Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
Byens historie — Vi mødte to historikere for at løfte lidt af sløret for Københavns fortid og den historie, som byens bygninger, museer og parker gemmer på.
Morten Lander og Emma Rønberg er de to forfattere bag en ny guidebog, der hedder 22 Ture i København Som du Skal På. Bogen tager læseren med på en tur igennem alle bydelene. Så da Uniavisen bad om et interview med forfatterne, var det ikke nogen overraskelse, at de hver især havde deres bud på det ideelle mødested. Morten Lander mødte os i Ørstedsparken, og det er her, vi starter vores historiske byvandring.
»Ørstedsparken var engang bymuren. København nåede hertil og ikke længere. Hvis du kigger på et kort over København har de grønne områder overtaget den plads, som tidligere udgjorde den gamle befæstning,« fortæller Morten Lander.
Hurtig modernisering og katastrofer som ildebrand har gjort at meget af det historiske København ikke længere findes. Ifølge Lander, er det derfor de subtile detaljer ved det nuværende København, der bedst udtrykker byens fortid:
»Navnene Nørreport og Østerport kommer fra de reelle byporte, der lå der. Tivoli er en del af den gamle befæstning også, og den ligger ved kanten af den gamle by. Nu er Tivoli meget centralt placeret, så det viser, hvordan det moderne København er blevet meget, meget større. Murene udgjorde en slags grænse for den gamle by, og da de besluttede at fjerne portene og befæstningen, var det som om København eksploderede.«
LÆS OGSÅ: Guide: Kultur i Købehavn til studiepris
22 Ture i København Som du Skal På handler om ture i København, men den inkluderer også Frederiksberg, som oprindeligt var en selvstændig by og nu er en selvstyrende bydel i København; en by i byen.
»Man kan ikke se, hvor København ender, og Frederiksberg begynder, den (Frederiksberg, red.) er blot blevet opslugt. Der er flere gamle byer rundt omkring, der også er blevet en del af København. Under alle omstændigheder: Hvis man ved, at parkanlæggene var en del af befæstningen, er det her en måde at anskue byen på.«
Der er få steder i København, hvor man stadig kan se de fysiske rester af byens fortid. Men hvis man ved hvor man skal lede, vil ruiner dukke op i bybilledet: Morten Lander peger på resterne af Jarmers Tårn ved det store trafikkryds omkring Jarmers Plads og H.C. Andersens boulevard, lige uden for Ørstedsparken.
FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK
»Mange mennesker ser det ikke, men det lille tårn er, hvad der er tilbage af befæstningen. Der var mange tårne rundt om København, men de er alle blevet revet ned. Der står, det (tårnet, red.) er fra 1525, men det går helt tilbage til det 13. århundrede og er opkaldt efter en mand, der hed Jaromar, der angreb byen og brød igennem befæstningen ved det sted,« fortæller Morten Lander.
En anden af byens historiske og særlige seværdigheder er Vor Frue Kirke, der ligger på Frue Plads i Indre by. Selv om den er storslået, er det dog ikke kirken i sig selv, Morten Lander har særlig interesse i, men krypten nedenunder.
Hvis du kigger på et billede af København i 1940’erne eller 1950’erne, ser byen meget anderledes ud. Dengang var København en ghetto, og det var ikke særligt populært at bo der
Morten Lander, historiker
Krypten er tilgængelig via en dør og en spiraltrappe bag ved kirken og indeholder flere gravsten og rester af den gamle kirke, der lå her før. Den er fornylig blevet konverteret til et museum, der er åbent for offentligheden, men der er ikke ret mange, der kender til det.
Selv om han er byhistoriker, indrømmer Lander, at han selv kun opdagede krypten for nylig.
»København er en meget svær by at skrive historie om. Hvis du kigger på et billede af København i 1940’erne eller 1950’erne, ser byen meget anderledes ud. Dengang var København en ghetto, og det var ikke særligt populært at bo der. Folk var fattige, og hvis der kom brand ville det være katastrofalt. På det tidspunkt havde byplanlæggerne fantasier om skyskrabere. New York var en stor inspiration. Heldigvis kom de ikke så langt med deres planer,« siger Morten Lander.
»Byen har ændret sig meget siden 1980’erne og 1990’erne. En bog, der var inspiration til vores bog, 111 Places in Copenhagen That You Must Not Miss, indeholdt faktisk Papirøen, der nu ikke længere findes, selv om den var meget populær.«
Et af byens særlige træk, ifølge Morten Lander, er dens tilgængelighed ved hjælp af offentlig transport, cykel og især på gåben. Han mener, man får mest ud af byens historie, hvis man bevæger sig rundt op gåben. De mange kirker i København, som for eksempel Vor Frue Kirke eller Sankt Petri kan bruges som fikspunkter, så man kan navigere rundt i den gamle bys labyrint. Ironien er, at briterne brugte de samme kirker som fikspunkter under bombardementet i København i 1807.
Vær ikke bange for at gå på opdagelse, siger Morten Lander: Opdagelsen af København er ikke kun for tilrejsende.
»Jeg føler mig som turist hver dag, og jeg kan også få et kick ud af at gå rundt her.«
Morten Landers medforfatter til bogen 22 Ture i København Som Du Skal På, cand. mag. i historie Emma Rønberg, vælger at møde os i Bibliotekshaven ved det Kongelige Bibliotek.
»Jeg ser Bibliotekshaven som en af de skjulte perler, for selv om det er ret varmt i dag, og det er i ferietiden, er her ikke mange mennesker. Der er også en lille café, et jødisk museum lige bag os og krigsmuseet ved siden af. Det er et herligt, centralt sted, og den nye metrolinje vil komme til at være lige udenfor,« siger hun.
Selv om jeg elsker Frederiksstaden, og det er fantastisk med alt det, der bærer præg af det kongelige, er jeg forelsket i Amager, fordi øen har en særlig historie
For Emma Rønberg er det grønne steder som her, der gør København til noget særligt. Byen er en grøn by, både at skue, og når det kommer til bæredygtighed. Ikke mindst fordi det er let at komme omkring:
»De fleste af museerne er lette at besøge. Entréen er ikke billig, men du kan ofte se to eller tre museer ad gangen, fordi de er tæt på hinanden.«
Byhistorien er for Emma Rønberg en vigtig del af en byvandring i København.
»Jeg elsker kongelig historie, så hvis jeg skulle tag nogen på tur, ville jeg tag dem til Frederiksstaden og derefter måske Christianshavn, da området fortæller historien om en af vores berømte konger, Christian IV, som prægede København i høj grad. Vi har også lige fået endnu en statue af ham også,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Guide: Sådan finder du en studiebolig i København
»Jeg elsker også området omkring Amalienborg, hvor dronningen bor. Alle husene derude er fra 1700-tallet, og jeg synes, det er en smuk del af byen. Dyrt, men smukt, fordi kvarteret indeholder så meget historie. Ikke kun kongelig historie, men også historien om, hvordan vi havde kolonier, da mange af bygningerne er anlagt med penge fra kolonierne, og det er noget, mange mennesker glemmer. Det er en mørk del af historien, men det er meget spændende, hvordan 1700-tallet gav København form.«
Den hurtigtvoksende købstads konstante udvikling og mange forandringer er af særlig interesse hos Emma Rønberg og peger på øen Amager, som et godt eksempel på en københavnsk bydel i rivende udvikling.
»Før i tiden boede jeg på Amager, og dengang var det en arbejderklassebydel med bander og skyderier. Der var ikke mange, der ønskede sig at bo derude. Men for ti år siden begyndte det at blive moderne, og nu flytter unge akademikere derud. Selv om jeg elsker Frederiksstaden, og det er fantastisk med alt det, der bærer præg af det kongelige, er jeg forelsket i Amager, fordi øen har en særlig historie. Den har ændret sig meget, og den ændrer sig stadigvæk. «
Det (museet Davids Samling, red.) har en af de mest interessante samlinger af Islamiske kulturelle artefakter
Emma Rønberg, historiker
Det er ikke en helt almindelig turistbog om København, som hun og Morten Lander har skrevet. Der er overvejelser om at udgive den på engelsk, men bogen er skrevet på dansk for danskere, og det er en af grundene til, at Rønberg engagerede sig i projektet til at starte med.
»Jeg elsker København, og jeg elsker historie. Jeg laver også guidede ture, og jeg synes, det er interessant at vide noget om sin egen by, da vi oftest tænker på turisme, som noget man gør I andre byer. Vi ser aldrig rigtigt vores egen by.«
Man skal aldrig være bange for at se de turistede attraktioner, siger Emma Rønberg. Måske med undtagelsen af at besøge Den Lille Havfrue. Og der er mange gratis oplevelser at hente i den danske hovedstad:
»Udsigten fra Rundetårn er spektakulær. Og Christiansborg har et tårn, der åbnede for besøgende for nogle år siden. Her er en restaurant, og udsigten er fænomenal.«
LÆS OGSÅ: Den store guide til læsesale i København
En gratis, historisk oplevelse kan man også få sig ved at aflægge museet Davids Samling et visit. Museet ligger i Indre By, tæt på en anden seværdighed: Rosenborg Slot.
»Det (Davids Samling, red.) har en af de mest interessante samlinger af Islamiske kulturelle artefakter. Museet har endda en Koran med et billede af Muhammed på,« siger Emma Rønberg
Man opdager byen ved at spørge, siger Emma Rønberg. Spørg fx folk på museer, da de ofte kender til sære, interessante ting, eller spørg folk, du kender. Du vil måske blive overrasket. Og hvis alt glipper, så kan man altid tage på kanalrundfart.