Han sagde: »Der, hvor du får en ph.d., rejser vi hen«

Det var tilbage i 2014. Planteforskeren Javiera Aravena-Calvo hørte pludselig luftalarmen gå og mærkede adrenalinen bruse gennem kroppen. Hun og hendes mand så på hinanden: Hvad var der sket?

»Naboen råbte, ‘Skynd jer ned i beskyttelsesrummet!’ Vi skyndte os i sikkerhed og blev der, indtil alarmen blev afblæst. Vi hørte eksplosionerne, da raketterne blev skudt ned, og det gik op for os, at vi var under angreb fra Gaza,« siger Javiera Aravena-Calvo.

Hun har ved flere lejligheder set det israelske missilskjold i aktion, hvor kun en hvid sky på himlen vidner om, at raketter er blevet skudt ned.

»Vragdele fra raketter er sågar landet på fakultetet. Det var meget chokerende, og de oplevelser vænnede jeg mig aldrig til,« siger Javiera Aravena-Calvo.

LÆS OGSÅ: Med en Plan A og en Plan D skal ægtefæller til udenlandske forskere falde til i København

Israel var hendes idé, men han fik en ph.d.

Der var også andre grunde til at forlade Israel.

Hendes mands, Pablo, karriere som plantebiolog kørte på skinner. Han var snart færdig med sin ph.d. og fik flere tilbud om arbejde. For Javiera Aravena-Calvo gik tingene knap så glat. Hun arbejdede som frivillig på et laboratorie og havde hverken arbejdstilladelse eller udsigt til en ph.d.-plads.

De begyndte ellers side om side.

Javiera Aravena-Calvo og Pablo mødte hinanden, da de begge var 20 år gamle og læste bioengineering ved University of Concepción i Chile. De blev gift efter studierne. De var begge to ambitiøse og ønskede at gøre karriere i universitetsverdenen, gerne i udlandet.

Det var vores første år som ægtefolk, min mand var stresset over arbejdet med sin ph.d., mens jeg gik og følte, at jeg spildte min tid.

Javiera Aravena-Calvo

Det var Javiera, der pressede på for at komme til Israel, fordi hun var interesseret i at arbejde sammen med Alexander Vainstein, som er professor i plantegenomik.

»Det var mig, der foreslog Israel, men Pablo endte med at få et legat, så han begyndte faktisk sin ph.d. ved det fakultet, hvor jeg ville søge. Jeg flyttede med ham til Israel. Pablo forsøgte at skabe forbindelser på mine vegne, men det var ham, der endte med at få pladsen.«

Hun havde håbet på, at hendes egen forskningsorienterede bachelorgrad fra Chile ville kvalificere hende til en ph.d., men i Israel skal man have en kandidatgrad først.

LÆS OGSÅ: Ud af 26 partnere til internationale akademikere var de to mænd. Han var den ene

»Jeg var meget frustreret. Vi var rejst hele vejen til Israel, men der kom intet ud af det for mig,« siger Javiera Aravena-Calvo. Hun indså, at for at blive hos sin mand i Israel måtte hun tage sin kandidatgrad der. At hun skulle vente et halvt år, før studierne startede, gjorde ikke tingene lettere.

»Jeg var vant til at sætte mål og nå dem, men nu havde jeg pludselig ikke noget valg. Det var vores første år som ægtefolk, min mand var stresset over arbejdet med sin ph.d., mens jeg gik og følte, at jeg spildte min tid. Vi havde mange konflikter dengang,« fortæller hun.

Et utrygt sted at være

Javiera Aravena-Calvo følte, at hun måtte gøre noget, så hun spurgte, om hun måtte lave frivilligt arbejde i et laboratorie, hvor man forskede i plantegenomik. Det skulle vise sig at blive en fordel for dem begge.

Jeg havde en frygt med der hjemme fra om, at graviditet er en trussel mod karrieren, og jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg bare udskød tingene igen.

Javiera Aravena-Calvo

Hun begyndte på sin kandidatgrad og vendte tilbage til laboratoriet, hvor hun fortsatte det frivillige arbejde, mens Pablo gjorde sin ph.d. færdig.

»Jeg begyndte at lære hebraisk der. Jeg nød arbejdet, det var en motiverende oplevelse. Jeg fandt ud af, at det er en stor fordel, hvis man omgås folk, der har samme karrieremål,« fortæller hun.

Mens Javiera Aravena-Calvo arbejdede på sin kandidatgrad, og hendes mand færdiggjorde sin ph.d., brød den israelsk-palæstinensiske konflikt ud på ny. Pludselig føltes livet i Israel meget utrygt.

»Vi ledte begge to efter andre muligheder: Tyskland, Schweiz og mange andre lande. Vi var ikke klar til at vende hjem til Chile, hvor der ikke er ret gode jobmuligheder. Det lykkedes os alligevel at bevare håbet om, at det hele nok skulle løse sig.«

Det var en dansk studerende i laboratoriet, der nævnte en postdoc i København som en mulighed for hendes mand.

LÆS OGSÅ: »Der har været perioder, hvor vi ikke kunne se en fremtid sammen«

Nu er det ’din tur’

Javiera Aravena-Calvo og Pablo landede i København i 2017.

I Danmark, hvor Pablo fortsatte sin forskning, fik Javiera Aravena-Calvo endelig arbejdstilladelse, så hun kunne begynde at lede efter arbejde.

»Der var pludselig flere muligheder for mig. Min erfaring fra Israel gjorde mig til en oplagt kandidat for industrien,« siger hun.

Men da Javiera Aravena-Calvo endelig fik tilbudt et job, ville skæbnen, at hun var gravid. Det var ikke planlagt.

Hun valgte derfor at takke nej til jobbet.

»Jeg følte, at jeg trykkede pause på min karriere igen. Jeg tog dansktimer, så noget gjorde jeg da, men jeg havde en frygt med hjemmefra, hvor graviditet er en trussel mod karrieren, og jeg kunne ikke lade være med at føle, at jeg bare udskød tingene igen.«

Karrieren har altid været vigtig for os begge, men indtil da havde det været Pablos karriere, der vejede tungest. Nu, hvor det var blevet ’min tur,’ havde vi endelig heldet med os.

Javiera Aravena-Calvo

Efter deres barn var kommet til verden, blev det endelig tid til at Javiera Aravena-Calvo kunne fokusere på sin karriere. Pablos kontrakt med Københavns Universitet var snart slut.

Han sagde til hende: »Der, hvor du får en ph.d., rejser vi hen.«

Efter i årevis at have kæmpet med at tilpasse deres respektive arbejdsliv, havde de endelig heldet med sig: Javiera Aravena-Calvo fik tilbudt en ph.d. ved Københavns Universitet, og Pablo fik en ny kontrakt.

»Karrieren har altid været vigtig for os begge, men indtil da havde det været Pablos karriere, der vejede tungest. Nu, hvor det var blevet ’min tur,’ havde vi endelig heldet med os.«

Javiera Aravena-Calvo har lært meget om livet gennem sin snørklede karrierevej:

»I et parforhold må man være fleksibel og lære at dele sine personlige mål og udvide rammerne for dem. Med andre ord: Man skal kunne gå på kompromis. Det handler ikke bare om mit liv længere. Vi arbejder begge to for videnskaben, så det har hjulpet os med at forstå og støtte hinanden bedre.«

LÆS OGSÅ: »Selv om vilkårene for højtuddannede i Kina er blevet bedre, ved jeg ikke, om jeg vil tilbage«

Oversat af Theis Duelund