KU fremmer en diskriminerende politisk kurs mod muslimer

På trods af sagens betydning for studerende blev beslutningen om at lukke stillerummene truffet af ledelsen på Københavns Universitet uden en åben og gennemsigtig inddragelsesproces.

Rummene, der af muslimer såvel som andre studerende og ansatte har været anvendt til bøn, refleksion og stille afbræk gennem årtier, er pludselig, efter de seneste få års politiske debat om stillerum, blevet gjort til et problem. Så stort et problem, at de skal lukkes. Endda med så kort varsel.

LÆS OGSÅ: Ledelsen lukker alle stillerum på KU

I debatten om stillerummene er der, på ret klodset vis, blevet famlet efter måder at legitimere en lukning på, med påskud om »social kontrol«, »kvindeundertrykkelse« eller »neutralitet«.

Værdipolitisk slagmark

Stillerum blev gjort til et værdipolitisk problem af en kommission nedsat af den daværende socialdemokratiske regering, som foreslog adskillige antimuslimske tiltag i 2022, herunder et tørklædeforbud i grundskoler og senere et forbud mod bederum, fordi de angiveligt potentielt kan indebære et pres på andre trosfæller. Der foreligger ingen dokumentation for, at et sådant pres faktisk finder sted, selvom disse rum er blevet benyttet i årtier. Men et hypotetisk pres er nok til at udelukke studerende og ansatte fra åndelig fordybelse på deres uddannelsesinstitution.

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic om regler for bederum: »Jeg er enormt bekymret for den her glidebane«

Da Syddansk Universitet indførte en pludselig »midlertidig lukning« af sit stillerum, blev det rost af Socialdemokratiets tidligere integrationsminister Kaare Dybvad, der til DR udtalte, at stillerum »skaber rum til en gammeldags kultur«.

Den yderste højrefløj har også adopteret lukning af bederum som et værdipolitisk mål, da den i november pålagde regeringen »at tage initiativ til at indføre et forbud mod bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner«.

Rummene lukkes ikke, fordi deres funktion har ændret sig, men fordi den offentlige debat har ændret sig

I dette lys fremstår KU’s beslutning ikke som en isoleret administrativ justering, men som en del af en bredere værdipolitisk kampagne, hvor universiteterne bliver gjort til arena for symbolpolitik rettet mod muslimer.

Denne udvikling afspejles også i den politiske retorik. Socialdemokratiets integrationsordfører, Frederik Vad, som har rost lukningen af stillerummene på KU, har tidligere blæst til værdikamp ud fra en mistænkeliggørende præmis: at man ikke kan stole på veluddannede muslimske borgere, er den kortfattede konklusion på det, han kaldte den tredje erkendelse. Og selv internt i Socialdemokratiet har der været en erkendelse af, at regeringen har været så besat af islam, at den forsøger at konkurrere med højrefløjen om, hvem der kan angribe muslimer allermest.

Forbud mod rituel slagtning, maskeringsforbud, forslag om tørklædeforbud og planer om lukning af muslimske friskoler er blot et udsnit af en længere liste af sanktioner, som politikerne har rettet mod muslimer. Det er under presset fra denne anti-muslimske politiske kurs, at KU-ledelsen nu ekskluderer muslimske studerende i inklusionens navn.

Stillerummene er således blevet et yndet mål i den værdipolitiske kamp. Lukningen af dem fremstilles som et middel til at begrænse islams synlighed i det offentlige rum og muslimers udøvelse af deres overbevisning. Stilfærdig bøn tolkes som en del af et kultursammenstød og som et tegn på manglende »assimilation« i det sekulære samfund og bruges derfor politisk i en islamofobisk kurs, hvor forbud og indskrænkninger i rettigheder peger mod tvangsassimilering.

Politisk pres

Rapporten, som KU’s ledelse henviser til, formår ikke at dokumentere noget empirisk grundlag for de påstande om normativt pres og social kontrol, der politisk bruges som argument for at fjerne stillerummene. Lars Cyril Nørgaard, som er formand for den arbejdsgruppe på KU, der har lavet rapporten, har endda selv til Uniavisen understreget, at den netop ikke leverer dokumentation for sådanne påstande, og at han er overrasket over, hvor meget processen har været påvirket af politiske interesser.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Jeg har svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene

Alligevel vælger ledelsen at lukke rummene med henvisning til netop denne rapport på trods af, at arbejdsgruppen ikke entydigt anbefaler en lukning, og at dens konklusioner ikke fremlægger data, der kan retfærdiggøre et så drastisk indgreb. Når beslutningen træffes på et grundlag, der ikke dokumenterer de påstande, der bruges til at retfærdiggøre beslutningen, fremstår lukningen i endnu højere grad som en eftergivenhed over for den politiske problematisering af muslimers bøn.

Mette Frederiksen har tidligere offentligt kaldt til lukning af stillerum og forsøgt at dæmonisere dem med ordene: »Vi tager aktivt stilling til, at det ønsker vi ikke (stillerum på uddannelsessteder), for det bliver brugt som undertrykkelsesmekanismer over for piger og potentielt set også drenge«.

Få stiller dog spørgsmål ved denne stigmatisering af de muslimske studerende, som statsministeren har gjort sig skyldig i. Dette, må man forstå, skyldes, at udgangspunktet i den offentlige debat desværre er blevet, at hvad der har med islam at gøre betragtes negativt, og muslimer som udgangspunkt har tendens til undertrykkelse.

LÆS OGSÅ: KU burde beskytte sit muslimske mindretal

Man kan således undre sig over, hvordan den politiske reaktion mon havde været, hvis KU’s ledelse havde valgt at lukke åbne rum, fordi universitetet ikke brød sig om, at jødiske studerende var de primære brugere af rummet? Det ville uden tvivl – med rette – være blevet mødt med bred fordømmelse og betragtet som diskrimination og et udtryk for antisemitisme.

Først SDU og nu KU’s beslutning kan derfor forstås i lyset af denne oppiskede politiske stemning. Når et universitet vælger at efterleve en politisk kampagne, der kriminaliserer muslimsk praksis, muliggør det reproduktion af falske påstande og stigmatiserende fortællinger om ikke-eksisterende problemer, som handler om muslimer og udøvelsen af deres muslimske identitet, hvilket er en farlig glidebane at agere katalysator for.

KU’s kovending

At prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, så sent som i sommer i Uniavisen sagde, at stillerummene har »en legitim og vigtig funktion for alle studerende« og at ledelsen »ikke ser nogen grund til at lukke dem«, gør det blot mere betænkeligt, at et så drastisk skridt som en total lukning af rummene nu er taget.

LÆS OGSÅ: Prorektor: Mette Frederiksen rammer skævt med plan om bederumsforbud

Hvordan går man fra at forsvare rummene til at lukke dem så hastigt, uden at et alternativ er etableret? Ledelsen præsenterer en begrundelse, der hverken underbygger eller forklarer, hvorfor kun den mest drastiske løsning var mulig. Når faglige argumenter ikke kan bære beslutningen, må forklaringen søges i politik.

Det bliver endnu tydeligere, når Lauta i Uniavisen indrømmer, at sagen er blevet så politiseret, at den ikke længere håndteres dér, hvor den hører til. Som han selv siger: »Man skal have levet under en sten, hvis man ikke har bemærket, at de her rum har fyldt meget i den offentlige debat« og at det er »usædvanligt, at en universitetsledelse forholder sig til syv små rum […] På den måde har det jo haft en indvirkning. Altså, at det er blevet tilstrækkeligt vigtigt for universitetet til, at det faktisk er den øverste universitetsledelse, der forholder sig til sagen«.

LÆS OGSÅ: Prorektor efter lukning af stillerum: Vi er ikke lykkedes med at gøre dem til et sted for alle

Med andre ord: Rummene lukkes ikke, fordi deres funktion har ændret sig, men fordi den offentlige debat har ændret sig.

Helt at fjerne muligheden for fortsat at få opfyldt dette behov, uden en alternativ løsning er på plads, forekommer derfor kontraintuitivt. Og det er, ifølge Lars Cyril Nørgaard, heller ikke det mest oplagte af de tre scenarier, rapporten skitserer.

Påstået neutralitet

Blandt de usammenhængende argumenter findes også argumentet om neutralitet på KU. Universiteterne er dog ikke religionsneutrale, og det er misvisende at hævde, at religion ikke har en plads på universiteterne. Det er studenterpræsterne med egne kontorer og lokaler på campus et bevis på.

Samtidig tillader KU en række andre kulturelle og sociale praksisser på campus, der ikke har noget med akademisk faglighed at gøre, men som alligevel anses som naturlige elementer i studiemiljøet. Et oplagt eksempel er den udbredte drukkultur på blandt andet torsdags- og fredagsbarer, hvor alkohol er i centrum, og hvor studerende kan føle sig presset til at drikke som led i et stærkt socialt gruppepres. Når sådanne aktiviteter accepteres – og endda institutionaliseres – bliver det desto mere uforståeligt, at netop et stille og fredeligt rum til bøn skulle være uforeneligt med universitetets værdier.

Neutraliteten stopper præcis dér, hvor muslimske studerendes behov begynder

Endnu tydeligere bliver dobbeltstandarden, når man ser på KU’s øvrige praksis: Universitetet afviser boykot af problematiske israelske institutioner og har tilmed tidligere investeret millionbeløb i virksomheder på FN’s sorte liste som de først trak tilbage efter massivt pres fra studerende og ansatte. Samtidigt fortsætter KU med sine indkøbsaftaler relateret til israelsk militært infrastruktur.

Men når det handler om muslimske studerendes mulighed for at bede i et lille rum på campus, bøjer man sig uden tøven for en værdipolitisk dagsorden og pakker det ind som »neutralitet«. Det er ikke neutralitet. Det er selektiv værdipolitisk justering.

KU påstår, at universitetet skal være neutralt. Men neutraliteten stopper præcis dér, hvor muslimske studerendes behov begynder: Der er plads til studenterpræster, kristne traditioner og politiske markeringer – men ikke til et stille rum, hvor en studerende kan bede.

Det er svært at se principperne. Det er let at se hykleriet.

LÆS OGSÅ: De demonstrerede mod lukningen af stillerummene og talte både om racisme og om kærlighed

Hvad er det reelle problem egentlig?

Problemet, må man forstå, er ikke rummenes funktion, men at de i praksis primært har været benyttet af muslimske studerende. Dette bruges nu som begrundelse for at etablere en ny type rum, der angiveligt skal rumme andre behov, herunder »studerende med funktionsnedsættelser«.

Hvis omsorgen for studerende med funktionsnedsættelser virkelig var det bærende hensyn, ville man naturligvis vente med at lukke de eksisterende stillerum, til et alternativ var etableret. Når man vælger at lukke dem uden en erstatning, peger det på, at en politisk signalværdi har vejet tungere end reelt hensyn.

Det rejser samtidig spørgsmålet, om funktionsnedsættelser overhovedet har været et oprindeligt anliggende, eller om denne gruppe nu bruges som belejlig retorik til at maskere en politisk motiveret beslutning. Det ville jo være en skam, hvis tilfældet var, at det blot var en belejlig undskyldning og at disse – i forvejen udsatte – studerende tages som gidsel i en debat, for at dække den egentlige årsag til nedlukning af rummene.

Dermed fremstår den officielle begrundelse løsrevet fra den faktiske brug af rummene og ligner snarere et forsøg på at undgå at sige det åbenlyse højt: At beslutningen udspringer af den politiske problematisering af muslimers bøn på uddannelsesinstitutioner de seneste år – en problematisering baseret på løse og udokumenterede påstande om blandt andet »social kontrol«.

Diskrimination af muslimske studerende

Ifølge Politiets egne tal, rapporter fra Institut for Menneskerettigheder og EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder beskrives muslimer som en af de mest udsatte grupper for diskrimination i Danmark.

Det er derfor skuffende og uværdigt, at KU’s ledelse har valgt at reproducere mønstret ved at bukke under for det politiske pres og agere værktøj i en islamofobisk politik, fremfor at insistere på de studerendes ret til at udøve deres overbevisning og beskytte de mange muslimske studerende og deres mulighed for at praktisere deres religion. Denne kurs, hvor politiske indskrænkninger mod muslimer nu finder vej ind i institutionel praksis, er dybt problematisk.

KU hævder at gå ind for inklusion. Men tilsyneladende handler inklusion og diversitet nu om, at der skal være plads til alle andre end praktiserende muslimer. Når muslimer er i fokus, er universitetsledelsen klar til at ekskludere dem for at tilfredsstille regeringens og højrefløjens ønsker om at gøre det så svært som muligt at leve som praktiserende muslim i Danmark.

Det kan dog ikke forventes, at vi passivt accepterer tiltag rettet mod vores tilstedeværelse og identitet. Lukningen af stillerummene opleves som et signal om at muslimske studerendes behov ikke anses som legitime – og føjer sig til den politiske normalisering af indskrænkninger rettet mod muslimer.

Vi vil fortsætte kampen for, at rummene genåbnes, og understreger at ingen antimuslimske politiske tiltag kan få os til at opgive vores værdier eller vores ret til at praktisere vores identitet, herunder bøn, i vores hverdag på universitetet. Vi nægter at lade os skræmme ud af vores religiøse praksis, og vi kræver, at Københavns Universitet genfinder modet til at beskytte minoriteter mod politisk pres – ikke at bøje sig for det.

Skrevet af:
Nadia Fazal, Muslim Student Association City Campus
Nousaba Macine, Muslim Student Association City Campus

Underskrevet af:
Ali Reza, Muslim Student Association Søndre Campus
Imaan Fatima Shaheen, Muslim Student Association Søndre Campus
Naima Ali, Muslim Student Association Søndre Campus
Jesper Gür, Studenterrådet ved KU
Anton Stubbe Teglbjærg, Studenterrådet ved KU
Ira-Thomas Bro Pold, Studenterrådet ved KU
Sarah Bürgel Sindal Nielsen, Studenterrådet ved KU
Jaafar Hamza, Torsdagscaféen på Pharma
Aiman Zahra Jafri, Torsdagscaféen på Pharma
Oli Justsen Badolo, Studerende mod Besættelsen
Nicoline Forsberg Clausen, Tiltrædende næstforperson for Studenterrådet