Blokaden gjorde et teknisk emne til en folkesag – ligesom klimabevægelsen

Få sekunder efter Sidsel Vedel og Anna Nørgaard Sørensen, formand og næstformand i HUMrådet, havde sat deres underskrifter på de aftaler, der endte 38 dages blokade på Det Humanistiske Fakultet, dukkede en video op på Facebook.

I klippet står en flok studerende i en cirkel og skråler og danser til tonerne af ’I’ve Had the Time of My Life’, da de to formænd stormer ind i billedet fra højre med aftalepapirerne løftet triumferende over hovedet. Det får deres fæller i dansecirklen til at råbe og hoppe i en endnu større ekstase end den, de allerede var i.

Når man ser videoen, skulle man ikke tro, at det, der står i papirerne, handler om arbejdet med målplaner og krav til inddragelse af studerende og ansatte. Men det er faktisk tilfældet.

Hvem ville dog hoppe, råbe og danse over noget så tørt?

Det ville de studerende, fint nok, de havde trods alt sovet på luftmadrasser i over en måned, nogle af dem med trætheden sejlende i blikket. De var bare ikke de eneste: Over 6.000 så videoen på Facebook, 278 brugere likede opslaget, og 27 delte det.

Under blokaden hyldede prominente debattører som Pelle Dragsted og Carsten Jensen de studerende, ligesom de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer på Københavns Universitet professorerne Eske Willerslev og Jesper Grodal skrev under på deres støttetavle.

LÆS OGSÅ: Eske Willerslev og tre andre forskere besøgte blokaden: »Jeg synes, det I gør, er supervigtigt«

Et effektivt os og dem

Ifølge Silas Marker, der er forsker ved Center for Information og Boblestudier og forfatter til bogen Os og dem (sammen med professor i filosofi Vincent Hendricks), var det bare et af flere tegn på, at de studerende under blokaden havde held med at trumfe en særlig fortælling igennem:

En fortælling, der løftede sig langt over tørre paragraffer.

De fik det til at handle om universelle idealer som demokrati og kvalitet, som er noget, alle kan støtte

Silas Marker

»Det lykkedes for de studerende at få gjort en lille teknisk og kedelig sag om en 2023-målplan til en folkesag, der handlede om mere end de her potentielle fagsammenlægninger. De fik det til at handle om universelle idealer som demokrati og kvalitet, som er noget, alle kan støtte,« siger Silas Marker, der i sidste uge skrev en analyse af HUMrådets kommunikation i Kforum.

LÆS OGSÅ: Digteren, der kaprede talerstolen og skrev universitetshistorie

»De lykkedes også med at give det indtryk, at de repræsenterede en helhed af studerende, selv om det ikke var alle studerende, der støttede blokaden. Det svarer lidt til, at de fremmødte til en demonstration hævder, at de er folket. Det udsagn er ikke et udtryk for resultatet af en meningsmåling, men det har en slags social magi over sig. Og det var en fortælling, som modstanderne ikke formåede at ødelægge under blokaden.«

De studerende havde ikke bare held med at skabe en positiv fortælling om sig selv, de fik også skabt en negativ kontrast til ledelsen på Københavns Universitet, siger Silas Marker. Et os og et dem.

Det kom til udtryk på de sociale medier, hvor de studerende i indignerede – og meget hyppige – opslag skosede ledelsen for at nægte at forhandle og true med bortvisning (hvilket ledelsen afviste), det skete i velkomsthallen på KUA2, hvor bannere svævede under loftet og tordnede mod dekanen, og det skete på Instagram-sitet ’detlillememedekanat’, hvor studerende (HUMrådet står ikke selv bag siden) brugte en ifølge Silas Marker tidstypisk morbid-ironisk humor til at udstille modparten.

LÆS OGSÅ: Ledelse: Retorik fra blokade-studerende er over stregen

»Det er det tredje, de lykkes med: at etablere en stærk fjende. De får positioneret sig selv som undertrykt af magten, af en elite, der ekskluderer dem. Det er også en stærk fortælling. Og når du først bliver italesat som undertrykkeren, så er du allerede bagud på point. Det formåede ledelsen aldrig at rette op på.«

Ingen mellemvej

Silas Marker siger, at HUMrådets kommunikation ikke er enestående i disse år. Tværtimod ser han en klar parallel til den klimabevægelse, der anført af unge aktivister ikke bare har indtaget universiteterne, men hele samfundet.

Det er også en bevægelse, der ifølge Marker har en uforsonlighed over sig. Der er ikke nogen mellemvej, når aktivisterne stiller krav til politikerne, de vil blive ved, indtil de får deres vilje, siger de – om det så kræver demonstrationer, strejker eller i spredte tilfælde civil ulydighed.

LÆS OGSÅ: Og de troede ikke, de studerende kunne gøre oprør

»Man siger, at dem, der har fået vores tillid til at løse samfundets problemer, har svigtet den tillid – om det så er Folketinget, magthaverne eller dekanatet. De har ikke været deres opgaver voksne, så nu må folket i gåseøjne tage magten ude på gaderne,« siger Silas Marker.

»Klimabevægelsen har formået at repræsentere den unge generation, selv om det langt fra er flertallet, der har været på gaden. Det er en magt gennem aktivisme, der sætter sig uden for det repræsentative demokrati, men stadig appellerer til nogle universelle værdier. Om det så er menneskehedens overlevelse eller universitetets overlevelse.«

Kan man sige, at det er en generation, der har fået nok af dem, der bestemmer – af systemet?

»Det ved jeg ikke engang, om man kan sige, men alene det, at du kan få den tanke, altså følelsen af, at de unge mennesker kollektivt rejser sig og siger OK boomer til den ældre generation, siger noget om, at de har held med deres fortælling. Hvor en del gør sig til helheden, og et ret teknisk spørgsmål om CO₂, som de færreste har reel indsigt i, kommer til at handle om noget større. Vi forstår, at klimakampen handler om vores overlevelse, ligesom vi forstår, at blokaden handler om universitetsdemokrati og kvalitet.«

Vi kan sove på luftmadrasser i 40 dage

Hvis man siger alt eller intet, er der en risiko for, at man ender med det sidste.

Faktisk troede Silas Marker »et øjeblik«, at det ville gå sådan for HUMrådet, særligt da blokaden havde levet i over en måned.

LÆS OGSÅ: Ledelsen på Humaniora afviser Knud Foldschack som mægler

»Faren var selvfølgelig, at dekanatet bare sagde ’fint, vi indgår ikke kompromisser’. Jeg ser et scenarie for mig, hvor blokaden bare var fortsat ind i eksamensperioden og ind i juleferien, og de studerende var kørt trætte. Hvis man stormer paladset, så er der en mulighed, for at man bliver kæmpet ned.«

Vi forstår, at klimakampen handler om vores overlevelse, ligesom vi forstår, at blokaden handler om universitetsdemokrati og kvalitet.

Så vidt gik det ikke. Blokaden blev opløst efter 40 dage med de to aftaler, som HUMrådets formænd holdt op som trofæer.

Spørgsmålet er bare, om det burde have taget så lang tid at nå en aftale, der mere handler om medbestemmelse end det faglige indhold, som var kernen i de studerendes krav? Jens Erik Mogensen, prodekan på Humaniora, har for eksempel sagt til Uniavisen, at tonen mellem parterne ærgrede ham – særligt når de studerende fastholdt »eklatante misforståelser« på de sociale medier.

LÆS OGSÅ: Vi er også trætte af blokaden, men ledelsen har ikke reelt forhandlet

Flere gange har ledelsen og de studerende da også været uenige om, hvem der ikke ville mødes med hvem, hvem der havde sagt hvad, og om et bestemt Simpsons-meme i virkeligheden var en dødstrussel.

Desuden sagde rektor Henrik Wegener i Politiken, at de studerendes ultimative krav gjorde det svært at forhandle.

»Alting har en pris,« siger Silas Marker. »Det kan godt være, at blokaden var endt hurtigere, hvis de havde valgt at tale magtens sprog i stedet for at tale magten direkte imod, men så er det også muligt, at de havde fået færre krav igennem.«

De skal jo forhandle med dekanatet senere, dem, du siger, de har forsøgt at gøre til »en stærk fjende« gennem deres kommunikation. Kan det ikke skade deres position i kommende forhandlinger?

»Det er muligt, at der venter et oprydningsarbejde. På den anden side kan det også være, at blokaden var en måde at sætte sig selv i respekt på. Som der stod rundt omkring på Søndre Campus med store røde bogstaver: ’Vi vil ikke ignoreres.’ De studerende spillede med musklerne og sagde: ’Hey, se hvor mange mennesker, vi kan få til at sove på luftmadrasser på jeres kontorer i 40 dage’.«