Slukker du dit kamera, når du har onlineundervisning? Så er du ikke alene

Klokken er kvart over ni, det er torsdag. Dit vækkeur har næsten lige ringet, og kaffen er knapt løbet igennem filteret, før du skal have dagens første undervisning. Du sætter dig ved din computer, eller måske hiver du den med over i sengen igen.

Og hvad gør du så? Tænder du for kameraet, eller lader du være?

Hvis du lader det være slukket, så er du ikke alene. Flere undervisere på Københavns Universitet oplever i hvert fald, at studerende ikke tænder for kameraet, når de sidder bænket i det virtuelle undervisningslokale.

En af dem er lektor på Det Juridiske Fakultet Jakob Holtermann. I efteråret underviste han i hybrid-formatet, hvor nogle studerende mødte op, mens nogle sad hjemme.

»Jeg vil tro, at gradvist flere og flere, og mod slutningen næsten alle af dem, der var hjemme, slukkede kameraerne. Og mit indtryk fra mine kolleger er, at udviklingen generelt går imod slukkede kameraer,« siger han.

LÆS OGSÅ: Han fik en weekend til at stable et fjernundervisningsprogram på benene til 600 studerende

Distraherende og ubehageligt

Her på Uniavisen har vi talt med flere studerende, som ikke har deres kamera tændt, når de har undervisning.

Især har de det slukket, når de er til forelæsninger med mange studerende. En af dem er Johanna Holtov, som læser psykologi.

»Der er ikke lagt op til, at man interagerer til store forelæsninger, så der sidder jeg mest og lytter og ser med, men uden kamera på,« siger hun.

LÆS OGSÅ: 4 tips: Sådan holder du onlineundervisning ud bare liiiidt længere

Ud over Johanna Holtov har vi talt med studerende, som af andre årsager har deres kamera slukket.

Fælles for dem er, at de føler sig utilpas ved at undervisere og medstuderende kan se dem og deres hjem i baggrunden. Nogle oplever det som distraherende, andre som ubehageligt. Ingen af dem har haft lyst til at fortælle om deres oplevelser til citat.

Vasker op og leger med katten

Og der kan rigtignok være mange forskellige grunde til, at studerende holder kameraerne slukket. Det siger Helle Mathiasen, som er professor på Institut for Naturfagenes Didaktik og ekspert i digitale læringsmiljøer.

Flere sagde, at det var grænseoverskridende for dem at tænde for kameraet.

Helle Mathiasen, professor

Og al den online- og flexundervisning, der foregår lige nu, er et perfekt analyseobjekt for sådan en som hende.

Under nedlukningen i foråret satte hun gang i et forstudie, som undersøgte hvor godt og hvordan onlineundervisningen egentlig fungerer ud fra et kommunikationsperspektiv. En af de ting, hun kigger på, er netop brugen af kamera under undervisningen.

»Da jeg interviewede nogle studerende i foråret, var der flere, der sagde, at det var grænseoverskridende for dem at tænde for kameraet. De syntes simpelthen, at det kom for tæt på, hvis alle de andre studerende og underviseren kunne kigge lige ind i deres hjem,« siger Helle Mathiasen.

Men hvis studerende helst vil være fri for mere eller mindre nysgerrige blikke, så kan det også bare være fordi, det er mest praktisk for dem.

»Der var en af de studerende, jeg interviewede, som sagde, at hun ikke havde behov for at blive set. Når kameraet var slukket, kunne hun lege med katten eller vaske op. Hun ville bare gerne have lyden og det, der skete på skærmen i undervisningen. En anden fortalte, at hun sad og lakerede negle, mens hun lyttede til sin undervisning – det ville hun nok ikke have gjort til en fysisk forelæsning eller undervisningsgang,« siger Helle Mathiasen.

Vigtigst på små hold

Morten Bækgaard Thomsen underviser førsteårs tandlæge-, medicin-, og molekylær biomedicinstuderende i kroppens funktioner. Han er begyndt at starte al sin undervisning med at bede de studerende om at tænde for deres kameraer.

»Så er der 10-20 procent af de studerende til en forelæsning, der gør det. Når det er mindre hold, kan jeg nok nå op på halvdelen,« siger han.

LÆS OGSÅ: Fjernundervisning er ikke rigtig undervisning 

Og det er da heller ikke lige så vigtigt, om kameraerne er tændt til forelæsninger som til holdundervisning, siger Morten Bækgaard Thomsen.

Når han forelæser for flere hundrede studerende i et forelæsningslokale, er det alligevel ikke muligt at skabe en relation til hver enkelt. De studerende er i en eller anden grad anonyme, men når det kommer til holdundervisning, er det en anden snak.

»Til holdundervisning er det alfa og omega, at man kan se dem, man snakker med. Der er vigtigt, at man kan have øjenkontakt, ellers bliver afstanden for stor, og det kommer der sjældent gode, faglige diskussioner ud af. Jeg tror også, at noget af glæden ved undervisningen ryger, når man ikke kan se hinanden. Både for undervisere og studerende.«

Træthed og dårligt humør

Hvis du tror, at din underviser er lidt ligeglad med at kunne se dig i virkeligheden og er fint tilfreds med at lire et oplæg af og så gå igen, så tager du fejl. Det siger Jakob Holtermann. Han medvirker i en kommende kampagne, Det Juridiske Fakultet står bag, som skal give de studerende en større glæde ved onlineundervisning.

»Vi ’tændes’ som undervisere af den sociale kontakt. Af at kunne se kropssprog og have øjenkontakt med og derved kunne fornemme vores studerende. Hvornår de er på og følger med, og hvornår jeg har tabt dem eller talt hen over hovedet på dem. Undervisningen bliver drænende og energiforladt uden de studerendes ansigter,« siger han.

At det tærer på både energi og humør, at undervise en flok af sorte firkanter, er Katerina Tritsaris enig i.

Hun er lektor og underviser også førsteårsstuderende på læge-, tandlæge- og molekylær biomedicinstudiet.

Da undervisningen blev gjort digital fra den ene dag til den anden, druknede alting i båndbredde, teknikbøvl og skrattende forbindelser, og det virkede ikke så vigtigt, om de studerende havde deres kameraer tændt eller slukket. Men så opdagede hun, at hun begyndte at blive træt på en ny måde.

LÆS OGSÅ: To forelæseres gyserdagbog fra en måned med digital undervisning

»Det trak så meget energi at forsøge at levere ordentlig undervisning, uden at kunne aflæse reaktioner. Jeg opdagede, at jeg blev meget træt af at skulle give så meget af mig selv uden at få noget tilbage,« siger hun.

Normalt kan hun undervise i timevis, uden at det tager pusten fra hende.

»Det er trættende på en anden måde at undervise for sorte skærme. Normalt kan jeg undervise seks timer i træk og være træt, men også glad. Det er jeg ikke altid, hvis jeg kun har mødt sorte skærme.«

Det sociale fundament

Alle lærer forskelligt. Nogle lærer bedst, mens de lytter og lakerer negle. Andre lærer bedst ved at interagere med andre studerende og lytte aktivt med et nik eller smil til underviseren.

»Studerende er ikke en homogen masse, de er jo alle sammen forskellige og har forskellige læringsmæssige præferencer og behov,« siger Helle Mathiasen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi på mit hold havde haft et bedre sammenhold, hvis vi havde kunnet møde fysisk.

Johanna Holtov, studerende

Men man studerer ikke kun på universitet for at lære ting.

»Fundamentet for at lære og uddanne sig, er jo også alt det rundt om undervisningen – især de sociale fællesskaber. Det, de studerende mangler lige nu er, at kommunikere med nogle andre studerende om noget, der ikke nødvendigvis er fagligt,« siger Helle Mathiasen.

Det kan Johanna Holtov nikke genkendende til. Hun er lige blevet færdig med sit første semester på bacheloren i psykologi, så hun har ikke prøvet, hvordan det er at være universitetsstuderende i en verden uden coronavirus. Alligevel kan hun godt mærke, at der mangler noget.

»Jeg er ikke i tvivl om, at vi på mit hold havde haft et bedre sammenhold, hvis vi havde kunnet møde fysisk. Man går fra det ene til det andet undervisningslokale sammen, og får lige snakket om stort og småt. Nu taler vi næsten kun om faglige ting. Det er det eneste, vi ved, vi har til fælles,« siger hun.

Udfordrende relationer

Johanna Holtov har altid selv sit kamera tændt, når hun er til holdundervisning.

På sit stamhold på psykologistudiet oplever hun, at det gør det nemmere at opretholde en fornemmelse af en normal undervisningsdag, når hendes medstuderende har kamera på.

»Da vi i forvejen er udfordret på at danne relationer og lære hinanden at kende, kan det måske være en lille fordel at have kamera på. Så føler man, at man er sammen, men hver for sig. Men jeg forstår naturligvis, at der kan være grunde til ikke at ville have kamera på,« siger hun.

I sit studie af onlineundervisning har Helle Mathiasen også observeret, hvordan det kan være svært at være en del af et socialt, digitalt fællesskab, hvis man ikke viser sit ansigt.

»Det bliver en besynderlig måde at være sammen på, for man kan bare se, at der er nogen, der ikke vil tænde deres kamera, man ved ikke, hvorfor. Det giver en usikkerhed. At få etableret onlinefællesskaber det er en svær størrelse, men det kan lykkes. Det handler om at give kommunikationen de bedste muligheder,« siger hun.