Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studiestarten vækker altid debat

Råb op — Det er muligt at forandre alt på uni. Formentlig ser ingenting ud i dag, som det gjorde, da KU blev grundlagt. Bestemt heller ikke studiestarten. Og det er resultatet af en levende debat – som blandt andet har fundet sted her i Uniavisen. Vi har samlet de bedste debatindlæg om de første uger gennem tiden.

Deltag i debatten om din studiestart

Er du lige begyndt på uni? Eller er du måske tutor?

Og har du tænkt over noget i introforløbet, som burde blive diskuteret mere?

Start debatten i Uniavisen ved at sende dit indlæg til debat@uniavisen.dk

Hvis du lige er begyndt på studiet, er du nok parat til at tage det meste for gode varer. Det er en naturlig reaktion, når man er ny et sted. Du antager måske, at det hele ‘bare er sådan, det er på uni’.

Din rusvejleder siger, at du skal slå din sidemakker med en porre – ‘sådan er det bare på uni’. Din forelæser mumler med en monotoni, der kunne dysse en kokainjunkie i søvn – ‘sådan er det bare på uni’. Priserne i din kantine er i sig selv et argument for højere SU – ‘sådan er det bare på uni’.

Men sådan må du aldrig tænke!

Muligt at forandre alt

Der er intet, der ‘bare er sådan’ på uni. Alt er altid til debat her. Universitetet er resultatet af århundreders forhandling, oprør og nybrud. Ingenting er, som det hele tiden har været, og intet vil blive ved at være, som det er.

Oplever du noget, du synes, burde være anderledes? Nye studerende kommer med friske øjne. Måske kan du se noget, de gamle er blevet blinde for. Det kan være, du ikke er den eneste. Og så kan du måske sætte gang i en samtale, som vil gjalde ud over fakulteterne.

Debattér din studiestart i Uniavisen

Det er i hvert fald sket en hel del gange gennem tiden, hvor studiestarten har givet anledning til nye debatter. Derfor har vi samlet de otte bedste debatindlæg om studiestarten i Uniavisen gennem tiden. Læs med her og lad dig inspirere – måske til selv at deltage i debatten.

1. Jeg brugte første dag på rusturen på at planlægge min flugt

For en introvert er rusturen – tre dage og tre nætter i treetagers køjesenge – i sig selv en ekstremsport. Og jeg forstår godt, hvis man har lyst til at blive hjemme. Men tag med alligevel, lyder opfordringen fra tidligere retorikstuderende Camilla Lærkesen, der deler hytteturens ned- og opture.

2. Del aldrig historierne fra rusturen

Der er en tavshedskultur omkring druk og grænseoverskridelser på rusturen, som forplanter sig til resten af studietiden, skriver økonomistuderende Kasper Selmar Pedersen. Det gør det svært at gøre op med idéen om, at alkohol og uni er uløseligt forbundne.

3. De voksne skal ikke ødelægge vores introforløb

På Institut for Statskundskab har ledelsen blandet sig i, hvad man må og ikke må på rusturen. Det er faldet flere studerende for brystet, blandt andre Christian Holst Vigilius. Han skriver, at identitetspolitikken har taget over, når man vil forbyde harmløse ritualer.

4. Vi har glemt at snakke om alle de vellykkede rusture

Efter megen debat om vilde og grænseoverskridende rusture, minder filosofistuderende Thomas Bæk Kristensen om, at der faktisk også er masser af tutorer, der gør et godt og vellykket stykke arbejde i introforløbet. Dem må vi ikke glemme!

5. Sådan skaber vi tutorer din studiestart

Har du også spekuleret over, hvordan rusforløbet egentlig bliver til? Her kommer to ruskoordinatorer med en ærlig beretning om at skulle skabe plads til alle og samtidig gøre turen sjov og festlig – og om, hvordan det nu er med det der alkohol.

6. Min hemmelige studietvivl

Jeg var lige begyndt på det perfekte studie – det, jeg havde stræbt efter at kunne søge og været henrykt for at komme ind på. Men så slog tanken mig: Har jeg valgt forkert? Det er en meget almindelig tvivl i studiestarten, men den er alligevel enormt tabuiseret, skriver retorikstuderende Magnus Vilstrup.

7. Hvorfor skal a-kasser betale for at holde oplæg i introugen?

Det er blevet mere og mere almindeligt, at fagforeninger og a-kasser er nødt til at betale store summer for at få lov at holde oplæg for de nye studerende. Det bliver framet som velgørerende sponsorater, men er i virkeligheden big business. Det vil formand for fagforeningen DM Camilla Gregersen gøre op med.

8. Undskyld til de nye studerende

Der er simpelthen ikke boliger nok til nye studerende i København. Og det er kommunens skyld. Derfor vil jeg gerne sige undskyld på dens vegne, skriver kommunalpolitiker og statskundskabsstuderende Katrine Kildgaard.

Har du noget på hjerte?

Hvert år modtager Uniavisen debatindlæg om introugerne, rusturen og de første måneder på studiet. Det er både en måde at få luft for sine frustrationer og at starte en samtale om det, der frustrerer én. Og for mange studerende fungerer debatindlæggene i Uniavisen også som rigtig god skrivetræning.

Skriv til os på
debat@uniavisen.dk

Men vigtigst af alt har debatten magt til at forandre tingene til det bedre. Derfor sætter vi pris på hvert eneste debatindlæg, vi modtager. Du kan skrive til os hele året – både om det, du oplever i din studiestart, og om alle andre emner, der relaterer sig til universitetet.

Vi håber at høre fra dig!

Skriv til os på debat@uniavisen.dk og vær med til at starte en samtale.

Seneste