den socialkonstruktivistiske eller antihumanistiske. Thi i sin hårde udgave har den venstreradikale identitetspolitik ikke rum for andet end sig selv.

Det viser frem for alt Wæver-sagen, hvor en forsker med afsæt i nogle klassiske videnskabsidealer har forsøgt at tage højde i sin videnskab for nogle af de føromtalte relativerende kontekster og etiske spørgsmål – og som i det hele taget hele vejen igennem har opfattet sig selv som hørende til de progressives klub. Og som alligevel dømmes ude.

LÆS OGSÅ: Ole Wæver vil have ret på sine kritikeres præmisser, og det er vildt interessant 

Min frygt er, at den udgave af socialkonstruktivismen, som har fået lov at vinde frem i dag, og som også har spredt sig til en stor del af samfundet, er den sidstnævnte benhårde, radikaliserede udgave. Der netop ikke har plads til den nuancerede, selvkritiske debat, Christian Lund så prisværdigt efterlyser. Fordi det, den dybest set vil, er at revolutionere det åbne samfund og omstyrte alt det, vi kender til og forbinder med dette. Herunder den moderne selvkritiske erkendelsesform, som er nævnt ovenfor.

I stedet vil den skabe rene, modsigelsesfrie rum, hvor man bare bliver bekræftet i de synspunkter og perspektiver, man har i forvejen. Det er først og fremmest dén, Wæver er blevet ramt af. Og det er frem for alt derfor, det giver så god mening at bruge de ord, der er blevet brugt flere gange i forbindelse med sagen, at revolutionen æder sine egne børn.

Revolutionen, ja. Her har vi netop grundforskellen. Reformationen æder ikke sine egne børn, men det gør revolutionen pr. definition. For ikke at sige: revolutionen æder alt og alle, der ikke retter prompte og betingelsesløst ind efter den totalitære doktrin, som jeg vil tillade mig at kalde den.

Så hvis Christian Lund, og andre, der har samme indstilling som han, mener det alvorligt, når de siger, at de ønsker en videnskab, som både besinder sig på erkendelsen og på erkendelsens selvkritik, bliver de altså nødt til at være med til at forsvare den samfundsindretning og den videnskabstradition, der rent faktisk tillader en sådan facetteret tankegang. Der er ingen vej udenom.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet må ikke blive en feministisk og intersektionel præsteskole

Seneste