Rafah Garden viser, at hvis vi studerende kæmper, vinder vi

Rafah Garden er ikke noget, man lige glemmer. Studenterprotesten på CCS skabte ringe i vandet og blev omtalt heftigt i medierne. Efter længere tids vaklen endte Københavns Universitet med at give efter for et af hovedkravene fra de studerende. Det lykkedes altså at skabe forandring, da de studerende råbte op – på trods af modvind undervejs.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet trækker investeringer fra besatte områder

Jeg vil kigge lidt på kampen, nu hvor støvet har lagt sig blandt de forskellige aktører. KU’s investeringer i ulovlige bosættelser var nemlig en sag, som reelt handlede om mere for mange af os.

De konservative, der blev krænkede

Konservative Studerende vidste med det samme, hvad protesten på CCS handlede om: Nemlig jøder! For virkede det ikke som et spørgsmål om minutter efter festivalteltene var slået op, før de konservative erklærede, at dette område var »utrygt for jødiske studerende«?

Denne paranoia skabte grundlag for mere konstruktive indlæg, idet jødiske studerende efterfølgende var med til at nuancere påstanden om utryghed.

Konservative Studerende råbte altså ‘ulv’, som man gør i den såkaldte ‘krænkelseskultur’. KS fremstår som en parodi på den venstrefløj, den fantaserer om, som konstant bliver krænket og ‘utryg’. Det er til gengæld åbenlyst, at Israels massebombardement må have gjort et par mennesker ‘utrygge’, hvis sådan et ord overhovedet er dækkende til at beskrive rædslerne i Gaza.

LÆS OGSÅ: Formand for Konservativ Ungdom: Hvor naiv kan man tillade sig at være?

Givetvis kan det være irriterende i Danmark at være konservativ som ‘minoritet’ i et semi-venstreorienteret studiemiljø – men denne udfordring kan næppe sammenlignes med reel diskrimination eller utryghed. Rafah Garden var både godt og dårligt, men det var – uagtet – et sted med mange holdninger og en del spillerum for dialog.

Farlige autonome eller øldrikkende festaber

Mediemøllen og højrefløjens kritik af Rafah Gaarden, som ofte blev én og samme ting, konstruerede to modstridende skræmmebilleder af de studerende. Enten var aktivisterne autonome og voldsparate (nogle af dem venstreorienterede, andre efterkommere af indvandrere, begge dele farlige), eller også var de dovne og øldrikkende ‘Roskilde-Festival-studerende’.

Hvis vi studerende skal have reel magt, skal vi måske gøre som fagbevægelsens generalstrejker

I satireprogrammet Tæt på Sandheden blev de to fortællinger vittigt vendt mod hinanden på Konservative Studerendes bekostning. Scenen blev sat således, at Konservative Studerende erklærede, at lejren var utryg (også for borgerlige), mens det var tydeligt på billederne i baggrunden, at de studerende var langt mere Roskilde Festival end voldelige autonome. “Du står her jo i fred”, blev det stilfærdigt påpeget til forkvinden for Konservative Studerende.

Som til gengæld erklærede, at selve holdningstilkendegivelsen i campen kunne skabe utryghed for studerende med andre holdninger. Men er det ikke selve grundlaget for politisk uenighed, at der skal være plads til at manifestere sine holdninger? Svaret er helt åbenlyst. Og dermed fremstod ‘utrygheden’ – igen – som en narresut, en distraktion fra den reelle politiske uenighed og samtale.

Mens skræmmebillederne fløj i medierne, blev aktivisternes frustration, sved og tårer rettet mod KU’s ledelse. Og den ledelse, som i årevis har ignoreret Studerende mod Besættelsens grundige arbejde for at afdække universitets investeringer, begyndte endelig så småt at lytte. Gennem et år havde man holdt gruppen med cirkulære snakke om, hvorvidt det nu reelt var muligt at stoppe investeringerne. Spoiler alert: Det var det.

LÆS OGSÅ: Studerende efter møde med rektor: »Jeg tror faktisk, de lytter til os nu«

Der skulle åbenbart helt bare usigelig ødelæggelse i Gaza til, før dagsordenen ændrede sig, og aktivisternes krav pludselig blev relevante at drøfte i bestyrelseslokalet.

Men i sidste ende har KU været en lus mellem to negle. Med ekstremt pres ovenfra og en bekymret regering kan det ikke være nemt at handle. KU var klemt af et ydre pres på universiteterne, som for alt i verden ikke måtte ses som ‘virkelighedsfjerne’ eller fyldt med ‘ukonstruktive’ studerende. Det er en skam – for de studerendes demokratiske eksperiment i haven har entydigt styrket deres indflydelse og er endt som et konstruktivt bidrag.

Studerende uden magt og midler

Jeg sad og tænkte i Rafah Garden en stjerneklar nat og følte mig stadig som gæst. En palæstinensisk blogger holdt foredrag over Zoom, et hvidt lagen spændt ud mellem to træer fungerede som lærred. Live fra Jerusalem hørte vi om hans kamp for frihed for sine medborgere.

Han sagde noget, jeg ikke har kunne slippe siden: I sin kamptale sagde han sejrssikkert, at de studerende er ‘kritisk infrastruktur’ for samfundet.

I sin kamptale sagde han sejrssikkert, at de studerende er ‘kritisk infrastruktur’ for samfundet.

Virkeligheden er lige omvendt

Virkeligheden er lige omvendt. De studerendes protester siden ‘68 har tabt igen og igen, netop fordi de studerende ikke er kritisk infrastruktur. Studerende, såvel som klima- og palæstinabevægelserne, der udspringer fra dem, bliver marginaliseret i samfundet, fordi de er erstattelige og ikke sidder med reel magt.

Studerende lever stabilt under den relative fattigdomsgrænse i Danmark, og det fremstilles altid som et tvivlsomt behov at forbedre deres forhold – viser det ikke, hvilken placering i den politiske samtale, studerende har?

LÆS OGSÅ: Fakta: Teltlejr på KU. Hvad er op og ned?

Alligevel så vi med Rafah Garden igen, at vi med det fysiske rum som forudsætning kan protestere og presse en større institution. Det lykkedes at indløse relativt moderate krav, som alle på papiret er enige i, men som vi i praksis ikke lever op til (heriblandt et stop for ulovlige bosættelser, at vise solidaritet med civile ofre, menneskerettigheder med mere).

Vi så også, at studenterforeninger som Studenterrådet succesfuldt kan lave sideløbende interessevaretagelse, der støtter op om sagen – ved effektivt at repræsentere studerende og stå nuanceret på svære spørgsmål, kan de løfte studerendes interesser og sikre reel indflydelse for studerende i magtens rum. Vigtigt.

Vi skal være kritisk infrastruktur

Vi ved, at studerende skal knokle, hvis de skal forandre mere. Hvis vi studerende skal have reel magt, skal vi måske gøre som fagbevægelsens generalstrejker i fordums tid: Her agerede man reelt ‘kritisk infrastruktur’ og brugte sin position i samfundet til at sætte en kæp i maskineriet – hvor indfrielsen af ens krav blev en forudsætning for, at samfundet kunne køre videre.

Det er selvfølgelig svært at gøre, når man for det meste bare sidder på KU og læser endeløse lektier. Men Rafah Garden viser, at også de studerende formår at have en del at sige – endda uden at blokere ‘kritisk infrastruktur’ i nogen meningsfuld forstand. Haven og aktivisterne endte med at gøre en reel forskel – både ude og hjemme.

LÆS OGSÅ: 29 ansatte: Det kan universitetet lære af Rafah Garden

Og haven, ‘den hemmelige have’, der før havde været relativt anonym og ikke et samlingspunkt af nogen mærkbar slags, blev jo med ét til danmarkshistorie: Transformeret med et mellemøstligt navn i landsdækkende medier. Tilbage stod et oliventræ plantet i havens midte: et stærkt symbol på kampen og det liv, der kan gro, hvis små kræfter samler sig og bygger magt.