Marianne Stidsen og jeg forfægter vores liberale ideer helt forskelligt

Mange har fået kærligheden at føle, men lykken ved ros fra Marianne Stidsen er få forundt. Alligevel føles hendes rosende indlæg mest som en røffel for, at jeg ikke mener, det jeg mener, med tilstrækkelig nidkærhed.

Jeg er ikke uenig med Marianne Stidsen om værdien af et liberalt åbent samfund, men vi forfægter vores ideer på forskellig vis

Når jeg læser Marianne Stidsens skriverier, får jeg indtryk af, at det er skrevet i en belejrings-sindsstemning. De, der ikke tænker på måder, som vi har indøvet, står uden for murene som barbarer klar til stormløb. Enhver dissens udgør en eksistentiel fare.

Jeg skriver fra et andet sted.

LÆS OGSÅ: Meteren ligger i Paris

Jeg kan ikke se, at vi skulle føle os belejret; i hvert fald ikke mere nu end i 2000, 1980, eller 1960. Der er næppe tvivl om, at identitetspolitik er mere højlydt nu end tidligere. Det er givetvis en reaktion på inderligt følte og reelle problemer med identitetsbaseret uret. Og så er det samtidig blevet lettere end før at ytre både vrøvl og fornuft.

Hvis man, hver gang nogen taler om uretfærdighed eller indgroede privilegier, svarer ved at råbe »intolerante-totalitære-antihumanistiske-venstreradikale-revolutionære-benhårde radikaliserede-socialkonstruktivistiske samfundsomstyrter«, rammer man måske nok rent en sjælden gang.

Men prisen er høj.

Ikke alene holder man andre fra at ytre sig. Der er ganske sikkert mange, der ikke skal have noget klinket her. Men værre endnu er det, at anskriget mister troværdighed ved at blive råbt hele tiden, så den sjældne gang, der vil være noget om snakken, er folk for længst holdt op med at høre efter.

LÆS OGSÅ: Wæver-sagen udstiller venstrefløjens interne stridigheder og højrefløjen udnytter det