Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Navne
Afskedsportræt — Striden om universitetsreformen blev en vigtig duelighedsprøve for den afgående DSF-forperson, Esben Bjørn Salmonsen. Han mener, at fremtidens kandidatlandskab havde set markant anderledes ud, hvis det ikke havde været for Danske Studerendes Fællesråd.
Esben Bjørn Salmonsen ryster lidt på hovedet og kigger opgivende rundt på universitetsrektorerne i lokalet.
Esben Bjørn Salmonsen
Er 24 år gammel og studerer Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han startede i 2019.
Har været aktiv i Studenterrådet på KU, hvor han endte som forperson, inden han i 2023 blev forperson for DSF.
Har under sin tid i DSF holdt orlov fra studiet, men skal nu tilbage og skrive sin bacheloropgave på Statskundskab. Han regner med at skrive om universitetsreformen.
Ny forperson i DSF er Christoffer Rosenkvist, der er arkitektstuderende ved Det Kongelige Akademi.
Over for ham sidder toppen af Uddannelses- og Forskningsministeriets embedsapparat og forklarer, at man ikke kan pille ved den politiske ambition om, at 20 procent af fremtidens kandidatuddannelser skal være erhvervskandidater.
Det på trods af, at Kandidatudvalget netop har fremlagt sin delrapport, hvor universitetsrektorerne og Danske Studerendes Fællesråd (DSF), som Esben Bjørn Salmonsen står i spidsen for, understreger, at det kun er realistisk at omlægge syv procent til erhvervskandidater.
LÆS OGSÅ: Kandidatudvalget i endelig rapport: »Særdeles vanskeligt« at indfri politiske ambitioner
Til sidst må han protestere over ministeriets »regnearksøvelse«, som han kalder det i dag.
»Mig og Lauge (Lunding Bach, næstforperson i DSF, red.) slår i bordet og understreger, at det her ikke kan lade sig gøre. Det mente rektorerne jo heller ikke, men det er os, der får tydeliggjort det overfor ministeriet,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
For Esben Bjørn Salmonsen står den scene fortsat meget tydeligt. Den blev et vendepunkt, som ifølge ham også endte med at skabe forandringer til den udskældte universitetsreform (også kendt som kandidatreformen).
En reform, som har fyldt det meste af hans tid som forperson i Danske Studerendes Fællesråd, som efter to år endte 1. februar.
»På mange måder har der været en meget bunden opgave for hele min tid som forperson. Omtrent en måned før jeg tiltrådte, landede der et nyt regeringsgrundlag, hvor planen var at forkorte op imod halvdelen af kandidatuddannelserne og skære markant i SU’en,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
LÆS OGSÅ: Kandidatudvalget til høring på Christiansborg: »Reformtsunami« truer universiteterne
For mig har det da været en klar ambition at gøre det så svært som muligt for regeringen at gennemføre sine planer
Derfor har de fleste af hans timer på DSF’s kontorer ved Rådhuspladsen i en eller anden grad også handlet om at modarbejde SVM-regeringen.
»For mig har det da været en klar ambition at gøre det så svært som muligt for regeringen at gennemføre sine planer. På den måde har kampen for forbedringer for fremtidens studerende været enormt konkret i hele min periode som forperson,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
Med det i baghovedet, ser du så din tid som forperson som en succes?
»Ja, det synes jeg faktisk. Ligesom mange andre har jeg lagt en indsats, som har gjort en konkret forskel. Ser man om ti år tilbage på DSF’s arbejde i starten af dette årti, tror jeg fortællingen vil være, at vi tabte en hel masse kampe. Socialdemokratiet fik lov til at skære i vores kandidatuddannelser, og der kom en udflytningsreform, som ikke tager hensyn til universiteternes grundlæggende måde at drive uddannelser på. Men jeg mener – og håber – også, at vi i de her år har formået at tage de første spadestik til, at man kan få stoppet den udvikling,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
LÆS OGSÅ: Lektor om kandidatreform: Politisk drøm er et håndværksmæssigt mareridt
Ifølge den nu tidligere forperson har DSF været central i at skabe en bred enighed i uddannelsessektoren om, at forringelser ikke er løsningen.
»Jeg mener, vi har fået sat en dagsorden, som universiteter, den akademiske fagbevægelse, brancheorganisationer og arbejdsgivere i høj grad køber ind på, nemlig at uddannelsesforringelser er en virkelig dårlig vej at gå ned ad. Og den enighed har DSF en ret stor aktie i,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
Regeringens ambition med den udskældte reform er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse eller en professionsbachelor fremfor at gå den akademiske vej.
En undersøgelse fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd peger på, at Danmark i 2030 vil mangle 99.000 faglærte, hvilket både kan skabe højere ledighed og skade virksomheder og samfundets vækst.
Er det ikke en god ide at styrke andre dele af uddannelseslandskabet end universiteterne?
»Jeg synes grundlæggende, det er helt rigtigt, at regeringen gerne vil prioritere penge til erhvervsuddannelserne. Men jeg forstår simpelthen ikke den præmis, man lægger ind om, at man også skal skære på universitetsuddannelserne. Jeg tror, at den præmis er virkelig farligt for hele uddannelsessystemet. Lige nu er det vigtigt, at der kommer nogle flere erhvervsuddannede, så derfor lægger vi penge derover. Men om ti år står vi måske og mangler endnu flere ingeniører, end vi gør lige nu, og så skal der lægges penge den anden vej. Derfor tror jeg, det er virkelig vigtigt at have et bredere blik på tingene,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
Med universitetsreformen ønsker regeringen at gøre op med opfattelsen af unge på eksempelvis universitets- og erhvervsuddannelser som henholdsvis A- og B-hold. Er der ikke en pointe i at rykke ved den tankegang og skabe mere balance mellem forskellige uddannelser?
»Jo, og jeg mener, der skal gøres meget for at rette op på de prestigehierarkier, alt for mange unge oplever og begrænses af. Jeg tror bare ikke, at universitetsreformen ændrer synderligt på det ved at korte kandidatuddannelser ned med et år. Med reformen får mange universitetsuddannelser cirka den samme længde som læreruddannelsen. Og så er spørgsmålet jo: Vil du blive folkeskolelærer på fire år? Eller vil du blive universitetsuddannet kandidat på fire år? Tankegangen er jo, at en kandidatuddannelse er øverst i hierarkiet, så med den samme længde, er der da endnu færre, der vil vælge læreruddannelsen,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
»I stedet burde man have startet den anden vej og spurgt, hvordan man kan gøre erhvervs- og professionsuddannelserne mere attraktive,« siger han.
Der er jo ikke rigtig nogen, der ønsker sig eller kan se idéen med sektordimensioneringen. Det er kun noget, der giver mening i Finansministeriet
Med universitetsreformen er også fuldt en sektordimensionering, som betyder, at landets otte universiteter frem mod 2029 årligt skal optage 2.654 færre bachelorstuderende end i årene 2018-2022. På Københavns Universitet skæres der 789 pladser sammenlignet med optaget i 2018-2022.
Særligt den del af universitetsreformen er Esben Bjørn Salmonsen kritisk over.
»Der er jo ikke rigtig nogen, der ønsker sig eller kan se idéen med sektordimensioneringen. Det er kun noget, der giver mening i Finansministeriet, fordi det betyder, at man der kan lægge et loft ind over, hvor mange studerende man i virkeligheden vil betale for. Og det giver større budgetsikkerhed i Finansministeriet, men betyder samtidig, at vi må slukke drømmen i mange flere unges øjne,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
Det store fokus på universitetsreformen har ifølge den afgående forperson betydet, at andre dagsordner har måttet rykke i baggrunden. For eksempel ville han gerne have arbejdet mere for at vise offentligheden, hvad han selv kalder det realistiske billede af livet som studerende.
»Jeg tror, at mange danskere i dag har en idé om, at studerende lever vildt privilegerede liv og godt kunne klare sig for færre penge. Og der, tror jeg, vi har været for dårlige til at fortælle de konkrete historier om, hvordan studerendes hverdag er, hvor vigtig SU’en er for, at man kan betale sin husleje, og hvor svært det er at finde en bolig i København, man har råd til,« siger Esben Bjørn Salmonsen og fortsætter:
»Det spil, der foregår omkring politiske reformer – i mit tilfælde universitetsreformen – kan nemt sluge al opmærksomheden og har måske også gjort det i lidt for høj grad, fordi man har mulighed for at skabe konkrete forandringer nu og her. Men det risikerer at gå ud over de lange strategiske træk om generelt bedre vilkår for studerende. Og den balancegang har vi måske ikke hele tiden været gode nok til at fordele,« siger han.
Esben Bjørn Salmonsen er dog fortrøstningsfuld på vegne af den 93-årige organisation, som, han er sikker på, vil forblive relevant.
»Nogle synes, at studenterpolitik skal være en kampplads mellem forskellige retninger at gå i. Men jeg tror grundlæggende, at der for os som studerende er langt flere interesser, der deler os, end der skiller os ad. Derfor får vi også mere indflydelse, hvis vi sammen taler med én stemme. Den grundidé, tror jeg, sikrer, at DSF fortsat vil have indflydelse og vil betyde, at DSF også i fremtiden vil være en aktør i uddannelseslandskabet, man ikke kan komme udenom,« siger han.
Tilbage ved scenen med embedsfolkene mener Esben Bjørn Salmonsen, at den trodsreaktion, som han og Lauge Lunding Bach viste den dag, illustrerer, hvordan DSF har været med til at sikre, at universitetsreformen endte anderledes, end den oprindeligt var tænkt.
Uden DSF havde universitetsreformen set helt anderledes ud
Fremover skal 20 procent af de kandidatstuderende optages på en erhvervskandidat, mens 10 procent skal på den kortere kandidat.
Derudover har en tillægsaftale sikret større fleksibilitet og lempeligere økonomiske rammer, hvilket muliggør forskellige modeller af erhvervskandidaterne.
LÆS OGSÅ: Partier justerer på udskældt universitetsreform
»Vi har givet regeringen kamp til stregen, og jeg er ret overbevist om, at uden DSF havde universitetsreformen set helt anderledes ud,« siger Esben Bjørn Salmonsen.
Både regeringen og oppositionspolitikere har netop givet udtryk for, at Kandidatudvalgets rapporter har været et centralt indspark i forhold til at skrue aftalen sammen.
Derfor er han også glad for, at DSF valgte at gå med i Kandidatudvalget, da man blev spurgt.
»Det var da også et spørgsmål her i huset, om vi skulle gå med, når det grundlæggende var en øvelse, der handler om at legitimere det, vi ikke kan lide. Men jeg er sikker på, at det var den rigtige beslutning, netop fordi vi har fået enorm konkret indflydelse på det endelige resultat.«