Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Ud af 26 partnere til internationale akademikere var de to mænd. Han var den ene

Internationale ansatte — Portugisiske Ricardo Mota pressede på, da hans hustru blev tilbudt en postdoc i København. Han havde ikke troet, at han skulle være hjemmegående ingeniør i et helt år.

Ricardo Mota fulgte med sin kone Ana fra Portugal til Danmark, da hun fik tilbudt en postdoc-stilling inden for mikrobiologi ved Københavns Universitet for et års tid siden.

Han tog til et møde i et netværk, der hjælper partnere til internationale akademikere til en blød landing i København – og her var han en af kun to mænd i forsamlingen, resten var kvinder.

Han har boet i København i over et år nu, hvor han har passet hus og børn, mens Ana er gået på arbejde på universitetet.

LÆS OGSÅ: Med en Plan A og en Plan B skal ægtefæller til udenlandske forskere falde til i København

I dag arbejder 39-årige Ricardo Mota inden for sit eget felt. Han er ingeniør med speciale i varme-, ventilations- og køleanlæg ved et københavnsk firma med speciale i skibsbranchen.

Ricardo Mota ledte efter arbejde i København i et år, men indtil for nyligt med begrænset succes:

»Jeg har sendt 42 ansøgninger. Jeg fik i alt tre samtaler og et enkelt ’kaffemøde’,« siger han.

»I sidste ende fik jeg så mit job uden så meget som at sende en ansøgning.«

Det vender vi tilbage til.

»Ikke en livsstil for mig«

Ricardo Mota og Ana blev kærester som 27-årige i Lissabon, hvor de begge er opvokset.

De var ikke ligefrem et typisk kærestepar: Han havde altid brændt for at bruge sine evner som ingeniør i praksis, mens hun fokuserede på en universitetskarriere som mikrobiolog.

Ricardo Mota siger det bedst selv: »Jeg kan lide at bygge ting og se dem fungere. Jeg kan godt lide at kunne sige, ’nu har vi bygget noget, og det er færdigt!’«

»Jeg har aldrig overvejet en karriere i universitetsverden. Man skal virkelig elske sit felt, og man vælger heller ikke forskningsvejen for at tjene mange penge. Akademikere er altid på jagt efter legater og stipendier, og det er ikke en livsstil for mig.«

Ricardo Mota begyndte at arbejde og forsøge sig selv som 18-årig, og han har ikke set sig tilbage siden. Han arbejdede ved siden af studierne og fik hurtigt sit første ingeniørjob.

At han og Ana har valgt forskellige karriereveje betyder, at de tit har interessante samtaler over aftensmaden, siger han:

»Jeg ved næsten lige så meget om mikrobiologi som en ph.d., fordi min kone fortæller mig så meget. Og Ana ved til gengæld en hel del om varmeanlæg,« siger han.

42 ansøgninger, tre jobsamtaler

Det var ham, der pressede på for at rejse udenlands.

»Som forsker i Portugal anerkendes man ikke for sine evner. Så da Ana modtog et Marie Curie-stipendie, flyttede vi til København. Jeg troede ikke, jeg ville få svært ved at finde arbejde. I dag ved jeg, at det ikke er så ligetil. Det er det heller ikke for danskere.«

Jeg tror mere, det handler om konkurrencen. Jeg søgte job, hvor der i forvejen var mange ansøgere.

Ricardo Mota

»På et tidspunkt besluttede Ana og jeg at sætte en slutdato for min jobjagt. Jeg skulle prøve et år mere, og hvis jeg ikke havde fundet noget på den tid, ville vi vende tilbage til Portugal,« fortæller han.

Ricardo Mota har et stort professionelt netværk i Portugal, og inden familien flyttede til København, fik han tilbudt arbejde i Mozambique, Angola og Forenede Arabiske Emirater. Men det var ikke steder, der passede til Anas karriere, og det var heller ikke steder, hvor parret havde lyst til at opdrage deres børn.

Han siger, at det har været et hårdt år.

Ud af de 42 ansøgninger, han har sendt, mener han, at han skulle havde været indkaldt til samtale ved mindst halvdelen. Han fik kun tre samtaler.

»Jeg tror ikke, det har noget at gøre med, at jeg udlænding. Jeg tror mere, det handler om konkurrencen. Jeg søgte job, hvor der i forvejen var mange ansøgere.«

Det handler ikke om køn

Men der har også været gode ting forbundet med al den fritid, Ricardo Mota har haft. Hans og Anas to børn på fem og syv år har set meget mere til deres far.

LÆS OGSÅ: »Der har været perioder, hvor vi ikke kunne se en fremtid sammen«

»Jeg har haft mulighed for at tilbringe tid sammen med mine børn, og det er fedt. Men vi har selvfølgelig talt om det, og Ana ved godt, at jeg ikke flyttede til København for at gå hjemme, selv om jeg har prøvet at se lyst på det hele. For første gang siden jeg var 18, har jeg ladet mig forsørge af en anden. Det handler ikke om køn, men det var virkelig en udfordring for mig. Det har været svært at se mig selv i den rolle.«

Gennembruddet kom for få måneder siden. Ricardo Mota blev tilbudt et job. Han skulle slet ikke sende en ansøgning, men derimod igennem en lang proces med samtaler. Det faktum, at han har lært dansk over det forgangne år, var af helt afgørende betydning, siger han. I dag står der ’projektingeniør’ på hans visitkort, og han kan endnu engang bidrage til familiens økonomi.

»Det har været et hårdt år, men i dag har jeg arbejde, og jeg er glad.«

Oversat af Theis Duelund

Seneste