Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvis man vil diskrimination og racisme til livs, må man stoppe med at tale udenom

Unge brune mænd — Ledelsen bør lytte mere åbent til de tandlægestuderende, der italesætter diskrimination. De bør undersøge, hvilken ulighed og hvilke bias, der opretholdes bag normaliserede strukturer og være kritiske overfor egne og samfundets internaliserede fordomme. Ellers kan de ikke ændre status quo, lyder det fra debattøren.

’Et giftigt miljø’, hvor du bliver behandlet forskelligt i undervisningen, alt efter om du hedder Ali eller Mathias. Sådan beskriver knap 20 tandlægestuderende i Uniavisen samstemmende den forskelsbehandling og diskrimination, de oplever på tandlægestudiet på Københavns Universitet. Deres mange beretninger vidner ikke kun om en alvor, men siger også noget om det underliggende strukturelle niveau, som de studerende meget rammende kalder for ’en herskende atmosfære’ på Odontologisk Institut.

LÆS OGSÅ: »I den ideelle verden starter vi alle på 0, når vi træder ind på et nyt semester og kan arbejde os op til 10. Men jeg føler, at vi begynder på minus 5«

Men selvom forskelsbehandlingen, de studerende adresserer, specifikt går på deres etnicitet og hudfarve, nævner de ikke racisme en eneste gang i artiklerne, der er bragt.

Det kan der være flere grunde til, men en af dem kunne være, at vi i Danmark har tendens til at problematisere dem, der påpeger racisme. Det kan være med sætninger som, »de trækker racismekortet« eller at »de overdriver og ser racisme allevegne«, som så fjerner fokus fra sagens kerne.

I Danmark har vi en opfattelse af os selv som et samfund, der sætter værdier som lighed, menneskerettigheder og frihed meget højt. Når racisme italesættes, kommer det meget let til at stå som et angreb på Danmarks nationale identitet og positive selvbillede.

En del af forklaringen ligger i, at den udbredte forståelse af begrebet racisme er alt for snæver og ikke fyldestgørende. I dansk kontekst knyttes racisme ofte til den mest ekstreme og eksplicitte form, som segregation eller apartheid i Sydafrika eller som noget, der foregår langt herfra, i USA eksempelvis, -men ikke her. Denne racisme ønsker de færreste at sættes i forbindelse med, da det ødelægger folks selvopfattelse af ’at ville det godt og have gode hensigter’.

LÆS OGSÅ: Medlem af Akademisk Råd: »Først tænkte jeg, at det ikke kan passe, at der skulle være tale om diskrimination. Men jeg er blevet klogere«

Men der er her behov for at forstå, at racisme ikke kun er åbenlys og direkte, men også viser sig på mere subtile måder, som kan være svære at ’se’ og ’identificere’, da racismen er normaliseret og indlejret i den måde, vi omgås hinanden på. Faktisk så indlejret, at man sagtens kan udøve racisme uden at gøre det med bevidste hensigter.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Leder til bagatellisering

Men fordi vi i dag ikke kan have en nuanceret samtale om racisme, er konsekvensen ved at nævne den, at dem, der bliver udpeget som udøvere af racismen, bliver mere optagede af at bevare det positive selvbillede og benægte eller dreje samtalen væk fra racisme end at lytte til dem, der rammes. Det er selvsagt et stort problem, da det leder til bagatellisering af problemet, når vi som samfund og institutioner ikke vil italesætte den strukturelle racisme, der trods vores selvbillede i Danmark foregår i stor stil.

I 1992 udgav professor Teun A. van Dijk artiklen Discourse and the Denial of Racism. Van Dijk undersøger flere måder, hvorpå mennesker, institutioner og medier nedtoner og benægter racisme. Pointerne er stadig gældende den dag i dag og kommer også tydeligt frem i denne sag. Van Dijk fremhæver fire forskellige benægtelser, hvor en af dem kaldes ’intention-denial’ – altså at man benægter racisme, fordi man ikke har haft en intention om at handle racistisk. En af hans pointer er herudover, at man hellere taler om diskrimination, også når det egentlig er racisme, det handler om.

Ledelsen på Odontologisk Institut går endda skridtet videre og nævner ikke engang diskrimination eller forskelsbehandling. I Uniavisens interview med institutleder Anne Havemose-Poulsen taler hun flere gange udenom på trods af journalistens gentagne forsøg på at få italesat diskriminationen, de studerende oplever.

LÆS OGSÅ: Odontologisk Institut vil undersøge det psykiske studiemiljø efter minoritetsetniske studerendes opråb

Institutlederen drejer i stedet samtalen over på andre forklaringsfaktorer som dårlig kommunikation og siger ligeledes, at ledelsen må se på, hvad der er »på spil i de konkrete sager«.

Det virker ligeledes som en afledning, når Institutlederen lægger vægt på, »at underviserne er dedikerede og brænder for at uddanne landets bedste tandlæger«, samt at det ikke er deres »intention at lave forskelsbehandling«.

Retter fokus et malplaceret sted hen

Den strukturelle diskrimination står på ingen måde i modsætning til at være en underviser, der vil det bedste og brænder for sit fag. Underviserne kan også sagtens have gode intentioner og alligevel forskelsbehandle, udtale sig eller handle racistisk. Det giver derfor ikke mening at tale om undervisernes intentioner i denne sammenhæng, som bliver en benægtelse – eller ’intention-denial’ – af, hvad der er på spil.

I samme interview siger Anne Havemose-Poulsen, at instituttets undervisere »bliver rigtig kede af at høre det her«. Det er endnu et eksempel på, hvordan samtalen endnu engang ledes væk fra det strukturelle niveau, som de studerende har kortlagt. Institutlederen lukker nærmere samtalen ned og retter fokus et decideret malplaceret sted hen.

På et institut er ledelsen og underviserne de professionelle fagpersoner, som har ansvaret for at give en lige behandling til alle. Undervisernes følelser bør holdes helt udenfor i denne sammenhæng, og fokus bør være hos de mange studerende, som påpeger et alvorligt systemisk problem, der har store konsekvenser for deres fremtid og generelle trivsel.

At de studerende skal forholde sig til at have gjort deres undervisere kede af det vidner om et miljø, hvor det ikke er trygt at dele sine oplevelser med diskrimination – eller racisme for den sags skyld. Det er selvfølgelig et vigtigt skridt, at institutlederen nu vil handle på sagen og få lavet en uvildig undersøgelse blandt studerende og undervisere, der skal afdække det psykiske arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Prodekan på SUND: Undersøgelse på tandlægestudiet skal skabe et trygt og inkluderende miljø for alle

Men hvad vil ledelsen handle på, når de ikke engang vil anerkende og tale direkte om den diskrimination, sagen omhandler? At hyre en ekstern konsulent med kompetencer indenfor psykisk arbejdsmiljø som annonceret er simpelthen ikke tilstrækkeligt. Der er klart og tydeligt brug for en, der har specifikke kompetencer indenfor den diskrimination, racisme og racialiseret bias, som denne sag er udtryk for. Ellers fortsættes der med at blive fundet andre forklaringsfaktorer, som kommer til at dække over og bagatellisere forskelsbehandlingen.

Lyt til dem, der er udsat

De studerende nævner, at de ikke kun taler højt om dette for deres egen skyld men også for deres børns skyld – for hvis de ikke siger fra nu, så vil det, de beskriver, fortsætte.

Den udtalelse er utrolig kraftfuld – og desværre sand: Hvis vi som samfund, på vores uddannelser og andre institutioner ikke adresserer racismen og eller sætter os ind i, hvad racismebegrebet dækker over, så reproducerer vi racismen i stedet for at afmontere den. Det samme gælder, hvis vi fortsat er mere optagede af at opretholde et positivt selvbillede end at indarbejde de nødvendige strukturelle ændringer, som gør os bevidste overfor den racisme, der eksisterer i vores samfund.

Sagen, de studerende rejser på Odontologisk Institut, står ikke alene, men bør være en åbning til at se den systemiske, strukturelle racisme i en bredere kontekst. Det er nødvendigt, hvis vi vil ændre status quo. Så i stedet for at tale udenom, bør man lytte til dem, der er udsat. Ligesom man bør undersøge, hvilken ulighed og hvilke bias, der opretholdes bag normaliserede strukturer, være kritisk overfor egne og samfundets racialiserede fordomme, implementere viden om racisme og ikke mindst handle, så der sikres lige muligheder for alle.

Seneste