Anders Storgaard har været politisk aktiv, siden han var 11

Det vælter ind med mennesker i et hus i Wilstersgade i Aarhus. Lokalet er tilrøget, og et møde skal til at begynde, da en 11-årig fyr med grydehår og hættetrøje træder ind ad døren.

Drengens forældre har modstræbende givet lov til, at han må deltage, mod at han bliver kørt lige til døren og hentet igen, når mødet er slut, inden de andre deltagere begynder at knappe øl op. Lokalet er fyldt med medlemmer af Konservativ Ungdom, og de kigger nysgerrigt og overrasket på den unge fyr. Hvad laver han her?

»Jeg syntes, det lød enormt spændende, så det blev jeg nødt til at være med til,« siger drengen, der nu er voksen.

Han hedder Anders Storgaard, og han er netop som 32-årig, blevet valgt ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

»Hvis man er et politisk menneske som mig, har man enormt mange holdninger. Og der er ikke noget mere irriterende end folk, som brokker sig over noget uden at tage ansvar for det,« siger han.

Selv har han taget alt det ansvar, han kunne komme i nærheden af. Efter sit første møde med de noget ældre medlemmer af Konservativ Ungdom, blev han fast inventar i gruppen. Og siden har han været en del af næsten alt, der smager af politik. Det er lige til at blive helt forpustet af hans politiske CV:

I folkeskolen og gymnasiet var han en del af elevrådet. På studiet (statskundskab, selvfølgelig) var han aktiv i foreningen Konservative Studerende.

»Jeg havde en masse holdninger til det, der skete på studiet, og så blev jeg jo nødt til at prøve at gøre noget ved det,« siger han. Han stillede også en enkelt gang op til Københavns Universitets bestyrelse, og han har været landsformand for Konservativ Ungdom. Og så har han siden 2022 været valgt til byrådet på Frederiksberg, hvor han sidder i tre lokale udvalg, i Forsyningsselskabet og i Grøn Trepart.

Nu tager han al sin politiske erfaring med sig ind på Christiansborg.

LÆS OGSÅ: Hun plejede at protestere ude på Slotspladsen. Nu har klimaaktivisten fået plads i Folketinget

Som at blive udtaget til FC Barcelona

De lange gange på Christiansborg ligner hinanden og lader til at fortsætte i det uendelige. Luften står stille herinde. Fodtrin og stemmer fra de omkringliggende lokaler bliver dæmpet af tykke gulvtæpper, som var man under vand. Og så er her næsten mennesketomt. Langs væggene står kontorborde og -stole parkeret og venter og venter, ligesom alle andre herinde, på at regeringskabalen går op.

Efter en længere vandring åbenbarer de Konservatives tilhørssted sig. Her sidder et par stykker forsamlet ved en computer, en anden er fordybet i en telefonsamtale, og en tredje har gang i frokosten. På en kommode i frokoststuen står Dronning Margrethes gipsbuste ved siden af et lille Dannebrogsflag. Kun Gud mangler lige her, men ingen kan være i tvivl om, hvor vi befinder os. En bunke grønne valgplakater står lænet op ad den ene væg.

Jeg flakker bare rundt på Christiansborg med verdens største impostersyndrom

Anders Storgaard

Anders Storgaard viser ind på et kontor, han har kapret, og fortæller, at det hele er lidt »surrealistisk« lige nu:

»Jeg flakker bare rundt på Christiansborg med verdens største impostersyndrom og venter på, at nogen siger, det hele bare var en joke. Jeg har det lidt på samme måde, som hvis jeg havde spillet fodbold hele mit liv, og FC Barcelona en dag ringede og spurgte, om jeg ville med på holdet.«

Fredag 10. april, da Anders Storgaard sammen med resten af valgte politikere skulle samles i Folketingssalen for at godkende valget, havde han, hvad han beskriver som en nærmest ud af kroppen-oplevelse. Han trådte ind i den sal, han har set så mange gange før, men altid kun oppefra. Denne gang var det hans tur til at finde sin plads og skotte op på journalisterne, der var forsamlet oppe på balkonen:

»Lige der mærkede jeg ansvarets tyngde. Jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at græde, fordi det var så voldsom en oplevelse. Sådan har jeg det stadig. Jeg er lidt rundt på gulvet, og på gangen for den sags skyld, for det er helt vildt svært at finde rundt.«

Connie hilser

Det er måske ikke så underligt, at Anders Storgaard er overvældet af sit nye job. Siden han var lille, har han drømt om at blive politiker, men tvivlet på, om det kunne lade sig gøre:

»Det er først for nyligt, jeg turde sige højt, at jeg drømte om at blive folketingspolitiker. Jeg har længe tænkt, det aldrig ville gå i opfyldelse.«

Derfor blev Anders Storgaard også overrasket over den folkelige opbakning, han høstede ved valget: 3.099 personlige stemmer gjorde ham til partiets største stemmesluger i København.

»Jeg tror, de der stemte på mig, ledte efter en borgerlig stemme, der ville gøre noget for den grønne omstilling,« lyder hans egen analyse.

Som barn var Anders Storgaard »lidt af en nørd,« der diskuterede med fjernsynet, når han så nyheder. Han har været konservativ siden første gang, han så Connie Hedegaard tone frem på skærmen. Her var en politiker, der spejlede hans holdninger.

»Connie Hedegaard koblede de borgerlige værdier, hvor man tager ansvar for de svageste i vores samfund, sammen med det grønne. Det var lige mig.«

Ingen af forældrene stemte konservativt, men en ven af familien, som selv var medlem af partiet, så Anders Storgaards iver efter at diskutere politik, og opfordrede den unge gut til at melde sig ind i Konservativ Ungdom:

»Jeg tror, de fleste tænkte, hvad fanden sker der for den 11-årige? De syntes, det var fedt, jeg var der, men de var nok også temmelig forvirrede over det.«

Da en lokalpolitiker i Aarhus fik nys om den (meget) unge konservative, tog han initiativ til at få lavet en hilsen til Anders Storgaard fra partitoppen. Sådan gik det til, at en begejstret Anders Storgaard en dag fik en personlig henvendelse fra sine store helte: Bendt Bendtsen, Connie Hedegaard og flere medlemmer af hovedbestyrelsen.

LÆS OGSÅ: Interessen for politik trak Mads Strange over på Statskundskab. Men studiet endte som et hobbyprojekt

Lokalpolitisk helt ind på Borgen

Trods sin unge alder er Anders Storgaard således ankommet til Borgen med en pæn portion knowhow:

»Det er ikke fordi, jeg går rundt og er helt vildt overrasket over ting. Jeg har trods alt været politiker i nogen tid. Så jeg synes, jeg har en okay ide om, hvordan national politik hænger sammen.«

Alligevel synes han, der er meget at lære. For hvordan gør man sin indflydelse gældende her? Hvordan fungerer udvalgene? Og hvad med de medier, der pludselig har en helt anden bevågenhed på en, end da man var kommunalpolitiker?

En del af svarene på de spørgsmål, han selv rejser, handler om netværk, og her er han forud på point:

Jeg prøver hele tiden at arbejde på at vælge mine kampe

Anders Storgaard

»Det er en fordel at kende så mange folk, som jeg gør, når jeg nu skal til at arbejde sammen med dem som nye kollegaer. Det forbedrer jo også forholdet på kryds og tværs af partierne.«

Anders Storgaard har planer om at beholde sit mandat i Frederiksberg Byråd, men for at få det hele til at gå op, vil han skrue ned for sit engagement i kommunalpolitik.

»Det er vigtigt for mig at holde fast i den lokale tilknytning. Jeg tror, det er en styrke, at jeg kan løfte nogle sager fra det lokale og kommunale Danmark ind på Christiansborg. Det er også en af grundene til, at mange af mine byrådskollegaer har kæmpet hårdt for at få mig valgt. De vil gerne have en lokale stemme på Borgen,« siger han og fortsætter:

»Det vil jeg fortsat gerne være, men det er klart, at jeg skal have enderne til at mødes på en eller anden måde. Heldigvis har jeg ikke børn. Endnu. Det hjælper lidt på det med tiden, tror jeg.«

LÆS OGSÅ: Kandidat for Konservative Studerende: »Vi er blevet enormt bange for at være krænkende«

Rap over nallerne

Af praktiske årsager valgte Anders Storgaard at læse sin kandidat på Københavns Universitet. Bachelorgraden havde han med fra Aarhus, men da han blev valgt som landsformand for Konservativ Ungdom, flyttede han til København for at undgå en pendlertilværelse.

At være landsformand for Konservativ Ungdom er et fuldtidsarbejde, alligevel fandt Anders Storgaard tid til at blande sig i den studenterpolitiske debat på KU. Han meldte sig ind i Konservative Studerende, og da han blev spurgt, om han ville være deres spidskandidat til bestyrelsen, sagde han ja.

»Det er jo lidt et specielt valg, for hvis du ikke er medlem af Studenterrådet, ved du godt, at du ikke kommer ind. Så jeg så det som en mulighed for at være med til at skabe noget debat om hvordan vi kunne gøre vores studier bedre.«

LÆS OGSÅ: Alle skal have ret til mundtligt forsvar for deres speciale

Anders Storgaard kaster sig hovedkulds ind i alskens debatter – alt fra hvorvidt affaldssortering er gavnligt til forskellige identitetspolitiske diskussioner. Det har givet ham nogle rap over nallerne gennem årene, men han ser det som en læring:

»Det råd jeg har fået allermest i min politiske karriere er, Anders, du skal lære at vælge dine kampe. Jeg tror, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg er blevet helt god til det endnu.«

I 2020 befandt han sig i stiv modvind fra intet mindre end Kina, da han sammen med (den også nyvalgte) Thomas Rohden, lykkedes med at smugle en demokratiaktivist fra Hong Kong til Danmark. Senest kom han i vælten for at rejse spørgsmålet om, hvem der har ret til sociale ydelser, da han kommenterede på, at en influencer fra Frederiksberg Kommune fik tildelt en personlig assistent grundet en adhd-diagnose.

»Både det med Kina og det med influencersagen var meget voldsomt at være en del af. Men jeg synes, jeg lærer meget hver gang, det sker, selvom det har givet mig nogle skrammer gennem årene,« siger han og tager en dyb indånding, inden han fortsætter:

»Jeg prøver hele tiden at arbejde på at vælge mine kampe, men noget af det er jo også bare et personlighedstræk. Jeg har svært ved at holde min kæft.«

Grønne karrieredrømme

Klima og grøn omstilling er Anders Storgaards politiske mærkesager, og han håber, han om fire år har været med til at rykke på den grønne dagsorden:

I Ukraine opsætter de i øjeblikket flere vindmøller, mens de er i krig, end vi gør i Danmark

Anders Storgaard

»Lige nu er klimapolitikken stagneret. I Ukraine opsætter de i øjeblikket flere vindmøller, mens de er i krig, end vi gør i Danmark. Når regeringsperioden er slut, håber jeg, Danmark er blevet en ægte foregangsnation. Det er både afgørende for klimaet og for vores fremtidige konkurrenceevne.«

For Anders Storgaard er klimapolitik også sikkerhedspolitik. Når Kina er foran på den grønne omstilling, kommer Europa bagud. Og spørger man ham, har det voldsomme konsekvenser for Danmark:

»Det er både et problem for vores natur og for det land, vi har fået af vores forfædre, hvis vi ikke gør noget ved klimakrisen. I sidste ende bliver vi et tilbagestående kontinent.«

Men Anders Storgaard ved også, at han aldrig nogensinde vil kunne pege på en ting som han alene har arbejdet i mål. For sådan fungerer politik ikke:

»Uanset hvor meget jeg kæmper for et specifikt emne, vil jeg aldrig kunne sige, at det var mig, der gjorde det. Det er altid noget, en masse gode kræfter gør i fællesskab.«

»Så sjov er jeg slet ikke«

Anders Storgaard har tre ting, han stræber efter at blive kendt for som politiker:

»Jeg vil gerne være kendt som en, der er godt nede i det faglige stof. Og at være ordentlig, også over for de mennesker,  jeg er uenig med. Og så vil jeg gerne være en tydelig politiker, så folk ved, hvad jeg står for.«

Hvad er en ting, folk ikke ved om dig, hvis de kun kender dig fra medierne?

»Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal svare på de der personlige spørgsmål. Det er meningen, at man skal sige et eller andet sjovt. Nogle fortæller, at de har en tatovering på højre balle, men så sjov er jeg slet ikke,« siger han men nævner så, at han ved et uheld blev født i Perth, fordi hans to meget danske forældre var på ferie, og han meldte sin ankomst to måneder for tidligt. Og så er han kæmpe Ringenes Herre-fan og elsker politik. Men det er jo ingen hemmelighed:

»Jeg stræber efter at være mig selv så meget som muligt, også i offentligheden. De fleste af mine venner ved, at når vi drikker en øl, så er det også politik, jeg snakker om, for det er det, jeg synes, er allermest spændende,« siger han og fortsætter:

»Jeg er i den privilegerede situation, at det jeg brænder allermest for og også ville lave, hvis jeg ikke fik en krone for det, er det, jeg nu har fået mulighed for at arbejde med fuldtid. Det er fantastisk.«

11-årige Anders Storgaard havde nok lavet store øjne den aften i huset i Wilstersgade, hvis nogen havde fortalt ham, hvor han ville befinde sig 20 år senere. Om Anders Storgaard formår at kile sig ind i historien som forbilledet Connie Hedegaard, vil tiden vise. Først skal regeringen falde på plads, og ventetiden kan han passende bruge på at lære at finde rundt på Christiansborgs lange gange.