»Jeg sidder her oprejst, så jeg har jo en eller anden form for rygrad«

Hvor langt er der fra det østlige USA til Landstingssalen på Christiansborg? Altså sådan rent åndeligt?

Det er til diskussion denne tirsdag eftermiddag i Landstingssalen, hvor Uddannelses- og Forskningsudvalget har inviteret til åben høring om de såkaldte Chicagoprincipper.

Udvalget vil sondere et værdipolitisk terræn; kan man sige, forske i, og undervise i alt på de danske universiteter? Eller er der ved at snige sig en amerikanskinspireret sarthed og politisk korrekthed ind, som truer både ånds- og ytringsfrihed?

Det sidste mener en lille fløj i Folketinget. I december sidste år fremsatte Liberal Alliance forslag i Folketinget om at indføre Chicagoprincipperne som svar på den udvikling, de syntes at kunne se.

Flertal fik partiet ikke, men »selv om vi ikke var enige, var vi enige om, at der er noget inspiration at hente,« siger Kasper Sand Kjær (S), da han byder velkommen.

Henrik Dahl, der har kaldt til kamp mod identitetspolitik og aktivisme på universiteterne, tager et billede af storskærmen over paneldeltagernes pladser til sin Twitterprofil. »Det bliver spændende,« skriver han.

LÆS OGSÅ: »Vi skal gøre alt for at bekæmpe den totalitære identitetspolitiske bevægelse«

Truet livsnerve

Dagens æresgæst toner frem på en videoforbindelse. Daniel Diermeier er rektor ved Vanderbilt University i Tennessee og sad i ledelsen på universitetet i Chicago, da de meget omtalte principper blev vedtaget i 2014.

I hans verden er der faktisk grund til bekymring, siger han.

»Universiteter er der, hvor vi kommer for at debattere og undersøge de spørgsmål, der betyder mest for os. Og vores undersøgelser er rigest og mest frugtbare, når de er baseret på en bred vifte af synspunkter. Men netop denne livsnerve for et universitet – og med det et frit og tænkende samfund – er truet, da kulturkrigene trænger ind på vores campusser, og aktører i begge ender af det politiske spektrum politiserer vores samtaler,« siger han.

LÆS OGSÅ: Daniel Diermeiers tale til høringen på engelsk her

Det duer ikke, hvis de studerende får for ensrettet et indblik i verden, fordi universiteterne er bange for at krænke dem, siger han.

»Et universitets forpligtelse er ikke at beskytte studerende mod ideer. Det er snarere at udsætte dem for ideer og at gøre dem i stand til at håndtere, og forhåbentlig få, ideer selv.«

At lave love for at sikre iderigdommen er dog at gå for langt, mener han. Det er bedre at lade det være op til universiteterne selv at formulere nogle retningslinjer.

»Der sker ikke noget«

Og det er flere danske universiteter faktisk allerede godt i gang med. I april offentliggjorde Aarhus Universitet en erklæring for, hvordan universitetet vil sikre akademisk ytringsfrihed.

»I den akademiske debat, forskningen og undervisningen skal idéer og tanker frit kunne undersøges og diskuteres. Dette gælder også selv om disse for nogen kan forekomme at være ubehagelige, forkerte eller endda anstødelige,« står der i erklæringen.

På Roskilde Universitet søger man netop nu en ny dekan for humaniora, som blandt andet får til opgave at sikre »de videnskabelige medarbejderes forskningsfrihed.«

Og på både Copenhagen Business School og Syddansk Universitet er der nedsat udvalg til at formulere erklæringer, der deler tankegods med Chicagoprincipperne.

På Københavns Universitet, derimod, går ledelsen ikke til opgaven på helt samme måde.

»Vi har hørt om Aarhus Universitet og Syddansk, der er i gang med et meget prisværdigt arbejde, men disse initiativer er lokalt begrænsede, og det er et problem. Der er andre steder, hvor der ikke sker noget, fx på mit eget universitet,« siger lektor i Jura på Københavns Universitet, Jakob Holtermann, der er inviteret til panelet.

Det modsatte af videnskab

Principperne om at værne om akademisk frihed praktiseres allerede hele tiden rundt omkring på Københavns Universitet, siger prorektor for forskning, David Dreyer Lassen. Han tror ikke på, at det giver mening at lave regler eller love.

»Vi skal som universitet selv formidle og opdrage til en akademisk kultur og etik, hvor man kan være enige om at være uenige. Det kan vi, tror jeg, blive bedre til,« siger han.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen får ordet. Han rykker frem i sædet, tænder mikrofonen og stiler sin kommentar til David Dreyer Lassen.

Jeg tror ikke, de studerende tager skade af at høre på fx en fundamentalist, der advokerer for undertrykkelse af kvinder.

Daniel Diermeier, rektor ved Vanderbilt University

»Jeg er enig i, at der er brug for en kulturændring. Men jeg har svært ved at se, hvor rygraden skal komme fra. Jeg synes ikke, I har vist rygrad. Grunden til, at I begynder at snakke om de her ting nu, er den debat, som Henrik Dahl og andre har rejst.«

Hvis ikke universiteterne indfører Chicagoprincipperne sort på hvidt medfører det »wokeness, som er det modsatte af videnskab,« siger han.

Men nej, Alex Ahrendtsen er på jagt efter noget, der ikke findes, siger David Dreyer Lassen.

»Jeg sidder her oprejst, så jeg har jo en eller anden form for rygrad. Jeg mener ikke, at danske universiteter har været påvirkede af det her i forhold til USA. Der foregår da ting rundt omkring, hvor jeg spærrer øjnene op og tænker ’hold da op, kan man forske i det’,« siger han.

»Der er en meget, meget stor del af antropologerne, der ikke tror en døjt på det, jeg laver som økonom. De synes, det er galskab, men de respekterer det, jeg laver, ligesom vi økonomer respekterer det, antropologerne laver.«

Et aktivistisk basketballhold

Men er der grænser, spørger Ida Auken (S). Er der holdninger, universiteterne ikke skal lægge navn eller lokaler til? Er det fx okay, når publikum sidder kønsopdelt til et oplæg om modernisering af islam, spørger hun med henvisning til et arrangement på CSS i marts.

Næsten ikke, siger Daniel Diermeier fra sin storskærm.

»Jeg tror ikke, de studerende tager skade af at høre på fx en fundamentalist, der advokerer for undertrykkelse af kvinder. Men vi skal sørge for som universitet, at vedkommende ikke bare får en gratis talerstol, men bliver udfordret i en debat,« siger han.

Han fortæller om en sag med et aktivistisk basketballhold på sit universitet. Holdet ville protestere mod racisme, så de nægtede at komme på banen og synge nationalsangen inden kampstart.

»Jeg fik så mange vrede breve fra folk, der syntes, det var respektløst. Men jeg ser sådan på det, at studerende skal opmuntres til at engagere sig i samfundsdebatten,« siger han.

Derfor sørgede han for et dialogmøde mellem basketballspillerne og studerende, der var krigsveteraner, fortæller han.

»Overskriften var ‘hvad vil det sige at være patriot’. Alle lærte noget den dag.«

Da paneldeltagerne defilerer ud af salen, er der vist stadig temmelig langt over Atlanten.