»I Kina forventer man, at ph.d.-studerende skænker te til professoren«

Yanqi Li byder indenfor på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet. Her bag gule dyrestalde omgivet af studerende i hvide kitler har hun tilbragt det meste af sin akademiske karriere mange tusinde kilometer væk fra sin familie i Shaanxiprovinsen.

Hjemme i det nordlige Kina valgte hun forkert studie i første hug. Hvis hun ville skifte spor, måtte hun tage en udenlandsk omvej. Hun endte lidt tilfældigt i et lille land, om hvilket hun kun vidste en enkelt ting: H.C. Andersen. I dag ved hun mere, for eksempel at man både kan have en karriere på universitetet og passe sine små børn med jobbets velsignelse.

Det begyndte at blive populært at tage til udlandet og studere, mens jeg gik på universitetet i Kina. Mine venner og jeg var ikke i tvivl om, at vi også ville afsted. Dengang læste jeg til sygeplejerske. Det var ikke et fag jeg, jeg selv havde ønsket, men uddannelsestoget kører stærkt i Kina, og når først du er steget på, kan du ikke bare hoppe af og vælge en anden uddannelse. For mig var et studie i udlandet derfor en mulighed for at skifte fag og samtidig komme ud og opleve verden.

På det tidspunkt havde vi kun begrænset adgang til internettet. Derfor havde vi ikke så meget kontakt med verden udenfor. Jeg kom lidt sent i gang med min ansøgning, så der var ikke så mange steder, jeg kunne vælge imellem. Det endte med, at jeg fik en plads på uddannelsen i Fødevarevidenskab og teknologi på DTU, Dansk Teknisk Universitet. Jeg kendte ikke noget til Danmark ud over H.C. Andersen, men jeg var lykkelig over at skulle afsted.

Mødet med den danske universitetsverden var et stort kulturchok. Jeg var vant til forelæsninger, hvor man som studerende lyttede og tog noter, og hvor eksamenerne ofte bestod af skriftlige prøver og Q and A. Her diskuterer de studerende med underviserne, og jeg skulle lære at lave gruppearbejde og grupperapporter. Det var svært for mig at vænne mig til den måde at lære på.

LÆS OGSÅ: Set udefra: »Danske studerende er overladt til sig selv«

Til gengæld blev jeg positiv overrasket over mit nye hjem. Jeg havde fået tildelt et værelse i nogle røde containere, der var lavet om til midlertidige studieboliger. Mange af de andre syntes, at det var et elendigt sted at bo, men jeg syntes, det var super sejt. I Kina havde jeg boet sammen med syv andre studerende på et lille værelse. Nu havde jeg pludselig et værelse helt for mig selv.

Det var ikke noget, jeg havde planlagt, men jeg fik mulighed for at skrive en ph.d. i ernæring, som jeg besluttede mig for at sige ja til. Mine forældre har motiveret mig til at læse videre, siden jeg var helt lille. Det lå ligesom i kortene, at det var det, jeg skulle. Og det viste sig at være en god beslutning. Det er her, jeg har mødt den mand, jeg i dag er gift og har et barn med, og jeg har nogle fantastiske kollegaer.

Danske professorer er typisk meget afslappede og nede på jorden. De går ikke op i status og penge, og i modsætning til mange udenlandske professorer forventer de ikke at flyve på første klasse eller bo på femstjernede hoteller, når de er ude og rejse med arbejdet. De har heller ikke noget imod, at man siger sin ærlige mening. Det kan jeg godt lide.

I Kina diskuterer man ikke med professorerne eller siger dem imod, hvis man er uenig med dem. Der er et helt andet hierarki. Af ph.d.-studerende bliver det forventet, at de skænker te til professorerne og bærer deres taske. I Danmark er det lige omvendt. Her er det professoren, der tager tasken for én, hvis man for eksempel er ude at rejse sammen.

LÆS OGSÅ: Set udefra: »I Danmark netværker man ikke kun for egen vindings skyld«

Det ligger dybt i den kinesiske opdragelse, at man skal vise respekt for dem, der er ældre. Derfor tiltaler man også professorerne ved efternavn og titel. Aldrig ved fornavn. Jeg kan godt lide den måde, det er på her i Danmark. Samtidig er det vigtigt for mig, at min datter lærer at vise respekt for andre mennesker. Høflighed, ydmyghed og vedholdenhed er nogle af de kinesiske værdier, jeg gerne vil give videre til mit eget barn.

Arbejdskulturen er i det hele taget meget anderledes end i Kina. Jeg har en veninde, som forsker i Kina. Hun har to børn og var tilbage på arbejde, allerede en måned efter hun havde født. Egentlig er man berettiget til syv måneders barselsorlov, men virkeligheden er, at man som forsker risikerer at miste sine projekter, hvis man holder hele sin barsel. I Danmark får man at vide, at det er helt okay, at man skruer ned for arbejdet, mens man har små børn. Der er en enorm støtte og et langt større fokus på, at der skal være balance mellem familie- og arbejdsliv.

Jeg synes, at mange danske unge følger deres hjerte i for høj grad. De gør kun det, de har lyst til. Og det virker, som om mange danske forældre har lidt svært ved at tage ansvar for deres børn. Jeg ønsker ikke selv at være en kontrollerende forælder. Men jeg synes heller ikke, at børn skal have lov til at bestemme alt selv. Nogle gange bliver man nødt til at gøre noget, der er hårdt eller kedeligt her i livet, fordi det vil være godt for én på sigt.