Det lykkelige Amager

Det er halvandet år siden, den sidste KU-studerende forlod Indre By.

Der blev luftet masser af bekymringer, før det skete. Juraprofessorer protesterede i et læserbrev i Berlingske med brug af ord som »hul i hovedet«. Teologistuderende frygtede at miste fællesskabet fra deres hule på Købmagergade. Selv efter flytningen var der kritiske røster. Uniavisen fik læserbreve fra studerende og ansatte, som ikke kunne finde plads til ro og fordybelse bag KUA3’s gennemsigtige glasvægge.

Men hvad nu? Vi er taget til KUA3 for at se, hvordan de ansatte og studerende er faldet til. Første reaktion er pænt positiv:

»Det har været fantastisk,« siger studie- og karrierevejleder Karen Riskær Jørgensen. »Helt lavpraktisk, så var jeg nærmest høj over, at der var toiletter over det hele. Og åbent. Og stikkontakter. Og vinduerne er tætte. Det er en moderne arbejdsplads til mennesker i det 21. århundrede.«

Den samlende effekt

Vi starter i atriet, jurastudiets omdrejningspunkt. Studerende sidder og snakker på den centrale træklædte kæmpetrappe eller fordyber sig på de utallige læsepladser, der – i to etager – omkranser rummet. Det ligner en fnugfri arkitekttegning. Akustikken er også imponerende.

»Det store atrium gør noget helt særligt,« siger Karen Riskær Jørgensen, der før havde kontor i Studiegården i Studiestræde. »Alle de medarbejdere, der ikke har studenterkontakt, kan se de studerende nu. Det har haft et en utroligt samlende effekt.«

Over telefonen udtrykker professor Ditlev Tamm – manden bag læserbrevet i Berlingske – noget, der kan minde om begejstring over, eller i hvert fald accept, af de nye bygninger.

»Selve huset er dygtigt indrettet af gode arkitekter, som har fået det maksimale ud af opgaven. De kan jo ikke skabe Indre By på Amager, gøre et nyt hus til et gammelt hus og gøre Njalsgade til Nørregade. Specielt indgangsdelen og atriet er fine. Kontorerne er kedeligere end dem i byen.«

Han synes til hver en tid, at et jurastudie hører hjemme i byens historiske centrum.

»Men det er meget bedre omgivelser for de studerende, og fakultetet hænger bedre sammen.«

Luksus og gemte forskere

Jurastuderende Rebecca Ingemann Madsen tager os op til ParaKaffen, den studenterdrevne café på Jura, som hun har været med til at starte op. Ud til cafeen ligger tre nyindrettede grupperum, der snildt kunne høre hjemme på et fancy kommunikationsbureau. Alle er indrettet i samarbejde med studenterforeninger fra studiet. Pengene til projektet kommer fra universitetet.

»Hver gang vi har spurgt om noget, har KU sagt ja,« siger Rebecca, som har masser af roser til projektleder Thomas Haaning Christiansen, der stod for fakultetets flytning (og i øvrigt også blev kåret til årets administrative medarbejder på KU i 2018).

I stueetagen har Juras fredagsbar endeligt fået plads til masserne ved at blive placeret i den nye, store jurakantine. Det første års tid måtte man slæbe køleskabe og andet bargear frem og tilbage, når der skulle festes, men en nybygget bardisk har løst det problem.

Hvis Rebecca skal finde noget at kritisere, så er det, at fakultetets forskere er gemt væk på gange et stykke fra de studerende. »Det er som om, man endnu ikke har turdet udsætte dem for, at studerende kunne komme og banke på,« siger hun.

Efter Exodus

Det problem har man ikke på Teologi. Det var et krav fra de ansatte og studerende, at lokalelayoutet skulle blande kontorer, undervisningslokaler og læsekroge, så man kunne mødes på kryds og tværs – ligesom i de gamle lokaler på Købmagergade.

I Teobar møder vi Elisabeth Mouritzen og Camilla Kristensen, som er ved at gøre sprutbeholdningen op efter rusturen. Baren ligger i teologikantinen, og mens lokalet egner sig fint til de store fester, kæmper barudvalget med at genskabe hyggen fra deres gamle kælderbar i Indre By på mindre travle aftener. Her rykker man pt. til Tabernaklet, Teologis mere intime hjemstavnslokale.

Nogle studerende har svært ved at finde fred med rygereglerne, som bliver håndvævet mere restriktivt her på Synder Campus (som teologerne kalder deres nye hjem). Og så er der bog-savnet – som kommer af, at fakultetet har dels afhændet, dels opmagasineret en del af sin enorme bogsamling. Alt i alt er der flere, som stadig længes efter den gamle Teo-hule, men Elisabeth og Camilla køber ikke ind på Købmagergadenostalgien.

»Man kan godt savne biblioteket, men ellers er rammerne klart bedre her,« siger Elisabeth Mouritzen.

Mens vi sidder der, kommer folk dryssende ind fra alle verdenshjørner og stimler sammen om et klaver i den anden ende af kantinen. Der er efterårsmorgensang, mens blæsten rusker udenfor, og et øjeblik går tingene på Teologi i stå.

Lyset i Hjorten

Der er lys i Hjorten, da vi går forbi.

Fredagsbaren for de studerende på Institut for Informationsstudier ligger centralt på stueetagen, tæt ved jurakantinen. Vi kigger ind og får først en skideballe af to piger bag bardisken, fordi vi havde glemt at nævne Hjorten i vores guide til fredagsbarer, dernæst en varm velkomst.

På Informationsstudier kan man godt føle sig som den lille, når naboen er mastodontstudiet Jura. »Der er motionsrum i kælderen, men man kan vist kun komme ind med Jura-studiekort,« siger én af pigerne. (Faktisk kan jurastuderende heller ikke bruge det ganske lille motionslokale, som er forbeholdt Juras ansatte, red.). Men de er glade for flytningen. Både for den nye bygning og for deres naboer. Før lå instituttet for sig selv, gemt og halvt glemt på Birketinget, et stenkast fra Urbanplanen. »Nu er vi blevet en del af KU.«

Det er også de to piger fra Hjorten, der gør os opmærksom på, at man – når man fundet glasgangen på anden sal – kan gå tørskoet fra KUA3 til KUA2 og herfra helt ned i enden af KUA1.

Hvis statuer kunne tale

Ved frokosttid myldrer studerende ud i den lange vandrehal, der forbinder Teologi med Jura og Informationsstudier. På arkitekttegningerne hed den Læringsgaden, men de studerende har fået den omdøbt til Studiestræde som et nik til deres gamle hjem i latinerkvarteret.

Bygninger ændrer sig, når de bliver levet i. De får skrammer, som fortæller historier om fester, omflytninger, uautoriseret plakatophæng, uheld, slid, levet studie- og arbejdsliv.

Og så er de historier, kun væggene kan fortælle. Som den om Søren Kirkegaard-busten på Teologi, der ved starten på efterårssemestret i 2017 pludselig forsvandt. Det vakte stor opstandelse. Det er en ret tung buste, ikke sådan én man lige sniger ned i tasken.

Efter nogle dage var Kirkegaard tilbage. Der skal nok være nogen, der ved, hvor Kirkegaard har været. Karen Riskær Jørgensen, som fortæller os anekdoten, ved det ikke.

»Hvis bare statuer kunne tale,« siger hun.