Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
24. oktober, 2024 — 11:12
Politik
Grænsedragning — Dele af Hebrew University of Jerusalem befinder sig efter Udenrigsministeriets vurdering på besat palæstinensisk område. Spørgsmålet er, om det kan få Københavns Universitet til at ændre kurs over for samarbejdsuniversitetet.
Samarbejder Københavns Universitet med et universitet på ulovligt besat jord?
Det spørgsmål har sammen med diskussionen om en generel akademisk boykot været debatteret, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud i oktober sidste år.
LÆS OGSÅ: Minister slår fast: KU kan godt lave boykot uden om regeringen
Universitetet, striden handler om, er Hebrew University of Jerusalem, som Københavns Universitet har en udvekslingsaftale med. Det betyder, at KU-studerende kan komme på udveksling ved universitetet i den historiske by.
I et interview med Uniavisen har rektor Henrik C. Wegener tidligere sagt, at samarbejdet især er henvendt for studerende på KU, som læser hebraisk.
Dele af Hebrew Universitys campus ligger uden for det israelske område
Udenrigsministeriet i et skriftligt svar til Uniavisen
Hebrew University har flere campusser, men det omstridte område ligger på højen Mount Scopus i den nordøstlige del af Jerusalem. I årene mellem den arabisk-israelske krig (1948-49) og Seksdageskrigen (1967) var Mount Scopus en FN-kontrolleret og demilitariseret israelsk eksklave på den daværende jordanske side af grænsen mellem Jordan og Israel.
Området er i dag en del af Vestbredden, som har palæstinensisk selvstyre.
Studerende mod Besættelsen har i længere tid opfordret KU til at indstille samarbejdet med Hebrew University, da gruppen mener, at campusområdet på Mount Scopus bevæger sig over den israelske grænse og ind på palæstinensisk jord.
LÆS OGSÅ: 600 ansatte på tværs af universiteter bakker op om studenteraktioner
Samtidig har flere akademikere og internationale jurister beskyldt det israelske universitet for med årene at have udvidet sig ud over den oprindelige demilitariserede zone.
Det drejer sig helt konkret om et sportscenter vest for grænsen for den oprindelige demilitariserede zone og et større kollegieområde nordvest for grænsen.
Uniavisen har været i kontakt med Udenrigsministeriet for at få afklaret spørgsmålet.
I et skriftligt svar angiver Udenrigsministeriet, at det israelske universitet selv oplyser, at »dele af Hebrew Universitys campus ligger uden for det israelske område«, og ministeriet konkluderer, at det »dermed må betragtes som placeret på besat palæstinensisk område«.
Vi har spurgt rektoratet på Københavns Universitet, om Udenrigsministeriets udmelding til Uniavisen giver anledning til at ændre på karakteren af det nuværende samarbejde med Hebrew University.
Rektoratet har ikke ønsket at stille op til et interview, men skriver, at KU selv afventer et svar fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, inden ledelsen vil forholde sig til spørgsmålet.
Ledelsen tilføjer, at der som følge af den igangværende krig ikke for tiden er nogen KU-studerende på udveksling på Hebrew University.
I et indlæg hos Canadian Friends of Hebrew University skriver rektor for Hebrew University, Tamir Sheafer, at universitetet har ejet private jordbesiddeler i Østjerusalem før oprettelsen af Israel i 1948, og derfor fortsat mener at have lov til at benytte disse »uanset områdets suverænitetsstatus.«
»Desuden benyttes de pågældende faciliteter af alle Hebrew Universitys studerende, herunder israelske, palæstinensiske og udenlandske studerende,« lyder det.
Området på Mount Scopus er Hebrew Universitys oprindelige campus, som blev grundlagt i 1925 i samarbejde med blandt andre den verdenskendte fysiker Albert Einstein. Universitetet blev altså grundlagt længe inden Israels oprettelse i 1948.
Ifølge professor i globale studier ved Roskilde Universitet Michelle Pace var oprettelsen af Hebrew University og to andre universiteter et vigtigt led i, hvad hun betegner som den zionistiske bevægelses plan om at udvide på palæstinensisk jord.
»Universitetet spillede en meget vigtig rolle i denne form for krav på landet som en forberedelse til, at staten Israel kunne opstå,« siger hun.
Michelle Pace er med i den propalæstinensiske gruppe Academics for Palestine og har ad flere omgange opfordret til en akademisk boykot af israelske universiteter.
LÆS OGSÅ: Academics for Palestine: Tal med os, rektorer!
Over for Uniavisen betoner hun også, at der foregår et tæt samarbejde mellem israelske universiteter og Israels militær, IDF:
»Universiteterne har finansieret, skabt og fremmet størstedelen af den videnskabelige forskning, gennem hvilken den israelske sikkerhedsstat samt israelske våben og virksomheder er blevet bygget op. Så jeg tror ikke, man kan have et stærkere evidensbaseret argument for at sige, at israelske universiteter er medansvarlige for de ulovlige bosættelser og den ulovlige udnyttelse af palæstinensisk jord.«
Rektor på Hebrew University, Tamir Sheafer, afviser beskyldningerne, herunder anklagen om, at universitetet skulle have spillet en rolle i den zionistiske bevægelses krav på palæstinensisk jord.
Han understreger, at universitet er en uafhængig forskningsinstitution uden statslig indblanding, der jævnligt kritiserer den siddende regering:
»Som i andre liberale demokratier kritiserer forskere på universitetet kontinuerligt regeringens politik, foreslår politiske ændringer, afslører uretfærdigheder af forskellig art og afdækker uofficielle historiske beretninger. I den forfatningskrise, der gik forud for krigen, protesterede fakultet og studerende med succes mod regeringens plan om en juridisk reform,« lyder det blandt andet.
I indlægget skriver Tamir Sheafer samtidig, at institutionen arbejder intensivt for at skabe lighed mellem jøder og palæstinensere. Han fremhæver, at 16 procent af de 24.000 studerende på Hebrew University har arabisk afstamning, heraf at halvdelen er palæstinensere.
Desuden lægger Hebrew University ikke skjul på, at det samarbejder med både militæret og det israelske politi. Men Tamir Sheafer understreger, at kurser for soldater og betjente har rent akademisk karakter:
»Disse programmer bidrager væsentligt til soldaternes og politibetjentenes uddannelse og giver et stærkt grundlag i beskyttelse af menneskerettigheder, etik, moral og de fundamentale strukturer i et liberalt demokrati,« skriver han.