Klokken var lidt over otte en onsdag morgen, da seks personer blev eskorteret ud af Museumsbygningen ved Frue Plads af tungt bevæbnet politi.

Én efter en. Hænderne i strips. Anholdt.

Den ene af dem var den verdensberømte klima- og menneskerettighedsaktivist Greta Thunberg. De fem andre var studerende på Københavns Universitet.

Det var 4. september 2024. Tidligere samme morgen havde en gruppe studerende fra Studerende mod Besættelsen forsøgt at blokere og besætte kontorbygningen for at presse KU’s ledelse til at indføre en akademisk boykot af israelske universiteter.

Nu, knap to år senere, er de seks personer indkaldt til møde i retten. De er tiltalt for husfredskrænkelse og risikerer både bøder og en plet på straffeattesten.

Selv mener de, at de deltog i en legitim studenteraktion. Og de frygter, at sagen kan få konsekvenser, der rækker ud over dem selv.

»Det her handler ikke om os som enkeltpersoner, men om studerendes demokratiske rettigheder. Hvis vi bliver kendt skyldige i retten, så bliver det jo de facto kriminaliseret at lave en studenterblokade,« siger en af de tiltalte, Özgür Yegâh, der studerer Pædagogik på KU.

Uniavisen har talt med fire af de fem studerende, Aleksandra Milanović (film- og medievidenskab), Magnus Munk (statskundskab), Emil Nielsen (filosofi) og Özgür Yegâh (pædagogik). Det har ikke været muligt at få fat på den femte studerende.

De fire studerende fortæller her deres historie i en sag, som de mener, kan få afgørende betydning for fremtidens studenteraktivisme.

Kunne »vade direkte ind«

For at forstå, hvad der danner baggrund for retssagen, der skal afgøres i juni 2026, skal vi tilbage til hændelsen 4. september 2024.

Besættelsen startede lidt over syv om morgenen. Medarbejdere på KU har i en intern rundspørge, som Uniavisen har set, fortalt, at der pludselig stod 10-15 maskerede demonstranter i bygningen, hvor universitetsledelsen og dens administration holder til.

Hvordan de var kommet ind, er uklart. Hovedindgangen var endnu ikke åben, og de øvrige indgange kræver kortadgang.

Ifølge KU’s ledelse kontaktede en medarbejder politiet, fordi vedkommende følte sig utryg.

LÆS OGSÅ: Studerende mod Besættelsen blokerer KU’s administration

Aleksandra Milanović, Magnus Munk, Emil Nielsen og Özgür Yegâh hævder, at de ikke befandt sig blandt de aktivister, der ifølge KU tiltvang sig adgang til Museumsbygningen tidligt om morgenen.

De ankom alle senere – på forskellige tidspunkter – de var ikke maskerede, og de kunne »vade direkte ind,« som Özgür Yegâh formulerer det. Yegâh fulgtes med et par andre studerende.

»På vej ind stødte vi på et par ansatte, som vi fortalte, at bygningen var besat. Det tog de helt fint. Én af dem rakte mig en pose mælk og spurgte, om jeg ville lægge dem i køleskabet for hende. Så det gjorde jeg.«

Også Emil Nielsen ankom senere til bygningen. Han talte med flere ansatte, og han fortæller, at nogle af dem udtrykte irritation over de studerendes aktion.

»En ansat sagde, at blokaden passede dårligt, fordi der skulle komme en revisor fra Deloitte samme dag. Vi svarede, at det var vi da kede af,« siger Emil Nielsen med en ironi, han ikke ønsker at skjule.

Han fortæller også, at en ansat nægtede at forlade sit kontor, så hun blev siddende. Det var der ingen studerende, der anfægtede.

»Vi havde ladet os inspirere af andre historiske studenterblokader – rektorblokaden i 2013, HUM-blokaden i 2019 og psykologiblokaden i 2022. Der bad studerende også ansatte om at forlade deres arbejdspladser, eller holdt dem fysisk ude med for eksempel luftmadrasser. Jeg kan ikke se, at det her var anderledes, og det var ikke min oplevelse, at nogen følte sig utrygge,« siger Emil Nielsen, og Özgür Yegâh supplerer:

»Jeg ved godt, at ledelsen gerne vil skabe et billede af, at vi var fjendtlige mod de ansatte, men det er slet ikke vores oplevelse.«

Anerkender I, at det kan have været en utryg oplevelse for de ansatte, at der pludselig står maskerede mennesker på arbejdspladsen og siger, at området er besat?

»Intentionen har aldrig været at skabe utryghed blandt de ansatte. Når nogle studerende valgte at maskere sig, handlede det udelukkende om deres egen frygt for at blive sanktioneret af universitetet for at udøve deres demokratiske ret til at demonstrere,« siger Özgür Yegâh.

Hunde, rifler og rambukke

Magnus Munk siger til Uniavisen, at han talte med to ansatte, som han ønskede en god dag. Aleksandra Milanović talte slet ikke med nogen, siger hun.

Ad forskellige omveje landede de fire studerende sammen i et tomt lokale på første etage. De befandt sig alle cirka samme sted i bygningen, da der kom bevæbnet politi ind i bygningen.

Emil Nielsen kunne se fra vinduet, at studerende én efter én blev eskorteret ud af bygningen. Han råbte kampråb ud til dem, der befandt sig nede på gaden: ’What do we want? Og de studerende, der var forsamlet dernede, svarede ’Justice!’.

Magnus Munk stod ude på gangen, og så, hvordan politistyrken rykkede op ad trapperne:

»Jeg tænkte bare, okay, shit, mand. Der var rifler, rambukke, hunde. Det var simpelthen antiterrorstyrken, de havde sendt ud. Sindssygt,« siger han.

LÆS OGSÅ: Politiet tilkaldt til studenterblokade: »Vi blev ikke behandlet som studerende, men som terrorister«

De studerende låste døren til det lokale, de befandt sig i, fordi de, ifølge Özgür Yegâh, blev bange og »gik i panik« over hundene og de ladte geværer, der var på vej mod dem. Og Aleksandra Milanović fortæller:

»Det var helt tilfældigt, at jeg landede i det lokale sammen med de andre og Greta (Thunberg, red.). Jeg vidste ikke engang, at hun var der. Men jeg prøvede bare at forholde mig roligt og holde øje med, at der ikke var nogen, der fik et angstanfald.«

Og her slutter vi altså, hvor historien startede:

De studerende blev anholdt, fik langt hænderne i strips, blev eskorteret ud af bygningen og kørt afsted til politistationen, hvor de sad i detentionen mellem fem og syv timer, før de igen blev løsladt. En oplevelse, Özgür Yegâh beskriver som »super traumatiserende.«

Nødvendig maskering?

Forløbet for de anholdte studerende var dog langt fra slut. I de følgende måneder blev de hver især indkaldt til interne disciplinærsager på KU for brud på universitetets ordensregler.

Den første indkaldelse landede hos Özgür Yegâh. Det skete en uge efter, de havde fortalt om deres oplevelse med politi og anholdelse til Uniavisen.

»Jeg overvejede dengang, om jeg skulle udtale mig til medierne. Men jeg tænkte, at vores oplevelse var uden fortilfælde, så historien skulle ud. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville blive indkaldt til en disciplinærsag på baggrund af en artikel i Uniavisen, men det gjorde jeg jo så,« siger Özgür Yegâh.

De tre andre studerende blev først indkaldt nogle måneder senere, da det var lykkedes ledelsen at identificere dem på forskellig vis.

Uniavisen har gennemgået dokumenterne i sagerne. Af Aleksandra Milanovićs sag fremgår det, at hun er blevet identificeret via en video fra EkstraBladet, hvor hendes ansigt er blevet sammenholdt med billeder fra Instagram. KU har desuden af politiet fået oplyst navnene på de anholdte.

For de fire studerende endte disciplinærsagerne med en skriftlig advarsel for brud på KU’s egne ordensregler §1, som fastslår, at man ikke må være til gene for andre. I ingen af sagerne var der belæg for, at de havde opført sig truende eller voldeligt.

»For os handlede den skriftlige advarsel kun om selve aktionen – ikke om vores konkrete adfærd som enkeltpersoner. Det handlede om blokaden som virkemiddel, og det synes jeg er nøjeren (skræmmende, red.),« siger Emil Nielsen.

Han understreger, at hverken han eller de tre andre deltog i de forhold, KU har fremhævet som særligt problematiske – herunder maskering og det, at nogle demonstranter tiltvang sig adgang til bygningen.

»Desværre har vi jo af forløbet nærmest lært, at en maskering en anden gang måske er nødvendig. Alle dem, som ikke blev arresteret og ikke har kunnet identificeres, er ikke blevet indkaldt til disciplinærsager,« siger Emil Nielsen.

Færdig med aktivisme

De fire studerende er betænkelige ved at stille sig frem igen, og tre af dem svarer ja til spørgsmålet om, hvorvidt episoden og det efterfølgende forløb har haft indflydelse på deres fortsatte deltagelse i studenteraktivisme.

I efteråret og vinteren 2024 opførte studerende fra SmB ’Hurriyeh Hall’ – en række aktioner, der involverede en indendørs teltlejr, guirlander af strømpesokker og Palæstinaflag på Søndre Campus.

LÆS OGSÅ: Ledelsens tålmodighed er brugt op: Nogle studerende må demonstrere, andre må ikke

Dengang udtrykte ledelsen en nultolerance-politik overfor SmBs aktioner, og flere gange blev de studerende fjernet af politiet.

LÆS OGSÅ: Slut med teltlejr og strømpesokker: Studerende mod Besættelsen fjernet af politiet

Men selvom både Magnus Munk, Emil Nielsen og Özgür Yegâh sympatiserede med aktionerne, turde de ikke længere deltage aktivt, siger de i dag til Uniavisen:

»Under Hurriyeh Hall valgte jeg at gå, fordi jeg ikke kunne risikere at skulle igennem endnu en disciplinærsag, så jeg kunne blive smidt ud af universitetet. Hele min uddannelse, og også min boligsituation, er i spil, for jeg bor på kollegie,« siger Emil Nielsen, og Magnus Munk fortsætter:

»Jeg besøgte også Hurriyeh Hall flere gange, men turde ikke deltage aktivt.«

For Aleksandra Milanović havde forløbet dog haft modsat effekt.

LÆS OGSÅ: Retsfilosof: Det er »meget problematisk,« hvis KU forskelsbehandler studenteraktivister

»Jeg var ikke bange for at udføre studenteraktivisme på campus efter at være blevet anholdt. Jeg var kun blevet endnu mere motiveret for at fortsætte aktivismen,« siger Milanović, der under Hurriyeh Hall agerede presseansvarlig for bevægelsen og fokuserede på at dokumentere forløbet med fotografier og videooptagelser.

Når I ser tilbage på aktionen 4. september, er der så noget, I ville ønske, I havde gjort anderledes?

Der er stille et øjeblik.

»I retrospekt kunne man jo tænke, at vi aldrig skulle have gjort det. Men det er svært, for vi så det som en helt legitim aktion, og det gør vi stadig. Og vi synes, det er meget ekstremt, at vi både skal straffes internt og eksternt for det her,« svarer Özgür Yegâh og tilføjer:

»Vi ville ønske, at KU aktivt gik ind i sagen og forklarede politiet, at anmeldelsen fra 4. september 2024 handlede om en studenterblokade og ikke en husfredskrænkelse. Måske ville det stille os stærkere i retten,« siger Özgür Yegâh.

Tradition for udvidet ytringsfrihed

De studerende siger, at de er lige dele »overraskede« og »forfærdede« over, at en studenterblokade har ledt til en retsforfølgelse.

»Det er jo en historisk begivenhed. Hvornår er studerende nogensinde blevet retsforfulgt for at udøve studenteraktivisme på Københavns Universitet?« spørger Özgür Yegâh, og Emil Nielsen følger op:

»Før alle de politiaktioner, der har været mod SmB i nyere tid, har vi ikke kunnet finde nogen eksempler i historien, der minder om det her. Vi er meget bekymrede for det skred, vi oplever. Og vi er bange for, at den studenteraktivisme, der har været med til at definere Københavns Universitet, måske ikke længere kan lade sig gøre.«

Han fortsætter:

»Vi ønsker at værne om studerendes ret til at bedrive studenterpolitik. Vi er en del af en tradition, som jeg har været inspireret af hele mit liv. Det er en tradition, som har vundet mange demokratiske rettigheder, og jeg er bange for, at kampen er tabt, hvis ikke vi siger fra.«

Kristian Lauta, prorektor for uddannelse, slår fast over for Uniavisen, at der bestemt ikke er tradition for, at studerende tiltvinger sig adgang til bygninger tidligt om morgenen iført maskering. Hvad siger I til det?

LÆS OGSÅ: Prorektor: Studerende gik over grænsen i blokadeforsøg

»Der har været en lang tradition for, at studerende har udvidet ytringsfrihed på campus. Besættelse af bygninger har været et værktøj i mange studenterprotester gennem historien, for nyligt under HUM- eller Psyk-blokaden, hvor ingen studerende blev mødt med disciplinære sanktioner eller bevæbnet politi,« siger Özgür Yegâh og fortsætter:

»Under aktionen i Museumsbygningen blev det gjort tydeligt, at vi var studerende netop for at skabe tryghed.«

Uniavisen har talt om prorektor for uddannelse, Kristian Cedervall Lauta, om den verserende retssag. Du kan læse interviewet her.

Om de studerende kendes skyldige, afgøres 24. og 25. juni 2026 i Københavns Byret.