Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Se mit studiejob: Cecilie sørger for ren luft til lungerne

Studiejob — Cecilie L. Carstens studerer kemi og arbejder som laboratorieassistent i firmaet Infuser ApS, som arbejder med teknologier til luftrensning og samarbejder med Københavns Universitet.

Studiejobbet: Jeg er det der hedder ‘Scientific Laboratory Assistant’ hos Infuser ApS. Jeg laver analytisk forarbejde af prøver ved hjælp af GC-MS.. Jeg arbejder også ofte med prøver taget fra forsøgsopstillinger i laboratoriet, hvor vi kører eksperimenter og pilotforsøg eller prøver hentet hjem fra felten.

Fag: Jeg læser kemi på 6. semester

Hvor længe har du arbejdet der? Jeg har været ansat siden december 2016.

Hvordan fik du jobbet?
Jeg fik jobbet i forbindelse med et forskningsprojekt, jeg lavede hos Infuser. På Infuser arbejder vi med luftrensning – både i industriel skala og i mindre skala som hos daginstitutioner, enkelte lejligheder eller huse.

En dag på jobbet:

På en almindelig dag udfører jeg mange forskellige opgaver, f.eks. laver jeg ofte standardopløsninger og kører GC-MS-prøver til kalibreringskurver.

Der er super mange detaljer forbundet med alt det her, som er svært at forklare på en enkel måde, som alle forstår, men standardopløsning betyder, helt lavpraktisk, at vi blander nogle kendte kemikalier i nogle bestemte koncentrationer og mængder. Den ene standardopløsning fortyndes og således får vi flere forskellige koncentrationer af opløsningen. Så har vi en hel række standardopløsninger med forskellige koncentrationer, som vi kører igennem GC-MS’en. De spektre vi får ud, viser, hvordan sammensætningen grafisk ændrer sig ved at de forskellige peaks ændrer størrelse, højde og bredde, ift. koncentrationen af kemikalierne.

Sådan kan et spektrum se ud. På billedet kan man se hvilke molekyler der svarer til de enkelte peaks. Billedet er fra Cecilies eget forskningsprojekt
billede: Cecilie L. Carstens
Her er GC-MS´en og den computer hvor Cecilie analyserer data
billede: Infuser ApS

Ud fra de forskellige spektre kan man så afbilde en lineær sammenhæng mellem koncentrationen og de enkelte peaks’ størrelser – og det er så dette der kaldes en kalibreringskurve. Spektre og kalibreringskurver kan bruges som en slags ‘skabelon’ for de mere eller mindre ukendte prøver, vi får ind og skal analysere.

På Infuser undersøger vi også hvordan skadelige stoffer, ved hjælp af UV-lys og katalysatorer, kan nedbrydes til ikke-skadelige stoffer. Vores mål er at reducere eller fjerne skadelige eller generende emissioner fra fabrikker hvor der arbejdes med farlige eller giftige kemikalier, eller at forbedre indeklimaet samtidig med at energiforbruget reduceres.

Nogle dage kommer der lidt mere specielle opgaver. Det kan f.eks. være hvis der er blevet udtaget en prøve fra en opstilling eller installation, hvor farven er mærkelig, lugter grimt eller har bundfald. Min opgave er så at finde ud af, hvad den/de mærkeligheder skyldes, hvilket nogle gange kan være noget af et mysterium.
Sådan nogle prøver kan ikke direkte køres på en GC-MS, så derfor er man nødt til at være kreativ og finde på andre måder at analysere prøverne.

Uniavisen har tidligere skrevet om Infuser. Læs få historien om firmaet, forskningen og bagmanden, kemiprofessor Matthew Johnson, her.

Seneste