Universitetet er den femte statsmagt. Det forpligter

Kære nye studerende på Institut for Psykologi. I er nu begyndt på en uddannelse, hvor der gennem årene har hersket en del stridigheder. Jeg synes, I fortjener at læse en udlægning af sagerne, som I måske ikke får fra instituttet. Den har jeg skrevet til jer her.

Simpelt og komplekst på samme tid

Videnskab og politik kan ikke adskilles. Det er stridens kerne. Det har vi vidst i samfundsvidenskaben siden 60’erne. Psykologistudiet er placeret på Center for Sundhed og Samfund, hvilket kun understreger det spændingsfelt mellem psykisk sundhed og politik, som studiet opererer i.

Mistilliden til politikere, journalister og medier kan i høj grad finde sin oprindelse her

Eller sådan har det i hvert fald været i årtier. Desværre ser det faglige landskab ikke sådan ud længere. På KU’s Institut for Psykologi har human- og samfundsvidenskab nemlig trange kår i disse år. Det har vi diskuteret før, senest i vinteren 2022, hvor hundredvis af studerende blokerede instituttet i protest over den faglige ensretning til fordel for kvantitative metoder og positivistisk teori.

Striden er på en og samme tid enorm kompleks og ret simpel. I sin essens handler den om, at mange ledende stemmer på instituttet ikke lader til at mene, at den human- og samfundsvidenskab, der forskes i på dette institut og i øvrigt også på resten af CSS og KUA er ’rigtig videnskab’.

LÆS OGSÅ: Psykologistuderende har sendt 11 krav til institutledelsen. Læs dem her

’Jeg har ret, fordi jeg er professor’

Navnlig er humanvidenskaben og dens formidlere under heftigt angreb for tiden. Det er paradoksalt i lyset af, at to af de mest fremadstormende og prestigefyldte forskningsområder – nemlig tilknytningsteori og mentaliseringsteori – er direkte produkter af den humanvidenskabelige psykoanalyse. I begge tilfælde hviler deres fundament på psykoanalytisk teori.

En afart af denne modstand er at finde i påstanden om, at videnskab og politik intet har med hinanden at gøre. Jeg oplever, at en del af mine undervisere mener, at de udelukkende bedriver objektiv videnskab, blottet fra subjektiv bias og politiske slagsider. Dette er naturligvis forkert, men alligevel er det et politisk narrativ, som de med inkvisitorisk styrke hamrer ind i hovedet på mange studerende.

Siden Friedrich Nietzsche har videnskaben været under kritik for at overtage religionens rolle som vestens eneherskende sandhedsorgan. Derfor er selvkritik og refleksion over egen bias så afgørende. Uden Descartes metodiske tvivl ender forskere som et selvhævdende præsteskab. Logikken bliver tautologisk: ’Jeg har ret, fordi videnskaben siger det, og videnskaben har ret, fordi jeg siger det’. Som Karl Popper formulerede det, udskiftes Guds Store Bog med Naturens Store Bog. Denne Bog bliver nu den ubøjelige kraft, som alle altid må adlyde uden at stille spørgsmål. Når det sker, vurderes en påstands sandfærdighed ikke længere på det bedste argument, men alene på autoritet – ’jeg har ret, fordi jeg er professor, og mit studie er statistisk signifikant’.

LÆS OGSÅ: Studerende har ophævet blokaden af Institut for Psykologi

Universitetet er en statsmagt

Der er intet kontroversielt i at sige, at middelalderens todeling af magten mellem Kongen og Kirken nu ses gentaget i magtdelingen mellem Staten og Videnskaben. Kongen/Staten tager sig af de menneskeskabte og juridiske love. Derimod tager Kirken/Videnskaben sig af de overmenneskelige sandheder. Nærmest ingen politikere eller større medier diskuterer i dag retningen for og kvaliteten af videnskabelig forskning – ligesom kongen i sin tid blandede sig uden om i Bibelens ord. Det, mener jeg, er et massivt demokratisk problem, da vi lige nu ser hvordan en hel forskertradition forsvinder som kollektiv viden fra samfundet. Hvordan skal beslutningstagere kunne træffe reflekterede valg, når et helt videnskabeligt perspektiv er væk?

De fire andre magtinstanser holder hinanden skak, men universiteterne er uhæmmede

Naturvidenskaben beskriver rigtignok de menneskeuafhængige lovmæssigheder. Tyngdekraften er ikke politisk. Kemien og fysikkens love er dog underlagt et helt andet sandhedsparadigme end lovmæssighederne for psyken og samfundet. Dette er en mangeårig videnskabsteoretisk sandhed, som instituttet lader til at være uvidende om, eller som de har valgt at ignorere. Der findes dog ingen demokratiske klageinstanser, som jeg kan henvende mig til, når universitet vælger at trodser sine egne videnskabelige principper og dermed fællesskabets bedste. Det vil de nye studerende også få at føle. Desværre tror jeg kun, tendensen bliver værre.

Universitet er nemlig en statsmagt. Hvis medieverden kan siges at være den fjerde statsmagt, der vogter over hvorvidt de tre andre magter opererer sandfærdigt, så er universitetet den femte statsmagt, der beslutter hvad der overhovedet kan siges at være sandt eller falsk. Herfra udklækkes de videnskabelige ’eksperter’, som journalister og politikere meget gerne skal spørge til råds. Denne femte statsmagt er dog mindst lige så påvirket af personlige interesser og politiske aftaler som de fire andre magter, men er derimod reguleret langt mindre gennemsigtigt og demokratisk.

Hvad er en ’ekspert’?

Eksempelvis befinder vi os midt i en videnskabelig replikationskrise. Derudover bliver flere og flere topakademikere taget i at snyde med forskningsresultater af karrieremæssige og økonomiske grunde, og der er blevet sået seriøs tvivl om hele det statistiske grundlag for al instituttets kvantitative forskning. Intet er af dette lader nogle fra instituttet dog til at tage seriøst eller ønske at have en fri debat om.

Det, vi tror er sandheder om blandt andet menneskets psyke, kan derfor sagtens bero på fejlantagelser og løgne. Ingen magter i Danmark lader dog til at være interesseret i dette. De ringer bare efter en såkaldt ’ekspert’, når de har brug for at få bekræftet eller undersøgt dit eller dat. De interesser sig minimalt for, hvordan denne ’ekspertise’ er opstået som et produkt af særinteresser og interne politiske kampe på universitetet. Personlig mener jeg, at det er et af de største demokratiske problemer, vi står overfor. De fire andre magtinstanser holder hinanden skak, men universiteterne er uhæmmede i deres magt til at ansætte vores alle sammens eksperter uden at blive hverken kontrolleret eller kritisk undersøgt.

LÆS OGSÅ: Psykologistudiet lærer dig ikke at forstå neurodivergente

Mistilliden til politikere, journalister og medier kan i høj grad finde sin oprindelse her, tror jeg. For de læner sig op ad eksperter, der beskriver en virkelighed, der ikke ræsonnerer med folks erfaringer. Eksempelvis er det videnskabelige grundlag for psykiatrien hullet som en emmentalerost, og den virker jo heller ikke særlig godt, vel? Men ingen magtinstanser virker interesseret i at undersøge det. Videnskaben er jo ikke politisk, men objektiv, kan man nærmest høre dem sige. Det samme krav på en urørlig form for ’menneskeuafhængig sandhed’ holdt også kirken fri fra kritik i mange, mange år. Denne idé om absolut objektivitet bliver nu glædeligt reproduceret på det førhen så kritiske Institut for Psykologi. Jeg gruer for de kollektive konsekvenser.

Debattér alt – også videnskaben

Desværre følger instituttet bare tidsånden. Det bliver stadig sværere at få en offentlig debat om videnskabelig forskning, der hviler på faglighed og saglighed. Mange studerende har i årevis ønsket sig sådan en videnskabelig samtale, men uden held. Magten slutter sig om sig selv.

Jeg synes, I fortjener at læse en udlægning af sagerne, som I måske ikke får fra instituttet

Videnskaben er politisk. Store dele af det nuværende pensum beror på subjektiv bias, ansættelsesbeslutninger og personlige til- og fravalg på pensum. Samfundets faglige ’ekspertviden’ opstår som et produkt af faktorer som disse, der ofte ikke kan begrundes videnskabeligt, men skal findes i karrierehierarkier inden for akademia.

Når dét siges højt på instituttet, så skaber det dog en stemning af helligbrøde. Derfor fortjener I nye studerende at blive oplyst om den historiske baggrund og nuværende situation. Først som vidende kan I tage stilling til de politiske stridigheder, som stadig pågår her på Institut for Psykologi. Og så vil jeg med glæde debattere dem med jer!

LÆS OGSÅ: Den Excel-venlige skematerapi er ved at vinde over næstekærlighed på psykologistudiet