Undervisere i klemme: »Der er faktisk ikke en stillingskategori til sådan nogle som os«

Til sommer udløber ansættelserne for Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Institutledelsen vil gerne beholde dem – men kun i en stillingskategori uden forskningstid og uden mulighed for egentlig karriereudvikling.

Det har udløst en konflikt mellem institutledelsen og tillidsrepræsentantkredsen om arbejdsvilkår, økonomi og ikke mindst: hvad forskningsbaseret undervisning egentlig betyder i praksis.

Undervisning er forskning

Michael Høxbro Andersen holder meget af at undervise. Af klasserummet, der summer, og af udvekslingen mellem de studerende, teksterne og nutiden. Ofte tænker han, at det er her, han faktisk kan gøre en forskel. Selvfølgelig kan man bruge lang tid på at skrive en god artikel, og den bliver læst af nogen og rost af få, men hvor stor en forskel gør den egentlig?

For hans kollega Agus Djaja Soewarta er undervisningen ikke bare formidling, men en del af en løbende erkendelsesproces. I mødet med de studerende bliver han klogere på sin egen position som underviser, det går altid begge veje, han tænker over, hvordan han kan skabe et rum, hvor de klassiske hierarkier ikke fylder så meget og den selvstændige tænkning kan trives.

Personligt tror jeg, det betyder mere for mig at undervise end at forske.

Agus Djaja Soewarta

»Personligt tror jeg, det betyder mere for mig at undervise end at forske, og på sin vis synes jeg, at undervisning er en slags forskning. Man får så meget ud af mødet med de studerende,« siger han.

LÆS OGSÅ: Studerende samler underskrifter for at beholde deres skattede undervisere

Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta har i årtier været centrale undervisere på Litteraturvidenskab – og begge risikerer nu enten at måtte forlade universitetet, når deres ansættelser udløber til sommer, eller at blive fastholdt i en stilling uden forskningstid og fremtidsudsigter.

En stilling uden fremtid

Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta er ansat som adjunkter. Lidt endnu. Deres kontrakter løber til og med august måned i år og det er uklart, om – og hvordan – de bliver genansat.

Michael Høxbro Andersen har undervist på KU siden 2001, altid i midlertidige stillinger.

»Jeg har aldrig før været i tvivl om, at jeg på en eller anden måde ville blive genansat. Denne gang ved jeg ikke, hvad jeg bliver tilbudt – hvis jeg overhovedet bliver tilbudt noget,« siger han.

Institutledelsen ønsker at ansætte dem som studielektorer. Det er en stillingskategori uden forskningstid, hvor man underviser på fuld tid, ikke kan vejlede specialestuderende og ikke må undervise i forskningsbaserede fag. Stillingskategorien er målrettet metodefag og praktiske fag, og på Musikvidenskab underviser studielektorer for eksempel i klaverspil.

Inden jul tog en gruppe studerende initiativ til en underskriftindsamling for at beholde de populære undervisere og kæmpe for ordentlige arbejdsvilkår for dem. Indsamlingen har 173 underskrifter ved artiklens deadline.

Studienævnet på Litteraturvidenskab er af ledelsen blevet bedt om at komme med en liste over fag, der ikke er forskningsbaserede og som en studielektor ville kunne undervise i. Problemet er bare, at der ikke er nogen praktiske fag på Litteraturvidenskab.

»Det paradoksale er, at der faktisk ikke er nogen, der ikke vil ansætte os. Institutlederen vil gerne beholde os, tillidsrepræsentanten vil gerne beholde os, og de studerende vil gerne beholde os,« siger Agus Djaja Soewarta.

»Men vi er landet i et problemfelt, der ikke kun handler om os. Det handler om, hvordan et universitet drives.«

LÆS OGSÅ: »Lige meget hvad jeg gør, bliver jeg ikke fastansat«

Underskud i budgettet

Tue Andersen Nexø er lektor og tillidsrepræsentant på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Han siger, at det handler om instituttets økonomi.

Instituttet skal spare seks-otte procent det kommende år, det svarer til tre-fire stillinger. Men instituttet har allerede nu svært ved at dække undervisningen ind.

»I samtaler med ledelsen kan jeg forstå, at de i praksis vil have Agus og Michael til at lave det samme, som vi andre laver, altså varetage undervisning som er forskningsbaseret. I bekendtgørelsen fra ministeriet står der ellers, at studielektorer kun må undervise i redskabsfag, praksisfag eller grundlæggende fag, der ikke baserer sig på nyere forskning,« siger Tue Andersen Nexø.

Forskning er afgørende, hvis man skal igennem nåleøjet til et lektorat.

Michael Høxbro Andersen

Eller som Michael Høxbro Andersen siger: »Problemet er, at der lige nu faktisk ikke er en stillingskategori til sådan nogle som Agus og mig.«

Da Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta i 2024 blev ansat på adjunktlignende vilkår, var der ifølge tillidsrepræsentanten en klar forventning om, at der i efteråret 2026 ville blive slået tenure track-stillinger op, som de kunne søge.

Men i mellemtiden er der kommet underskud i budgettet, og ledelsen ønsker nu at ansætte Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta som studielektorer, en billigere stillingskategori.

»En studielektor er billigere for ledelsen, fordi de kan dække flere undervisningstimer. Det handler ikke om et nyt undervisningsbehov, men om at få undervisningsressourcer billigere,« siger tillidsrepræsentanten.

LÆS OGSÅ: Det ville være rart at vide, at universitetet følte sig forpligtet på mig«

Når systemet spænder ben

Selv hvis der blev slået faste stillinger op, står de to undervisere ikke stærkt, vurderer de selv. Årsagen er enkel: De har brugt størstedelen af deres arbejdsliv på undervisning.

»Når man underviser så meget, er man træt, når man kommer hjem. Man sætter sig ikke lige ned og forsker. Og forskning er afgørende, hvis man skal igennem nåleøjet til et lektorat,« siger Michael Høxbro Andersen.

Agus Djaja Soewarta er enig.

»Vi har svært ved at konkurrere om forskerstillinger, fordi vi ikke har haft mulighed for at opbygge lange publikationslister,« siger han.

For sandheden er, at selv på en god dag er det svært at få den tid, man har til at forberede undervisning, til at række.

»Alle, også de mest garvede, er enige om, at den forberedelsestid man får per undervisningstime, forslår som en skrædder i helvede. Der er ingen, der kan gøre det,« siger han.

For fastansatte lektorer æder forberedelsestiden af forskningstiden, og de er nødt til at søge eksterne midler for at blive frikøbt til forskning, hvilket betyder, at der skal findes nogen til at dække deres undervisning. Og så er det smart med en underviser uden forskningstid.

LÆS OGSÅ: »Det er en virkelig vicious virkelighed at være i«

TR: Det her er principielt

Ifølge Tue Andersen Nexø risikerer brugen af studielektorer at få vidtrækkende konsekvenser, fordi det kan danne præcedens.

»Hvis vi accepterer, at store dele af uddannelsen varetages af undervisere uden forskningstid, så undergraver vi modellen for forskningsbaseret undervisning. Det her danner præcedens,« siger han.

»Hvis studielektorer kan bruges til det samme som lektorer og professorer, bliver der ikke fastansat en lektor eller professor de næste mange år,« siger han.

Tue Andersen Nexø forstår godt, at instituttet er økonomisk presset. Han forstår bare ikke, hvorfor det økonomiske pres altid skal gå ud over medarbejdernes arbejdsvilkår.

»Jeg synes, det er svært at forstå, hvorfor det altid er medarbejderne, der skal acceptere forringede vilkår, når der er andre håndtag at trække i. Min opfattelse er, at ledelsen er villig til at bøje reglerne for brugen af studielektorer for at få budgettet til at hænge sammen,« siger han.

Michael Høxbro Andersen har været ansat på KU siden 2001. Hvad tænker du om, at man efter 25 års ansættelse stadig ikke kan vide, om man har et job til sommer?

»Det er da rædselsfuldt. Jeg synes, de skiftende ledelser bør se sig selv i spejlet og spørge, om de selv tænker, at det er god medarbejderpleje,« siger han og tilføjer, at både Michael Høxbro Andersen og Agus Djaja Soewarta er ovenud kvalificerede til at have forskerstillinger.

»Der er altid flere, der vil have en forskerstilling, end der er stillinger, og det udnytter universitetet til at lade nogle medarbejdere gå for lud og koldt vand. Vores ledelse vil sige, at de ikke har råd til at fastansætte Agus og Michael, men reelt er vi er afhængige af dem. Vi er underbemandede på Litteraturvidenskab, og der er ikke mennesker nok til at dække undervisningen,« siger han.

LÆS OGSÅ: »Jeg følte jo, at arbejdet var det vigtigste i verden. Men kaffen smager bedre nu«

»Jeg kan ikke andet«

Hverken Agus Djaja Soewarta eller Michael Høxbro Andersen ønsker at kritisere institutledelsen. De oplever tværtimod opbakning lokalt og ser konflikten som systemisk.

Men de er bekymrede.

Hvis Agus Djaja Soewarta bliver tilbudt en studielektorstilling, vil han formentlig takke ja.

»Det handler også om arbejdsløshed. Jeg kan nærmest ikke andet end at undervise på universitetet, og jeg er efterhånden også oppe i årene,« siger han.

Michael Høxbro Andersen er lidt mere i tvivl.

»I teorien kan det vel blive så dårligt et tilbud, at jeg må sige nej. Men det påvirker da en, at man ikke kan se særlig langt frem.«

Han håber stadig på, at instituttet kan finde penge til at slå faste stillinger op med forskningstid. For ham handler sagen ikke kun om hans egen fremtid:

»Når folk ryger på denne måde, risikerer vi at miste selve fundamentet for faget: at det er litterater, der underviser på litteraturvidenskab.«

Ledelsens svar

Uniavisen har foreholdt den kritik, der bliver rejst i artiklen for institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Helle Munkholm Davidsen. Hun har ikke ønsket at stille op til interview, men sender følgende skriftlige udtalelse:

»Jeg er glad for at høre, at de studerende værdsætter deres undervisere. Vi gør os altid umage for at fastholde dygtige undervisere og give dem de bedst mulige vilkår inden for gældende regler og de ressourcemæssige rammer, vi har som institut.«