Man kunne starte artiklen om Christoffer Zielers tid som chefredaktør på Uniavisen mange steder. På én måde giver det mening at starte med slutningen, hans skifte til Weekendavisen i 2021, for det er på et kontor i Pilestræde, at han tager imod, da Uniavisen møder ham i januar 2024.

Han har ikke nået at tænke så grundigt over spørgsmålene, undskylder han. Han kommer lige fra et redaktionsmøde, og aftenen før har han været moderator på et arrangement i anledning af Weekendavisens Litteraturpris. Mathilde Walter Clark vandt prisen med Det blinde øje, men Christoffer Zieler havde indstillet Jakob Martin Strids illustrerede storværk Den fantastiske bus.

Det giver mening, at det netop er Christoffer Zieler, der har nomineret en tegnet børnebog, for han er selv tegner, og tegningerne er et andet sted, man kunne starte historien, for hans tid på Uniavisen startede med en spalte, Maltes Spalte, da han var statskundskabsstuderende.

Det var i 2002, Uniavisen hed Universitetsavisen og var en postomdelt papiravis, der udkom to gange om måneden. Da Maltes Spalte havde sin debut, var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på avisens forside iklædt shorts og en kortærmet skjorte, i gang med at manøvrere en mejetærsker, artiklen handler om grønthøstbesparelser på universiteterne.

Tegningerne er også et af de mest håndgribelige spor, Christoffer Zieler har efterladt sig, for hans tegninger hænger på redaktionen endnu. I køkkenet hænger for eksempel en tegning af en lille mand, der bliver holdt oppe af en stor kvinde. Hun ligger på ryggen og holder ham ud i strakte arme. Manden rækker forgæves ud efter hende. »Tegneren har forstået kvinders magt over mænd,« bemærkede en gæst for nylig.

Helt ulogisk ville det heller ikke være at starte historien med Christoffer Zielers fastansættelse på Uniavisen, der udsprang af noget nær det største drama, som Uniavisen har oplevet i sine 50 leveår. Nogle mente ovenikøbet, at Uniavisen var lukningstruet.

Jeg nævner alle disse begyndelser for at sige, at historien om Christoffer Zielers tid som chefredaktør for Uniavisen ikke blot handler om årene fra 2019 til 2021.

Men lad os alligevel starte der.

LÆS OGSÅ: Uniavisen-journalist vinder prisen som Årets Bladtegner

»Fanden tog ved mig«

I 2018 sagde daværende chefredaktør på Uniavisen, Dennis Christiansen, sin stilling op, og da der skulle findes en konstitueret chefredaktør, faldt valget på Christoffer Zieler, der var webredaktør på det tidspunkt. Selvom han beskriver tiden som konstitueret chefredaktør som »modbydelig«, fordi chefredaktørstillingen ifølge reglerne skal slåes op – egnet kandidat eller ej – så besluttede Christoffer Zieler sig for at prøve lykken.

»Fanden tog ved mig, og jeg prøvede at få jobbet. Jeg skrev en stor og tyk ansøgning, hvor jeg fremlagde en kæmpestor plan.«

Christoffer Zieler er stille et øjeblik.

Jeg ville gerne skrive og bringe historier, som andre havde lyst til at læse. Uden for universitetet.

Christoffer Zieler

»Jeg ville ønske, at jeg var kommet i tanke om at læse den ansøgning, inden vi skulle mødes,« siger han.

Kan du huske planen?

»Jeg ville gerne skrive og bringe historier, som andre havde lyst til at læse. Uden for universitetet. Selvom noget stod i et universitetsblad, skulle jeg selv have lyst til at læse med. Det spørgsmål skulle man stille sig selv. Vil jeg selv læse den her historie? Hvis ikke, så skulle man prøve at lade være med at skrive den.«

Selvom vi muligvis aldrig kommer til at kende alle detaljer i Christoffer Zielers kæmpestore plan, var den i hvert fald så lovende, at mediets bestyrelse gav ham jobbet. Derfor kunne han i begyndelsen af 2019 sætte sig i chefstolen i Store Kannikestræde, hvor Uniavisen dengang holdt til. Det var i et gult baghus, oven på et tidligere studentertrykkeri.

»Engang vrimlede det med studerende i indre by, men der har man fra universitetets side solgt bygninger fra og opsagt lejemål. Det var vi på Uniavisen ret tit ramt af, vi flyttede tit. Men redaktionen på Store Kannikestræde var et rart sted. Det var sørgmodigt, at vi skulle give det op,« mindes Christoffer Zieler.

Kan du huske, hvilken slags chef, du gerne ville være? På dine første portrætter som chefredaktør har du kasket på. Det virker meget ungdommeligt, synes jeg.

»Jeg synes bare, jeg havde et godt kaskethoved.«

Hvad definerer det gode kaskethoved?

»Begyndende skaldethed.«

Og så griner Christoffer Zieler.

Følelser og fjerprydelser

Bladrer man igennem de magasiner, som Christoffer Zieler stod i spidsen for, kan man ved selvsyn konstatere, at han lykkedes med sit hovedkriterium: Der er meget, man har lyst til at læse. Der er et interview med professor emeritus Ditlev Tamm, hvor han springer ud som crossdresser. Der er artikler om perfekthedskultur blandt de studerende. Der er et portræt af nobelprisvinder og fysiker Benny Lautrup, der fortæller om sin Alzheimers. Han siger, at han ikke længere kan få den teoretiske fysik til at give mening, men at han er blevet glad for at spille World of Warcraft.

Der er også de universitetshistorier, som fik pressen til at læse med. De blev til større historier, der sneg sig ind i den offentlige debat, de vækkede mange følelser. De historier handlede om grænseoverskridende rusture, mexicanerhatte og pronomener.

LÆS OGSÅ: Uniavisens første redaktion var en enmandshær med en kvinde i front 

»Universitetet blev i de år centrum for en kulturkamp. Vi skrev kritisk om den studenterkultur, der for nogle var grænseoverskridende, og vi havde nogle slagsmål med studentermiljøet, som ikke kunne lide det selvopgør. Universitetsledelsen indså også, at kulturen måtte forandre sig, men man var nok mere styret af ønsket om at give indtryk af at følge med tiden end af en grundig refleksion om hvorfor. Derfor kom man – med vanlig klodsethed – til at bære sig dumt ad og forsøge at skabe regler for noget, som var svært at regulere. Med mexicanerhatte- og blondinevittighedsforbud og sådan noget, som blev voldsomt latterliggjort. Det skabte et stærkt pres i den anden retning for at gøre universitetet til en slags ytringsfrihedsbastion,« fortæller Christoffer Zieler.

Der er en anekdote fra et af de år, der meget fint illustrerer stemningen. Den handler om forsiden af magasinet, der udkom ved studiestart i september 2019. Forsiden er en tegning af en blond kvinde iført en fjerprydelse inspireret af Amerikas oprindelige folk – historien handler om forberedelsen af de kommende rusture – og arbejdet med at gøre dem trygge og inkluderende for alle. I kvindens ansigt er aftegnet noget, der både kan ligne rådvildhed og væmmelse.

»Den tegner, der skulle illustrere historien, havde alligevel ikke lyst til opgaven, fordi vedkommende selv kendte en person med tilknytning til Amerikas oprindelige folk, så jeg endte med at tegne den selv. Jeg har altid syntes, det var vigtigt at adskille samtalen om det ubehagelige fra udøvelsen af det ubehagelige.«

Hvad vil det sige?

»Jeg har forståelse for, at det kan være pinagtigt og endda smertefuldt at tilhøre en minoritet og deltage i en offentlig samtale om sine krav og rettigheder, hvor folk med slette hensigter eller dovne meninger kommer til orde. Det er fristende at skærme sig fra den debat, måske endda udvandre, som studerende gjorde for nylig på KU, da de ikke brød sig om en lærers måde at tale om racisme på. Men det er nødvendigt at blive i den fælles samtale og vinde diskussionen, hvis man vil opnå de sociale fremskridt, som kulturkampen kan kaste af sig.«

Var det en svær balancegang at gå som medie?

Det var vigtigt, at Uniavisen kunne kritisere alle.

Christoffer Zieler

»Det er en svær øvelse at ville drøfte eller endda regulere normer på et universitet, hvor det styrende princip er fri diskussion. Derfor bliver debatten heftig og principiel – og, synes jeg, væsentlig og værd at tage. Det var vigtigt, at Uniavisen kunne kritisere alle. Skrive kritisk om studerende. Få studerende på nakken. Kunne skrive kritisk om de ansatte, mængden af administratorer, måske var der virkelig for mange. Sådan noget. At der kunne være gode argumenter for, at nogen skulle fyres, eller at SU’en skulle sættes ned.«

Maltes spalte i 19 år

Og sådan kom vi tilbage til tegningerne. Man kan ikke skrive om Christoffer Zieler uden at skrive om tegning-erne. Som bachelorstuderende i statskundskab begyndte han at tegne Maltes Spalte, som eksisterede indtil han stoppede som chefredaktør i 2021. Altså næsten 19 år.

»Jeg gik ind på redaktionen i Krystalgade og spurgte, om de ville have en tegneserie. At tegne har været min vej ind i journalistik. Jeg har tegnet ordrige tegneserier og ad den vej gaflet mig vej til at skrive tegningsløse ordartikler.«

Hvem er Malte? Han er en universitetskamæleon, der kan indtage alle mulige tænkelige former og positioner. Nogle gange er han studerende, og andre gange er han ansat – nogle gange som chef, nogle gange som kommunikationsmedarbejder. Han kan passe som fod i hose i universitetsmiljøet, og han kan være lidt af en outsider. Ofte har han ikke regnet tingene så godt ud.

LÆS OGSÅ: Gitte Meyer væltede gravid ind på Uniavisen med røg og kritik

»Vi opfinder måder at gøre studielivet meningsfuldt på, og Malte-figuren var en af mine, selvom hverken han eller jeg var ret gode studerende. Han blev en slags nøgle til at forstå universitetet, fordi han kastede sig så dumdristigt ind i enhver situation. Det er også det, der er så skønt ved at have en stribe. At man kan opfinde nogle idioter, der kan gøre nogle ting, man aldrig selv kunne finde på,« siger Christoffer Zieler.

»Bortset fra at man selv fandt på dem,« skynder han sig at tilføje.

Maltes Spalte er sit eget univers – befolket af alt fra påskeharer til en Tom of Finland-inspireret morfar med en kæleand – men læser man spalten fra begyndelse til slutning, får man også et indtryk af de forandringer, som både Uniavisen og Københavns Universitet har gennemgået. I en af de første spalter er Malte for eksempel ved at drukne i universitetsaviser. »Den ene avis er dårligt nok blevet båret ud til papircontaineren før den næste lander i entreen,« står der et sted.

Malte bliver også hurtigt håndlanger for den grå eminence-karakter Kardinal Salmonello, der både hjælper regeringen med at jagte gamle kommunister og nulforskere på campus og modarbejder planer om øget professionalisering af universitetet, da den daværende regering erstattede det gamle universitetsdemokrati med professionelle bestyrelser.

Som der står i en spalte fra 2002: »Fremover skal universitetet styres fra et høreapparatfirma i Hellerup af tre byrådsmedlemmer og en mellemleder fra Skandinavisk Tobakskompagni.«

»Jeg har altid godt kunne lide romaner om kardinaler,« svarer Christoffer Zieler på spørgsmålet om tilblivelsen af Kardinal Salmonello. »Med en grå eminence-figur kan man lave satire over magtudøvelse som sådan uden at skulle udpege én enkelt skurk, og Salmonello som figur har sådan en dejlig livskraft og humor, som jeg har fundet inspirerende, selv om han jo desværre er ond.«

Når man kigger Maltes Spalte igennem, er det svært at udvælge nedslagspunkter, for mange er gode, rammende. På et tidspunkt vinder Malte som chef DJØFs empatipris, fordi han anerkender, at det også er hårdt for den fyrede medarbejder – ikke kun for de chefer, der skal fyre. På et andet tidspunkt bliver Malte sendt i sensibilitetstræning, så han kan blive mindre eurocentrisk og mere eurocentrifugal.

»Det er jo forfærdelig åndssvagt,« bemærker Christoffer Zieler om en stribe, da vi bladrer os igennem de gamle magasiner. »Det er sgu da meget sjovt,« siger han om en anden. Lidt mere eftertænksomt tilføjer han:

»Jeg håber, at bare et par stykker af dem er meningsfulde nogle år endnu.«

Ud af ilden, ud på nettet …

I 2008 skete der noget, som ved første øjekast ikke burde have haft nogen særlige konsekvenser for den dengang 31-årige Christoffer Zieler. Daværende rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Lykke Friis annoncerede, at man som led i en plan om at gøre Københavns Universitet grønnere ville nedlægge Uniavisen (dengang Universitetsavisen) som papiravis og i stedet gå over til kun at udkomme på web.

Planen afstedkom – mildest talt – kritik. Kritikere fremførte, at CO2-besparelsen ville være yderst beskeden, hvis overhovedet eksisterende. Adspurgte eksperter vurderede det samme. Studenterorganisationerne mente, at færre studerende ville læse avisen på grund af dårligere adgang til den.

»Folk flippede ud over den digitalisering, fordi det blev betragtet som et forsøg på at lukke ned for den her demokratiske bastion, som avisen var – og er,« mindes Christoffer Zieler og fortsætter: »Om det egentlig var sådan, at Ralf Hemmingsen og Lykke Friis tænkte, hvis vi digitaliserer det, så forsvinder det i en eller anden grå udørk af nettet, og ingen vil se det igen, ved jeg ikke. Eller om de egentlig faktisk bare tænkte visionært.«

Efter vedvarende protester – der blandt andet involverede en happening, hvor medarbejdere og studerende mødte op til et bestyrelsesmøde med næsen fordybet i hver deres eksemplar af Universitetsavisen – droppede ledelsen dog planerne igen. I stedet blev løsningen, at man beholdt papiravisen og også oprettede en hjemmeside.

»Meget uni-agtigt inkonsekvent,« tilføjer Christoffer Zieler.

Den nyoprettede hjemmeside kaldte på indhold, og sådan fik Christoffer Zieler sit første faste job på Uni-avisen. Han havde indtil da arbejdet som freelancer – og både tegnet og skrevet – men nu skulle han altså bestride jobbet som webredaktør.

»I telefonbogen stod jeg oplistet som webmaster. Det drillede min kone mig med. Vi var ikke kærester i den periode, og hun gik og havde dårlige fornemmelser for mig. Så godtede hun sig over, at jeg var webmaster inde på Københavns Universitets hjemmeside, fordi det var sådan en ægget titel. Hun vidste, at jeg var lidt forfængelig med det.«

Den lidt for lange ferie

Selvom Christoffer Zieler ikke brød sig om titlen webmaster, brød han sig om jobbet som webredaktør. I hvert fald blev han i det, indtil han blev chefredaktør i 2019. At være over ti år i samme stilling lyder muligvis ikke af meget i andre brancher, men i mediebranchen er der tradition for hyppige jobskift. Når man hører om nogen, der har været et sted længere tid end ti år, trænger spørgsmålene sig på. Er du på en særlig bonusordning? Har du fået virkelig mange børn på virkelig kort tid? Har du været syg?

Hvad var det for dig?

»Jeg kunne virkelig godt lide at være på universitetet. Man skal virkelig heller ikke undervurdere selskabet, altså kollegaerne. Københavns Universitet er jo stort og broget og tiltrækkende, og en stor del af landets begavede mennesker lægger vejen forbi. Derfor har Uniavisen også alle årene været et sted, der tiltrak utrolig gode skribenter, som siden har gjort flot karriere på større medier. Det var kun, hvis jeg holdt en lang sommerferie, at jeg kunne tænke, hvorfor bruger jeg så meget af mit liv på dette sted? Men lige så snart jeg havde været tilbage i en uge, var jeg involveret igen og syntes, det var utrolig interessant, hvilken form for skridsikker belægning, der skulle anlægges i et eller andet anneks.«

LÆS OGSÅ: Forhenværende redaktør på Uniavisen: Universitetsdemokratiet var helt langhåret

Og så skete der alligevel noget. Ikke da Christoffer Zieler var webredaktør, men senere, da han var chefredaktør. Et års tid efter han var tiltrådt, lukkede statsminister Mette Frederiksen landet ned på grund af den i landet nytilkomne coronavirus.

»Corona blev i høj grad en mistrivselshistorie, fordi mange studerende led,« husker Christoffer Zieler.

Mange studerende blev hårdt ramt af nedlukningerne. Ud over at mange nystartede studerende først mødte deres medstuderende lang tid efter studiestart, og undervisningen blev henlagt til zoom-links, stod de universitetsstuderende også længst tilbage i bussen, da de gradvise genåbninger blev iværksat.

For Christoffer Zieler blev coronapandemien med alle sine nedlukninger og genåbninger den pause fra universitetsmiljøet, som han ikke kunne vende tilbage fra. Det blev som en sommerferie, der havde varet for længe. Derfor takkede han ja, da Martin Krasnik ringede og tilbød ham et job som journalist og tegner på Weekendavisen.

Savner du nogensinde universitetet?

»Jeg har lige skrevet noget så nederdrægtigt om Københavns Universitets årsfest. Jeg kaldte den noget i retning af en hjernesmeltende kedsommelig fest. Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige med det. Udover at jeg har siddet og kedet mig til årsfesten.«

Jeg har nydt det, og jeg har latterliggjort det.

Christoffer Zieler

Christoffer Zieler tænker sig lidt om. Det er ikke langtrukne tænkepauser, han holder, man får indtrykket af, at der på ham sidder et hoved, der kan more sig og tænke på samme tid. Måske er det også derfor, at det forekommer sært, at han har kunnet bruge størstedelen af sit arbejdsliv på det samme sted, i det samme lille univers. Men omvendt er det måske netop derfor.

»Jeg har nydt det, og jeg har latterliggjort det. Jeg har også moret mig over de kampe, der blev udkæmpet, og nogle gange har jeg sågar været grumt tilfreds over de problemer, som Uniavisen altid var i.«

Så tænker han sig om igen.

»Jeg har virkelig også elsket universitetet. En dag var jeg ligesom bare blevet en anden generation end de studerende. Lige pludselig. Umærkeligt. Nu nævnte du det med kasketten. På et tidspunkt skal den jo af. Man skal også vokse op.«