Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Må man rive valgplakater ned, hvis de støder nogen?

Univalg 2019 — Frit Forum og Konservative Studerende har fået fjernet og vandaliseret valgplakater med sombreroer og slogans som »Nej tak til krænkelsesparathed«.

Univalget 2019 er i fuld gang, og det plejer normalt at gå stille og roligt for sig. Men  studenterdemokratiet bærer denne gang præg af, at det har været et turbulent år på Københavns Universitet med polariserede diskussioner om såkaldt ’krænkelsesparathed’ og udfordringer af retten til at have sombrero på.

Frit Forum og Konservative Studerende har slået pjalterne sammen og går til valg med et næsten identisk valgprogram og slogans som »Nej tak til krænkelsesparathed« og »Nej tak til identitetspolitik« og »Beskyt den akademiske frihed«.

Jeg synes det er problematisk, at den privilegieblinde tone har fået så stor en indflydelse på Københavns Universitet.

Jais Kjær Larsen, studerende

De slogans hænger på valgplakater rundt omkring på Københavns Universitet og de har mødt kritik fra både studerende og de anonyme afsendere af en stor side på Instagram, der har bragt opfordringer til at modarbejde eller helt rive foreningernes plakater ned.

En humaniora-studerende, Jais Kjær Larsen, har i ugen for universitetsvalget oprettet en Facebook-gruppe under navnet ’Inkluderende miljø på KU’, som på mindre end et døgn fik mere end 70 medlemmer. Den skal modarbejde det, han kalder »den normative diskurs, der florerer på Københavns Universitet,« herunder det, der kommer til udtryk i valgplakaterne fra de borgerlige studerende og Frit Forum.

»Jeg synes det er problematisk, at den privilegieblinde tone har fået så stor en indflydelse på Københavns Universitet,« skriver Jais Kjær Larsen til Uniavisen.

Et brud på almindelig respekt

Ifølge studenterforeningerne Frit Forum og Konservative Studerende er adskillige valgplakater forsvundet eller blevet udsat for hærværk. En anonym person har fx sat et klistermærke på spidskandidaten fra Frit Forum Frederikke Gjerløff Werthers plakat med teksten »Hvorfor være racist, når du kan tie stille«.

Werther har i et meget diskuteret debatindlæg i Uniavisen skrevet, at det bringer studenterdemokratiet i fare, når folk vandaliserer valgplakater, og hun kalder det et udtryk for »at intolerancen snarere end den frie debat, lever i bedste velgående på Danmarks ældste universitet.«

Klistermærket med racismebeskyldningen stammer fra Socialistisk Ungdomsfront (SUF). En talsperson fra foreningen oplyser dog skriftligt, at det ikke er SUF’s politik at klistre mærker på plakater, men at mærkerne ligger frit fremme, blandt andet i Ungdomshuset og Folkets Hus.

De er i deres gode ret til at være uenige. Men det er anti-demokratisk at sabotere en valgkamp.

Henrik Dahl, folketingsmedlem

Kandidat for Konservative Studerende og hovedbestyrelsesmedlem for Liberal Alliance Ungdom Carl Andersen har tidligere kritiseret dét han kaldte »kønsaktivisme« og »krænkelseskultur« på universitetet. I et facebookopslag drager han en linje til censur i Sovjetunionen, og han henviser til instagram-siden ’krænkelseskulturellememes’, der har postet opfordringer til at nedtage plakater fra Frit Forum og Konservative Studerende til sidens over 11.000 følgere.

»Det er et brud på den helt almindelige respekt mellem kandidater til et valg. Det er noget pjat at hive plakater ned, som er fuldt ud lovlige,« siger Carl Andersen til Uniavisen.

Folketingsmedlem for Liberal Alliance (i hvis hovedbestyrelse Carl Andersen har sæde) Henrik Dahl kalder opfordringen til at ramme valgplakater »usympatisk« og »anti-demokratisk«.

»De er i deres gode ret til at være uenige. Men det er anti-demokratisk at sabotere en valgkamp,« skriver Henrik Dahl i en besked til Uniavisen.

Nej tak til privilegieblindhed

Særligt én valgplakat fra Konservative Studerende møder kritik fra foreningens modstandere. Den er påtrykt en hvid sombrero og sloganet »Nej tak til identitetspolitik«, og henviser dermed til, at tutorer fra det Juridiske Fakultet blev opfordret til at droppe en række udklædningstemaer i forbindelse med studiestarten 2018. Et af de temaer var mexicansk udklædning.

På instagram-siden ’krænkelseskulturellememes’ skriver flere, at det er stødende at bruge sombreroen som symbol, blandt andet fordi latinamerikanske minoriteter fortsat bliver undertrykt i USA og mishandlet i detentionscentre. Det rejser et større spørgsmål: Hvis valgplakaterne er ekskluderende og krænkende, må man så godt fjerne dem?

På Facebook-siden ‘Inkluderende miljø på KU’ er der diskussion af, hvorvidt nogen burde tage plakaterne fra Frit Forum og Konservative Studerende ned. Men humaniorastuderende Jais Kjær Larsen, der oprettede siden, siger, at han ikke selv mener, at valgplakaterne burde tages ned.

Hvis der er noget, som er ekskluderende, så er det netop at begå hærværk på den her måde og udskamme os. Man modsiger sig selv, hvis man bruger det argument.

Cille Egholm, opstillet ved univalget

»De skulle bare ikke have været der til at begynde med,« skriver han og opfordrer til samtale i stedet for splid. Men ifølge ham er det skræmmende, at kandidater overhovedet vælger sådanne mærkesager:

»Valgplakaterne er problematiske, fordi de netop refererer til nogle episoder, hvor man har underkendt minoriteter, hvilket er med til at skabe et ekskluderende miljø,« skriver Larsen.

Cille Egholm stiller op for Konservative Studerende til akademisk råd på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Hun siger, at mere end 30 plakater er blevet taget ned af aktivister på Center for Sundhed og Samfund og Søndre Campus i løbet af valgkampens slutspurt 27.-28. november:

»Hvis der er noget, som er ekskluderende, så er det netop at begå hærværk på den her måde og udskamme os. Man modsiger sig selv, hvis man bruger det argument,« siger Cille Egholm.

Hun siger, at hun er meget overrasket over, at hendes medstuderende vil fjerne valgplakater fra campus, selv om de er uenige i budskabet:

»Selvfølgelig er det okay at føle sig stødt over vores plakater eller at synes, de er latterlige. Men det vil aldrig være okay at begå hærværk,« siger hun.

LÆS OGSÅ:Er vores eksistens på Københavns Universitet virkelig en provokation?

Fagråd: Vores medstuderende er ikke krænkelsesparate

De officielle studenterforeninger er splittede, når det handler om diskussionen af krænkelser på campus. Medlemmer af Fagrådet på Statskundskab, der er en del af Studenterrådet, skrev i et debatindlæg, at de havde svært ved at genkende påstanden om, at studerende skulle sidde klar med fingeren på »krænkelsesaftrækkeren«, sådan som spidskandidat til universitetsbestyrelsen Christian Broholm Andersen har sagt til Uniavisen.

I stedet efterspurgte fagrådsmedlemmerne det, de kaldte en mere inkluderende dialog:

»Det skal være muligt at have en fælles samtale om, hvordan vi taler med og om hinanden. Det skal være muligt for nonbinære personer og andre minoriteter at inkluderes i fællesskabet, uden at det opfattes som en trussel mod den akademiske frihed,« skrev fire bestyrelsesmedlemmer fra fagrådet.

Jais Kjær Larsen fra ‘Inkluderende miljø på KU’ skriver, at han hader ordet krænkelsesparathed:

»Det her handler ikke om ’krænkelsesparathed’, det handler helt banalt om at acceptere og respektere hinanden – vi er alle ens ved at være forskellige, så lad os da embrace det i stedet for at have ondt i røven over, at nogle mennesker ikke lige passer ind i samfundets kasser.«

LÆS OGSÅ: Kend dine krænkelsesbegreber.

Larsen skriver, at han har oprettet facebookgruppen for give folk et fællesskab, man kan gå til, hvis man er uenig i diskursen om en øget krænkelsesparathed blandt studerende. Han ved ikke på stående fod, hvordan gruppen konkret skal håndtere valgplakaterne, »men der skal helt sikkert snart andre boller på suppen,« skriver han og opfordrer folk til at stemme på Studenterrådet til univalget.

Seneste