Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Undskyld, jeg er introvert

KRONIK - Jeg er sådan én, der går til fest og gemmer mig på badeværelset. Sådan en der går tidligt i seng på rusturen. Sådan en der godt kan lide at gå en tur for mig selv i spisepausen. Jeg er ikke genert, og jeg har ingen sociale fobier. Jeg er introvert, jeg lader op alene, og det er okay.

Jeg ved, at det var i bedste mening, da min kammerat med begejstring informerede mig om, at man kan få handicaptillæg til sin SU, når man lider af social angst, men smigrende var det bestemt ikke. Og heller ikke aktuelt. Lad mig understrege en gang for alle, at introversion ikke er det samme som social angst. Introversion er ikke en diagnose, der skal afhjælpes, det er en måde at være på, som skal omfavnes og anerkendes.

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er sådan én, der går til fest og gemmer mig på badeværelset. Sådan en der går tidligt i seng på rusturen. Sådan en der godt kan lide at gå en tur for mig selv i spisepausen. Men jeg er også sådan en, der elsker en god rødvinsbrandert med veninderne eller en weekendtur med non-stop kærestetid på et ti kvadratmeters hotelværelse. Jeg er ikke asocial, og jeg er ikke genert. Jeg er introvert, og det er helt okay.

Og jeg er ikke alene. Tallene svinger, afhængigt af hvem du spørger, og hvordan definitionen lyder, men angiveligt skulle mellem en tredjedel og halvdelen af Danmarks befolkning være introverte. Alligevel oplever jeg ofte, at introversion negligeres som generthed eller decideret uvillighed til at være en del af flokken.

Et ‘nej tak’ til fredagsbaren bliver ofte mødt med et ‘hvad skal du da?’, og erfaringen siger mig, at ‘ingenting’ aldrig er det svar, der bliver efterspurgt. Det kan jeg på sin vis godt forstå. Det bryder med vores sociale konventioner.

Menneskeligt samvær er bedre end ikke menneskeligt samvær, så hvordan forklarer jeg lige, at det ikke er noget personligt? Det er ikke dig, det er mig. Jeg vil rigtig gerne være en del af flokken – jeg vil bare rigtig gerne være det på en måde, som jeg også har lyst til at være det på.

Hvis du som jeg er introvert, har du garanteret også smidt en lille hvid løgn for at undgå ovenstående. Måske har du som jeg også oplevet at blive kaldt kedelig, og måske synes du som jeg heller ikke, at det er en særlig flatterende beskrivelse.

Så er det nemmere at stikke en lille, hvid løgn og sige, at man møder tidligt næste morgen, skal til familiefødselsdag, skrive opgave, hente kæresten i lufthavnen, har lovet sig væk til kaffe og småkager hos bedstemor – ja, der er faktisk ingen grænser for hvor mange undskyldninger, der er mere socialt acceptable end ‘jeg har bare ikke lyst i dag’.

Den flok, jeg til daglig er en del af, er Københavns Universitet, og selv om de danske uddannelsesinstitutioner skal roses for deres aktive, sociale studieliv, så er studiekulturen i Danmark i høj grad præget af ekstroversion, og det gør det hamrende svært for os introverte at give det indtryk, at vi faktisk rigtig gerne vil være en del af flokken.

Jeg drømmer om et fællesskab, hvor der også er plads til os, der foretrækker dybe samtaler over en kold øl frem for kædedans på bordene og shots til en femmer. I en kultur hvor den berømte og berygtede rustur er den ultimative indvielsesceremoni på det nye studie og fredagsbaren er stedet, hvor den holdes ved lige, er det angstprovokerende at tage en uddannelse allerede inden mængden af læsestof og akademiske opgaver går i gang.

For de fleste introverte betyder rusturen klamme håndflader og søvnløse nætter, længe inden vi overhovedet er blevet optaget på vores uddannelse. Jeg selv skulle praktisk talt skubbes ud af døren med mine tasker på armen, og jeg havde da også allerede pakket dem igen og var klar til at tage hjem samme dag, som vi tog afsted.

Det skyldes bestemt ikke uvillighed til at være en del af flokken. Det handler ikke om, at jeg ikke er interesseret i at lære mine medstuderende at kende, eller at jeg er for genert til at starte en samtale. Det handler om energi. Ekstroverte får energi af at være i selskab med andre. Introverte får energi af at være alene og i stilhed.

Dermed ikke sagt, at introverte ikke bryder sig om selskab og omvendt. Derfor vidste jeg godt på forhånd at fire døgns konstant selskab, smalltalk og grænseoverskridende selskabslege ville æde min energi hurtigere end jeg kunne nå at genoplade, men jeg tog afsted med intentioner om at finde mit bedste ekstroverte jeg frem og ikke sidde for meget for mig selv på værelset og ‘lade op’.

Da jeg fik anvist en køje i det treetagers sammenboltede køjesengskompleks i en sovesal til 30 mennesker, var jeg nær begyndt at tude. Her var ingen chance for at lade op overhovedet, og med kun 6 toiletter til knap 100 øldrikkende studerende kunne jeg ikke engang sætte mig derud og låse døren til omverdenen. I hvert fald ikke ret længe ad gangen.

Men jeg tog ikke hjem. Jeg har arbejdet med coaching og selvudvikling i halvandet år, og det ville være for stort et nederlag at give op så hurtigt på noget så vigtigt. Og hvis der er noget, jeg har fået tudet ørerne fulde af, så er det, at rusturen er vigtig. Ja, faktisk så vigtig at du er nødt til at stå det igennem, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at få et socialt studieliv.

Men hvorfor skal det være enten eller? Hvorfor skal jeg enten give op eller ’stå det igennem’?’ Det er en kæmpe udfordring at skabe nye relationer under forhold, der ikke tilnærmelsesvis understøtter min måde at være på, og det virker paradoksalt at rusturen både er stedet, hvor jeg føler mig allermest utilpas og stedet, hvor jeg skal skabe grobund for mine allervigtigste relationer.

Jeg er ofte blevet mødt af folk, der synes, at introversion og ekstroversion er noget nymodens damebladspsykologi og en dårlig undskyldning for at være genert. Men teorien er hverken synderligt ny eller tilnærmelsesvis damebladsbaseret. Den er fremsat af den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung i 1921 og beskriver to arketypiske måder at være på.

Grundlæggende karakteriseres den introverte ved at samle energi ved at være alene eller i mindre forsamlinger i modsætning til den ekstroverte, der samler energi gennem ydre påvirkninger og sociale sammenhænge. Den introverte er mere tøvende, eftertænksom og værdsætter tid til fordybelse, hvorimod den ekstroverte trives med handling og afveksling. Den introverte er særligt god til arbejdsopgaver, der kræver stor koncentration og fokus, og den ekstroverte er særligt god til at arbejde i grupper og være opsøgende.

Som det er med arketyper, er det de færreste, der er enten-eller. Nogle er mere introverte end andre, og det samme gælder for ekstroverte. Nogle er meget udfordrede, og andre besidder evner fra begge lejre. Introverte mennesker kan også sagtens være både højtråbende og selskabelige, ja faktisk næsten ekstroverte – forskellen er, at vi er det mest omkring folk vi kender godt og ikke lige så længe ad gangen.

Men kan jeg så ikke bare lære at være lidt mere ekstrovert? Jo, det kan jeg. Jeg kan godt lære at blive bedre til at være opsøgende, blive bedre til at arbejde sammen, tage til fest og måske ikke gemme mig på badeværelset, og det er noget jeg træner. Hver dag. Men hvorfor er det kun mig, der skal lave noget om?

Selv i mit netværk af rummelige og accepterende coach-kollegaer er indstillingen, at introversion er noget, man kan arbejde sig ud af ved hjælp af selvudvikling og træning. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet opfordret til at være spontant social og gå med i byen for at ‘komme lidt ud af min comfort zone’. Hvorfor går det aldrig den anden vej? Hvorfor er der aldrig nogen, der opfordrer festaberne til at lægge sig lidt hjem på sofaen for at komme ud af deres comfort zone?

Nu er rusturen forbi, introforløbet overstået, hverdagen i gang, og jeg har klaret den hele vejen til den årlige julefrokost. Jeg har fået mig en sød studiegruppe, jeg kan samles om opgaverne med, en gruppe gode studieveninder, jeg kan gå i byen med, og jeg glæder mig til en julefrokost, hvor jeg i modsætning til rusturen er tryg ved selskabet og har nogle gode relationer at støtte mig til.

Det gjorde jeg i hvert fald, lige indtil jeg blev klar over, at vi ikke selv måtte bestemme, hvor vi skal sidde. Det er lige til klamme håndflader og søvnløse nætter på ny, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der har siddet et festudvalg af ekstroverte og syntes, at det var alletiders ide. Op mod halvdelen af Danmarks befolkning er introverte, og vi synes ikke det er sjovt.

Det siger jeg ikke kun på baggrund af egne erfaringer. Jeg ser det i mine medintrovertes ansigtsudtryk, når de opdager bordplanen, jeg hører det, når de hvisker nervøst til hinanden ovre i et hjørne, og jeg taler med dem om det, når det endelig lykkes mig at få nogen til at indrømme, at de hader det lige så meget som jeg.

Problemet er, at vi undskylder os for meget og gør for lidt. Vi smider om os med små, hvide løgne i stedet for at stå op for os selv og være sociale på vores måde. Vi undgår festudvalget og tutorgruppen med det resultat, at vi siden hen må undgå julefrokosterne og rusturene, fordi de er planlagt af ekstroverte, der ikke har samme behov for kendte ansigter og trygge rammer.

Op mod halvdelen af Danmarks befolkning er introverte. Så hvor gemmer I jer? Hold op med at undskylde jer, hold op med at snige jer ud af bagdøren. I er ikke alene, og I er ikke forkerte. Lad os drikke et glas rødvin sammen, læse i stilhed sammen og dyrke det sociale studieliv sammen på en måde der også tilgodeser vores behov.

Lad os være modige og melde os ind i festudvalget sammen, lad os være med i tutorgruppen sammen, og lad os udvide rammerne for, hvordan vi er sociale sammen. Lad os selv gå forrest og skabe det fællesskab, hvor der er plads til dybe samtaler og til at gå tidligt i seng på rusturen. Så kan vi også med en god mavefornemmelse være en del af flokken. Vi er nemlig ikke asociale, og vi er ikke generte. Vi er introverte, og det er helt okay.

LÆS OGSÅ: Social call: Fem gode råd fra en introvert

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste