»Der har været perioder, hvor vi ikke kunne se en fremtid sammen«

Under et tre dage langt kursus i Danmark for ti år siden var Roberta Distante en aften ude at drikke en øl med sine ph.d.-kolleger.

»Han sagde det højt og tydeligt foran alle de andre,« husker hun. »Han sagde: ’Gad vide, om du fik dit stipendium, fordi din mand er professor på afdelingen.’«

»Da var det, jeg indså, at der var en udbredt opfattelse af, at jeg kun fik min ph.d., fordi min mand blev ansat ved Københavns Universitet. Men jeg havde knoklet for at få min kandidat i økonomi fra University College London, UCL. Det er et af de mest krævende studier i Europa.«

Klokken er otte om morgenen, og vi sidder på en café, der summer af Københavns travle myldretid.

Det er tydeligvis en svær tid for Roberta Distante at se tilbage på, men hun deler sine erfaringer med et smil på læben. Nogle af dem kan hun sågar le af nu, inden hun selv skal videre på arbejde som kundedataanalytiker hos Nordea.

LÆS OGSÅ: Med en Plan A og en Plan D skal udenlandske forskeres ægtefæller falde til i Danmark

Hun er et »socialt væsen,« siger hun, og kontrasten til hendes danske kolleger, da hun startede på sin ph.d. i 2008, var mildest tal stor.

Ville arbejde i byen

Roberta Distante og hendes mand Emiliano mødtes i teenageårene.

De blev kærester, da hun var 17 og han 20, i barndomsbyen Mesagne, som ligger helt nede på hælen på den italienske støvle.

»Han er ekstremt målrettet, og han er en af grundene til, at jeg selv udviklede en lidenskab for økonomistudiet. Det viste sig også at være godt valg, selv om jeg også altid har interesseret mig for litteratur og kunst.«

»Vi satte mål sammen. Men da han blev tilbudt et ophold ved University of York i Storbritannien, tog han imod det. Jeg var selv flyttet til det nordlige Italien for at læse på universitetet i Bologna. Året efter begyndte han så på sin ph.d. ved Cambridge.«

Der har været perioder, hvor vi ikke kunne se en fremtid sammen. Men i sidste ende var forholdet solidt nok.

Roberta Distante

 

»Det var selvfølgelig hårdt ved forholdet. Der har også været perioder, hvor vi ikke kunne se en fremtid sammen. Men i sidste ende var forholdet solidt nok. Jeg flyttede til London for at tage en master ved UCL, fordi jeg ville lære mere om mikroøkonomi. Men jeg flyttede også til London for at være tættere på ham.«

»På det tidspunkt troede jeg, at han ville færdiggøre sin ph.d., og jeg ville finde et godt job i London. Emilianos udfordring var at finde en akademisk stilling, der passede ham, og som samtidigt bragte ham nærmere mig. Han søgte over hele verdenen. ’Sådan er det bare,’ sagde han. ’Sådan er det akademiske arbejdsmarked’.«

Emiliano endte med at få omkring et dusin jobsamtaler: fra Istanbul til Lissabon, fra Washington til København.

Så friede han.

Det ’sociale væsen’ led i Danmark

»Han spurgte: ‘Vil du gifte dig med mig?’«

»Vi boede hver for sig, og vi blev nødt til at tage stilling til, om vi kunne have et liv sammen og fortsat gå på kompromis på den måde. Vi har begge investeret meget i vores karrierer, og for ham har det nok også handlet om at gøre det klart for mig, at jeg også havde noget at sige om, hvordan vores fremtid skulle se ud.«

»Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville arbejde i akademia. Jeg ville gøre min master færdig og være økonomisk uafhængig. Eftersom vi nu planlagde at blive gift, kunne jeg være med til at beslutte, hvor vi skulle slå os ned, stifte familie og jage vores karrieremål som par.«

Efter en lang samtale med Roberta besluttede Emiliano ikke at søge i USA.

LÆS OGSÅ: Otte ting du skal vide om dine danske kollegaer

Han endte i stedet med at tage en stilling som adjunkt ved Københavns Universitet, og da parret var landet i Danmark, begyndte Roberta selv at lede efter arbejde. Ved et tilfælde dukkede et ph.d.-stipendium op inden for Robertas felt, ovenikøbet ved Emilianos afdeling på universitetet. Hun søgte og fik det.

»Det lå meget tæt op ad mine faglige interesser, så jeg blev nødt til at slå til,« siger hun.

Det var på det tidspunkt, at Roberta Distante måtte kæmpe med at blive ekskluderet og føle sig ensom i København. Dengang, hun blev mødt med kommentaren om grundlaget for hendes ph.d.-ansættelse.

Det sociale væsen led nød. Og den indre, selvsikre kvinde led også, fortæller hun:

»Jeg var ensom. Jeg kom fra London, der havde været en meget berigende oplevelse rent socialt.«

Fortryder intet

I 2011 flyttede Emiliano og Roberta Distante tilbage til Italien, hvor de tilbragte tre år i Milano, mens begge forskede. Så blev Emiliano tilbudt et forskningslegat i København. Roberta var gravid.

»Jeg tænkte, ‘Okay, måske er det tid til at vende tilbage til Danmark. Jeg har altid tilsluttet mig den danske model, og jeg er glad for balancen mellem arbejde og fritid’.«

Hendes første stilling var hos Mærsk. Siden blev hun tilbudt job hos Nordea.

»Jeg arbejder med applied data science. Jeg finder mønstre i forbrugeradfærd og -aktivitet i banken, og så forsøger jeg at gøre kunderne mere tilfredse med deres oplevelse,« siger hun og tilføjer, at hun i dag er glad for at bo i København.

Den amerikanske samfundsmodel appellerer ikke til mig. Der er for stor ulighed, og jeg ville ikke bryde mig om at opfostre mine børn der. To ugers ferie om året? Nej, tak!

Roberta Distante

Hun fortryder ikke de hårde tider. Hun fortryder heller ikke beslutningen om ikke at flytte til for eksempel USA, hvor hendes mand også kunne have forsket. Han spøger sommetider med, at hvis de havde valgt USA, ville han arbejde for den amerikanske centralbank nu, men han er i sidste ende også godt tilfreds med at være havnet i Danmark, siger Roberta Distante.

Og det er hun også.

»Den amerikanske samfundsmodel appellerer ikke til mig. Der er for stor ulighed, og jeg ville ikke bryde mig om at opfostre mine børn der. To ugers ferie om året? Nej, tak!«

»Emiliano var enig med mig. København havde bare mere potentiale.«

I dag har parret »langtidsplaner i Danmark,« siger hun.

»Vi har fundet os til rette i København, og byen er blevet meget mere levende og international. I takt med at vores datter, Elettra Desdemona, bliver ældre, føler vi forbindelsen til byen blive stærkere.«

Oversat af Theis Duelund